Tak for alt, skat - Vi mødes i mine drømme!

Anita vandt kampen!


ikke kampen mod sygdommen, en umulig kamp, som hun ikke var bleg for at tage op og også udkæmpede til det sidste...

men derimod den kamp for at forlænge de 2 måneder vi var stillet i udsigt sammen tilbage i marts måned, som konklusion på den endelige udredning.

En uvurderlig tid vi har brugt sammen på bedste vis fuld af kærlighed og familieoplevelser. Oplevelser hvor vi altid havde marginalerne på vores side, både når det galt badeferie i lalandia, legoland, skovture og Zoo. Alt for ofte umiddelbart efter en ferie var afsluttet, gav sygdommen Anita nye svære betingelser - hvor set i bakspejlet det ikke kunne have været afviklet hverken før eller senere. Odds for den slags lykkes er på niveau med den store lottogevinst. Alligevel formåede vi at gøre det gang på gang, gennem hele sommeren.
Selv Juleaften på Hospice var en god oplevelse for Anita og familien. Anita var tilstede, spiste med og deltog aktivt hele aftenen....og det tiltrods for hun kun har været vågen i kortere perioder de seneste 2 uger op til julen. Noget der fortæller os at Anita havde ladet op til denne begivenhed OG formåede at bruge den sidste energi på det rigtige tidspunkt.

Anita sov stille ind igår kl 16:45 med hendes nærmeste ved sin side. Hun blev sendt afsted på den sidste rejse med Al tænkelig kærlighed! ...en smuk solnedgang på en klar frostdag.

"Tak skat...for alt det vi har haft og skabt sammen. Du vil aldrig blive glemt, og din ånd lever videre i vores 2 pragtfulde børn, som jeg vil opdrage efter vores fælles principper...efter min bedste evne!

Vi ses i nat i mine drømme!

din mand, Lars"

Den sidste hilsen
Jeg beder til jer som læser med på bloggen, vil give Anita en sidste hilsen ved at flage på ½ idag, hvor hun køres i kortage fra Hospice, forbi hjemadressen og til kapellet i Fjelstrup kl 12.

Begravelsen finder sted Fredag d.31, kl 11:00 i Fjelstrup kirke og alle venner, kolleger, bekendte, naboer og familie er velkommen til at tage afsked med Anita. Bagefter vil der være kaffe for de nærmeste venner og familie på Brødremenighedens hotel, Lindegade 25, Christiansfeld

På Anita´s, familiens og mine vegne vil jeg sige tak for al den støtte vi har fået gennem dette forløb. Ingen nævnt ingen glemt - TAK!

Jeg håber på forståelse og at denne hjælp vil fortsætte en rum tid endnu hvor især vi 3 efterladte, skal til at finde os selv og skabe en ny hverdag alene. En opgave jeg har stor respekt for, men agter at løse så godt som jeg evner.

/Lars

Vi tager en fridag - GLÆDELIG JUL ALLESAMMEN

Både Anita og jeg er 100% indstillet på at idag er en GOD dag - så fuck sygdom for nu skal der julehygges! *<:-)######

Ungerne er helt elektriske og glæder sig til de 4x G: gaver, guf, gæster og god mad :-)
Vi stod op imorges kl7 (tak unger, for min første julegave...læs: at sove længe hehe) efterfulgt af lækker morgenmad med hjemmebagte boller, nutella og andet sundt...
På med noget kluns og ud og lufte traktoren - vi fræser op og ned ad vejen med skovlen i jorden og leger jule-nisser for naboer der er sneet inde...bare en lille gave fra os, og ungerne elsker det---TRATOOOOOOOOO! var ét af Julies første ord, skarp forfulgt af MOAAAAAAAAAR.
Herefter var der Jule-morgenmad hos Claus og Irene med et par gaver til ungerne. Tak for det, jeg er især glad for den legetøjshund til ungerne der larmer så dejligt!

Hjem igen, i badekar med ungerne....kun 45minutter denne gang - vi skal jo nå en masse...derpå på hovedet i seng, så batterierne er fuldt opladet til iaften. Nøj hvor de glæder sig....Louise nu 3½ år har helt styr på detaljerne med julemand og slik, hvor Julie følger godt med - når jeg siger til hende..."nu kommer julemanden i aften!", citere hun med et lille pivet "Ho Ho Ho" som kun hun kan sige det. Når jeg nævner ordet gaver er svaret promte: "Jubiiiiii"

Når de igen vågner skal de i ens kjolesæt fra mormor og så tager vi ind til hospice hvor det meste af familien venter os. Mad bliver leveret af køkkenpersonalet på Hospice (...og det er bestemt en garanti for top kvalitet) og hvad vi selv ønsker ekstra er uddelegeret familien imellem.

Det bliver en god aften!




Så kom julen alligevel. Vi ønsker jer alle en glædelig jul" ...og at I tager inspiration i os fra kabdrupvej: Læg sygdom og sorger på hylden og nyd de næste dage i selskab med jeres familie og venner!

/Lars

Jeg sidder og skriver dette indlæg med Anita ved min side....sovende, træt og slidt.

Vi har begge ro i sindet og afklaret med hvad der venter. Roen stammer især fra to ting...

For det første har vi nået sidste stop på rejsen. Hospice er godt klædt på til en "opgave" som vores. Alt kører - Medicin, overvågning, rutiner og generelle foretagender som tandbørstning osv...Det aflaster de nærmeste, som bestemt trænger til det...

Dernæst indbyder faciliteterne til at jeg kan have pigerne med og besøge deres mor så ofte som muligt. Et stort playmobil dukkehus er flyttet ind på Anita´s stue og centrum for underholdningen. På den måde kan Anita stadig følge med i pigernes leg og glæde. Omvendt vender pigerne sig til at mor stadig er tilstede, omend ofte sovende, passiv og langsomt glider bort.

Jeg tror det giver dem tid til at vende sig til det endelige farvel. Et farvel vi må erkende indtræffer inden alt for længe...

Anita er træt...meget træt - hendes krop og sjæl betaler nu prisen for den lange seje kamp der gav os en af de bedste somre i vores fælles liv.

Hver dag vi har sammen fra nu, er en uvurderlig gave vi, de nærmeste, værdsætter. Julen virker så langt væk...

/Lars

Overflyttet til hospice...

Dette indlæg er forfattet ved fælles hjælp - Anita dikterer og undertegnede er skriverkarl.

Store flyttedag...
Efter Anita afsluttede 5. og sidste strålebehandling i mandags, var det også afslutningen på den behandling de kunne tilbyde på onkologisk afdeling i Odense: R2. Tirsdag blev hun atter overført til medicinsk visitations afdeling i Haderslev.
Rygtet var kommet os i forkøbet og vi blev modtaget af en velforberedt afdeling - Anita´s medicin var på plads, hendes "kald" var blevet opprioriteret til hurtig reaktion og kun af sygeplejesker eller læger. Ikke at glemme, altid kaffe og forfriskninger til os, "de nærmeste"

hvor er det rart at møde en så engageret indsats fra de sygeplejesker og læger der var ansvarlig for Anita som patient. Trine, Mette, Nina og Co... vi fik ikke sagt tak, men det GØR en forskel - "Tak og keep up the good work!" UG til MVA på 10´sal.

Anita er dd. blevet overført til Hospice sønderjylland - noget der ikke var muligt uden hjælp fra vores netværk...super!
Så jeg sidder i en stol ved siden af Anita, der for det meste sover, og skriver dette indlæg i en velmøbleret 40m2 lejlighed med top dollar service,WIFI og B&O hifi. Måske vi bare skulle flytte med herud....? :-)

Status?
...Well, det er rart at faciliteterne er iorden, når helbredet ikke er det.

Både Anita og jeg var klar over de første 14 dage efter strålebehandling ville blive svære - på forhånd havde vi clearet med Palliative team at skulle det komme så vidt at smerterne ville blive uudholdelige, var det bedre at medicinere i en grad, så Anita´s krop kunne komme sig ovenpå bivirkningerne fra strålebehandlingen. Dvs. sove tiden ud.
Herefter nedtrappe medicinen og på sigt skulle både kvalme, hovedpine og svimmelhed ikke længere være et problem der låser Anita til sengen og holder hende indlagt - nu på 6. uge.

Altid godt at have en plan - Egon er nok enig, men han er vel også den første til at erkende det sjældent går som forudsagt.

Den tirsdag Anita blev overført til Haderslev, blev det os klart at hendes tilstand var meget dårlig. Hendes smerter var tiltagende og motoriske forstyrrelser, som et epileptisk anfald, var hyppige.
Tilstanden ville hurtigt vise sig at være yderligere nedadgående.

Onsdag kunne vi dårligt tale med Anita. Hendes syn, samt hørelse på det ene øre voldsomt nedsat og hun virkede træt og disorienteret. Kort efter jeg havde forladt hospitalet omkring kl 13 blev jeg ringet op af AnneMette - Anita´s søster. De havde ringet fra hospitalet, Anita var ikke vågnet fra et epileptisk anfald, hendes tilstand var bestemt kritisk. De mente nu var tiden kommet til de nærmeste skulle være ved Anitas side - Pyh! en besked. Jeg er overbevist om jeg slog transporttiden til hospitalet med nogle sekunder i forhold til de 2x vi er kørt derud med med Veer og bandeord!
Anfaldet var overstået, men Anita var mentalt ikke mere til stede. Kun små nik og trækninger bekræftede at hun stadig lyttede - dog uden at kunne finde hoved og hale i noget.

Torsdag gav et yderligere nyk i hendes tilstand som på det tidspunkt var mere end kritisk. Vi, Anita´s nærmeste, havde lavet en vagtplan, så vi kunne være hos hende mest muligt. Dommen fra lægerne var hård og ubarmhjertig.

"...Godt tastaturet kan klare en smule saltvand...."

Fredag morgen, fuldstændig uventet så jeg Anita være både mentalt tilstæde og nærværende. Vi talte om forløbet de sidste par dage og det gav næring til det håb vi næsten havde opgivet - var kurven knækket og Anita, som vi ved er stærk som få, i bedring?

Både og - Weekenden igennem er hendes tilstand igen aftaget lidt og smerterne er nu så svære at hun er i den medicinering vi oprindelig forudså.

Så måske nok Anita skulle diktere og godkende indlægget, men jeg håber hun bærer over med mig, nu jeg poster det uden hendes accept. Hver gang jeg vækker hende, siger hun "ja, lad mig lige tænke...Snooooork!"

Sov dine smerter væk min skat, så du kan komme hjem til os igen....

Til de nysgerrige...Ja - Anita nåede ud at se Ole Henriksen forrige mandag. Det affødte en kaskade af rosende ord, kindkys og et fælles billede...Marveless ( og et vink med håndleddet). Bestemt en god investering af hendes sparsommen energi ...

/Lars

Madklub og epileptisk anfald

Nå altså! Idag er mit humør noget bedre :-) Vi har nemlig holdt "fest" i spiseklubben i dag. Vi er 4 par fra "Peugeot-tiden", som jævnligt mødes og snakker gode gamle peugeotdage - ja og alt muligt andet bliver også efterhånden vendt. Det er smadder hyggeligt og det plejer at foregå sådan, at værtsparret laver en udsøgt middag, dækker fint op og sørger for drikkelse ad libitum (husk det er ikke en drikkeklub) og så bliver der ellers spist og drukket som man kan og hygget i stor stil, mens snakken går. Det er smadder hyggeligt.

Idag var det så Helle og Søren, som skulle være værtspar. Desværre ligge jeg jo lænket til sengen herinde, så vi flyttede selskabet tifl opholdsstuen på odense sygehus. Det blev det ikke mindre hyggeligt af. Vi fik ryddet alle de bløde møbler og lave borde ud på gangen. Herefter fandt vi nogle større borde og almindelige stole rundt om på afdelelingen. Vi fik dækket fint op med dug, servietter, lys og service. Alt var bare lige som det skulle være - undtagen én ting: mit helbred.

Jeg har hele dagen i dag haft udfald på mine hænder og fødder. Specielt højre side. De har rystet og dirret som en gammel kones. Da vi var færdige med at dække bord omkring kl. 16 og da vi bevægede os ned mod min stue fik jeg det meget skidt. Jeg blev svimmel og kunne ikke fokusere. Jeg måtte sætte mig på rolatoren og læne mig op af Annemette, mens hun kørte mig ned på min stue. På stuen dejsede jeg om i sengen helt ved siden af mig selv. Mit venstre øje havde havde sat ud. Det var gledet helt ud til venstre, pupillen var stor og jeg kunne ikke fokusere med det. Og så havde jeg den her knaldrende hovedpine. Kort efter kom en læge og en sygeplejerske og lyste mig ind i øjnene ruskede blidt i mig for at få mig til at forblive ved bevidsthed. Efter noget tid kom jeg til bevidsthed, mit øje blev igen normalt og mine rystelser i arme og ben blev igen "normale". Lægen mente det var en form for epileptisk anfald. Så nu er det jo nok slut med at køre bil med mig bag rettet :-( Det er for farligt!

Hele det her anfald med efterfølgende behandling tog 3 timer, så det var først kl. 19 jeg kunne komme ind til mine gæster. De tog det heldigvis meget pænt. Vi gjorde simpelthen det at vi kørte hele min seng ind i opholdsstuen. Her lå jeg så og blomstrede, spiste god mad, hyggede mig og tog en lur i ny og næ når der var brug for det :-)

Søren havde lavet en formidabel Poulled Pork. (Grissebasse i weberen i 22 timer) Denne pilles fra hinanden så det ligner tun og så puttes det i en bolle med Cole Slaw og stærk dressing. uhm det smagte godt. Til dessert havde Helle bagt en udsøgt kage, som bare smeltede på tungen. Lyst blødt kage med flødeskum, marmelade og marengs. Guff det var bare godt!

Nu er det sengetid for store og små og mætte og runde maver.

Hold jer muntre!

Knus Anita

Sygehuskuller mm

Jeg er træt af at ligge her på sygehyset af flere grunde. Jeg er låst og kan ikke komme ud og ose og lave alle de andre ting jeg gerne ville. Hygge med pigerne og hestene mm. Men det er jo ikke sygehusets skyld. Det er min sygdoms skyld. Jeg er svimmel og træt og får jævnligt de her slemme hovedpiner. Øv altså! Håber da jeg er rimelig frisk til på mandag. Der skal jeg til Kolding og møde selveste Ole Henriksen. Jeg glæder mig helt vildt til at møde ham. Det bliver stort!



Det, at de siger man skal være stærk for at ligge på sygehus, det er ganske rigtigt. Til at starte med da jeg lå her i Odense kom de springende når jeg ringede og de var hurtige til at komme med det smertestillende jeg bad om. Nu er de blevet noget mere sløsede- Der kan let gå 5-10 min før de kommer når jeg har ringet og så kan der snildt gå yderligere 10 minutter før medicinen kommer.



Igår gik det helt galt. Jeg ringede efter medicin ved 3 tiden. Der gik 15 min før der blev reageret på min klokke. Jeg bad om noget smertestillende. Herefter gik der 35 minutter før der skete noget og det var kun fordi vi ringede igen og Annemette stillede si ud på gangen med korslagte arme og så meget bestemt ud at der skete noget. Sådan noget svineri!



Den værste og mest ydmygende situation var dog forleden nat, hvor jeg faldt. Jeg havde én af de nætter med meget hovedpine. Når jeg har hovedpine sætter mine arme og ben ud periodevis. Jeg skulle sådan tisse og ringede efter dels smertestillende og dels hjælp til at komme på toilettet. Efter 10 minutter var der ikke kommet nogen sygeplejsker og jeg valgte at prøve at gå på wc selv. Jeg kravler ud af sengen og går med rolatoren hen mod min dør, men da jeg når døren og håndvasken kan jeg mærke jeg skal brække mig. Jeg læner mig over mod håndvasken og kaster op. Her giver mine ben og arme efter og jeg falder hårdt på gulvet. Jeg får fat i skraldespanden og fortsætter med at kaste op her. Jeg skal tissse så meget at jeg tisser i bukserne hver gang jeg kaster op. Der sidder jeg så på gulvet i mit eget pis i en akavet stilling og kan ikke komme op selv. Der sidder jeg så i yderligere 10 minutter før der der sker noget. Min rolator var trillet ud på gangen, så det kan nok være sygeplejersken fik travlt da hun så den. Men først at vente 10 min på at komme på toilet og derefter sidde godt 10 min i sit eget pis og vente på forstærkning. Det var ydmygende.

Gad vide hvor man skal klage henne?

Hold jer muntre!

Knus Anita

Endelig tilbage efter drøjt sygdomsforløb.

Kort tid efter vores meget vellykkede besøg i Lalandia og Legoland, begyndte jeg at blive svimmel når jeg rejste mig fra siddende stilling, og jeg måtte lægge mig ned med en knaldrende hovedpine til følge. Søndag aften da jeg kom hjem fra min mor med tøserne, tog jeg Julie i favnen og begyndte at gå hen imod hoveddøren. Jeg kunne godt mærke jeg blev svimmel og satte farten op for at nå derhen. Da jeg nåede hen til døren knækkede mine ben sammen under mig og jeg faldt ind i muren og trimlede bagover og ned på fliserne. Julie strøj ud af armene på mig, men slog sig ikke. Tilgengæld slog jeg hovedet i fliserne og min krave gik op. Lars kom lige sekundet efter jeg var faldet. Han tog Julie op og trøstede hende lidt, satte hende af i køkkenet med en en ostehaps og hentede en dyne til mig. Herefter bar han Julie op i seng og fik hende puttet. Derefter kom han ned og fik mig samlet op og puttet ind i seng. Så var det Louisens tur. Selvom hun havde sovet fra det hele kunne hun godt fornemmeat der var noget galt med mor. Så hun skulle lige ind og sige godnat til mig en ekstra gang eller to. Louisen blev puttet og vi diskuterede hvad vi skulle gøre, ringe til Odense eller 112.

Vi ringede til Odense og kom efter længere tids kasten rundt i systemet til at snakke med en læge, som havde bare lidt forstand på mit problem. Han ville kigge min journal igennem som det første næste dag og så ville han gerne se mig derovre næste formiddag. så vi gik i seng. Kl.9.30 næste dag kom ambulancen, som skulle hente mig. og jeg blev kørt til odense. Jeg nåede ikke at pakke noget sønderligt, så det måtte Lars gøre og så komme i bilen bagefter. Jeg nåede heller ikke at få noget morgenmad og da jeg kom til odense fik jeg at vide at jeg skulle faste fordi jeg skulle i MR scanneren. Det at jeg skulle faste - ikke spise - ikke drikke - ikke engang min medicin måtte jeg få, betød at jeg fik slået benene helt og absolut væk under mig og jeg fik det meget dårligt. Lars beskriver det som noget af det værste han har set. Da klokken var 16 og scanneren lukkede ned for den dag, kunne jeg endelig få noget at spise. Problemet var bare at jeg intet kunne holde i mig på det tidspunkt. Så når jeg prøvede at spise noget kom det ligeså hurtigt op igen. Mad, drikke, medicin - alt! Tirsdag var et det det samme - faste til scanneren lukkede. Onsdag kom jeg for i scanneren fra morgenstunden, men jeg var nødt til at faste fortsat, fordi de muligvis ville operere. Så jeg forblev fastende på 3. døgn indtil kl. 15.30. her havde de vurderet at jeg ikke skulle opereres. Endelig kunne jeg få noget at spise og drikke. Jeg havde det rigtig rigtig dårligt.

Scanningen viste at der var fint med plads til nervebanerne og ikke nogen knude i hjernen, som kunne forårsage svimmelheden og hovedpinerne. Så vi åndede lettet op. Men hvad kunne det så være. Neurokirugerne vaskede deres hænder og ville gerne have mig sendt videre i systemet og da jeg fortsat havde det rigtig dårligt torsdag og fredag blev det til at jeg skulle på rekreation i Haderslev.

Det var skønt at komme til Haderslev. Det vrimlede med kendte ansigter, som smilede og ønskede mig velkommen. Det var dejligt. Jeg fik det hurtigt lidt bedre, men slet ikke godt nok til hverken at blive sendt hjem eller sendt tilbage til Odense. Jeg var fortsat svimmel, havde de her mega onde hovedpiner og jeg fik problemer med vandladningen så de var nødt til at lægge kateter op så jeg kunne tisse :-( op til flere gange. Øv hvor var det trælst. De tog en del blodprøver og fandt ud af at min væskeballance ikke var som den skulle være og jeg fik sat drop op. Det hjalp gevaldigt på min tisse trang.

Lars og Kirsten diskuterede hele tiden min tilstand og Kirsten kunne ikke affinde sig med at der ikke var fundet noget på den MRscanning, som var lavet i Odense. Hun fik efter et længere tovtrækkeri trumpfet en ny MRscanning igennem. Den sammenholdt med en af sønderborgs dygtiste læger gav "gode" resultater. "Gode" resultater i den forstand at vi har fået et svar på hvorfor jeg har det som jeg har. Selve svaret er ikke opløftende. Kræften har bredt sig i metastaser til hjernehinden og enkelte steder i kraniet. Der er heldigvis ingen kræft i selve hjernen.

Jeg skulle flyttes til Odense sygehus fredag så torsdag holdt vi en lille fest på stuen i haderslev

med McDonald´s og snolder. Det var rigtig hyggeligt.

Fredag blev jeg flyttet med ambulance til Odense sygehus, hvor jeg skulle have en samtale om det videre forløb.

Fortsættelse følger...

Knus Anita

Diagnose

Så lykkedes det endelig, takket vare min meget tapre soldat, Kirsten Voss, Overlæge ved det Palliative Team, at finde en diagnose på mine hovedpiner og svimmelhed. Kirsten blev ved med at holde fast i, at når symptomerne var i hovedet måtte der være noget der. Hun fik trumfet en MR scanning igennem igen og den blev undersøgt med henblik på spredning af kræften til Hjernen og hjernehinden. Selve hjernen er heldigvis gået fri, men hjernehinden og kraniet er angrebet flere steder af metastaser. Det var ikke en opløftenden nyhed vi havde forventet, men at den skulle være så ubehagelig havde vi bestemt ikke regnet med. Mange tårer er blevet fældet de sidste døgns tid. Øv hvor er det uretfærdigt.

Fredag skulle vi have en samtale her på odense sygehus. Desværre var beskrivelsen af den sidste MRscanning ikke blevet sendt med billederne fra Sønderborg Sygehus, så lægerne i odense kunne ikke se noget på nye billeder heller og ville derfor ikke give mig strålebehandling. De var klar til at sende mig tilbage til Haderslev. Det var ganske uretfærdigt og Lars greb straks telefonen og ringede til Kirsten Voss, som fik faxet beskrivelsen og så skal jeg love for, der kom andre boller på suppen. Nu kunne jeg blive indlagt her i Odense og min strålebehandling kommer til at køre, som planlagt. Nu var det hele pludselig en helt anden sag. Tænk hvis jeg ikke havde haft Lars eller Kirsten ved min side. - hvor mange patienter falder igennem systemet på så grelle og uretfærdige fejl. Puha det er ikke rart at tænke på. Det er dybt uprofessionelt.

Min tilstand... Tjah den har set bedre tider. Jeg er meget usikker på benene og skal have en ledsager med mig når jeg skal på toilettet og have hjælper til at gå i bad. Det var noget af en personlig kamel at sluge, da jeg skulle vaskes første gang, men det er ikke så slemt, når det kommer til stykket. Sygeplejerskerne er søde og dygtige til ikke at gøre et stort nummer ud af det.

Jeg får nogle temmelig kraftige og meget ubehagelige hovedpiner. De skyldes overtryk i hovedet pga. metastaserne. Hovedpinerne kommer typisk hvis jeg vågner eller hvis jeg skifter stilling fra siddende/ liggende til oprejst stilling eller omvendt i vågen tilstand. Eller hvis jeg læser, ser fjernsyn eller lignende hvor jeg bruger hovedet. Det er en afsindig smerte i hele hovedet, som slutter af med at jeg koldsveder over hele kroppen og derefter fryser fordi jeg er våd over det hele. Sådan et anfald varer ca. 5-10 minutter fra start til slut. Hidtil har jeg skullet ringe når hovedpinen gik i gang og så fik jeg noget smertestillende i pilleform. Nu vil de give mig noget flydende sprøjtet ind i låret i stedet i håb om at det hjælper bedre og hurtigere.

Jeg kaster også jævnligt op. Enten får jeg spontan kvalme og brækker mig ellers kommer det i forbindelse med en hovepinerne. Nogen dage er værre end andre. Idag f.eks har været ok indtil omkring kl 16.30. så begyndte hovedpinerne og kvalmen at komme. Jeg har haft 3 hovedpiner på 2½ time. Glæder mig ikke til natten, hvis den bliver ligeså slem som forrige nat var. Der havde jeg mange slemme hovedpiner.

Ellers har jeg haft rigtig mange besøgende i min tid på haderslev. Det var dejligt at se jer allesammen. Selvom jeg bliver passet godt på, savner jeg nu at komme hjem. Hjem til mine missere, mine piger som står tidligt op om morgenen, min egen seng og dyne, mine hyppere og så videre. Desværre ser det ikke ud til at jeg kommer hjem sådan lige den første uge. Tidligst bliver tirsdag eller onsdag i næste uge igen - altså d. 23. eller 24. november. Der er lang tid til, og så er det ikke engang sikkert jeg er frisk nok til at komme hjem til Kabdrupvej der. Åhr jeg ville nu gerne være frisk igen. Home sweet home.

Hold jer muntre, mine gæve og tålmodige læsere!

Varme knus Anita

Status 4-11-2010

På vegne af Anita, tillader jeg mig at give en kort opdatering på hendes helbred, idet hun desværre ikke selv er i stand til at skrive nye indlæg foreløbigt.




Status:
Hyppig svimmelhedsanfald, ukontrollerede bevægelser, kvalme og hovedpine, giver os mistanke om at klemte nervebaner i nakken er årsageren. Det kulminerede i søndags med et fald på fliserne, hvor hun slog hovedet. Mandag morgen blev Anita indlagt på neurokirugisk afdeling i Odense
Efter MR scanning af nakke/hovede kan vi konstatere at Anita IKKE (som vi frygtede) hverken har en kræftknude i hjernen eller klemte nervebaner i nakken. Det er godt!



Hvad årsagen er...arbejder vi stadig på at finde ud af...



PT er hun meget træt, sover det meste af dagen og er sjældent oprejst. Vi håber at finde årsag samt løsning hurtigt, så hun kan komme hjem til sin familie igen - hun er savnet!

7-11-2010

Anita er flyttet til Haderslev hospital. Hendes tilstand er fortsat uændret.

/Lars

Stemningsbilleder fra efterårsferien.

Julie trækker heksen i håret og missen trækkes i halen.





















Lars og Louisen på minerundfart i Legoland.


























På kanalrundfart i legoland. Julie nød at styre båden.




























Kæmpe Julie i mini Fredericia. Julie var ikke til at drive videre fra rådhuset her. Hun synes det var enormt spændende at kigge ind ad vinduerne og banke på dørene.

Giant Miss Julie goes to Fredericia...

Er det her Moster Mette bor, Mor?

Julie, Jasmin og mig i Madsbyparken. Moster Fie er fotograf.

En hyggelig dag i Madsbyparken sammen med Skalle, Julie, Jasmin og mig. Moster Fie tager billedet.

Foreløbige svar på scanningen.

Så kom svaret, som vi alle længe har ventet på og som jeg godt kendte resultatet af. Min scanning fra sidste uge. Kirsten, min læge fra det Palliative Team havde lovet mig, at gå ind og smugkigge, hvad der blev skrevet om mine resultater, så jeg ikke skulle gå helt uforberedt til samtale i Odense på onsdag. Jeg har længe haft mistanke om at kræften voksede og mine bange anelser blev bekræftet idag. Min kræft vokser igen! :-( Den store knude i maven (på æggestokken) er vokset 8 cm og den lille er vokset 2 cm. De har ikke beskrevet noget omkring kræften i mine bryster, men jeg kan se at kirtelvævet her vokser og mine bryster ser efterhånden lidt mærkelige ud. Tykke for oven og flade forneden med indadvendte brystvorter og et mærkeligt udslet omkring brystvorten. Sådan plejer de bestemt ikke at se ud! Knuden i nakken er krympet yderligere og det er både godt og ondt. For efterhånden som den bliver mindre, bliver der mindre og mindre til at holde mine nakkehvirvler på plads. Jeg er begyndt at mærke skrøbeligheden i min nakke. Hvis jeg nikker får jeg stød ned i hænder og fødder og lægger jeg hovedet tilbage, overanstrænger mig eller bukker mig ned og rejser mig igen bliver jeg svimmel, dog uden at det sortner for mine øjne. Underlaget gynger bare og forsvinder under mine fødder. Det var nær gået galt med Julie på armen forleden. Min læge er temmelig bekymret over dette og mener jeg skal til at gå med halskraven mere eller mindre hele tiden, da hun er bange for at mine "udfald" skyldes, at jeg klemmer nerverne af i nakken. Der er bestemt noget om snakken, men kors hvor er det møj irriterende. Den kræver lige lidt overvindelse, men alternativet er bestemt ikke noget at kimse af - En kørestol!

Som sagt skal jeg til Odense på Onsdag og have det endelige svar på scanningen. Her vil de også have taget stilling til, hvad der skal foretages af tiltag. Jeg skal formentlig have kemo igen. Nok en anden slags, men bestemt kemo. Så taber jeg mit ellers så fine hår igen - øv!

Hold jer muntre - jeg prøver, selvom det er pisse svært med mine udsigter!

Knus Anita

Ferie i Lalandia og Legoland - Absolut et hit!

Vi er netop kommet hjem fra en velfortjent ferie. Rigtig ferie, hvor familien virkelig har været sammen og nydt hinandens selskab. Vi lånte en hytte i Lalandia i Billund og nød virkelig at være væk hjemmefra. En ferie, som var i legebarnets tegn. Vi har jo ikke lavet andet end leget og leget og leget, som Louisen ville have udtrykt det. Badeland med vandrutchebaner, som giver selv store drenge tekoppeøjne, Monkey Tonkey land, som er bedre end is i Louisens øjne og Legoland, som bare er et hit for alle legesyge sjæle - store som små!


Vi drog afsted søndag middag, så vi var i Billund kl. 13. Her brugte vi lidt tid på at pakke ud. Kl. 15 kom Lars´ Fætter med familie. Vi spiste lidt kage og drak kaffe og kl. 16 tog vi i badeland. Det var bare lækkert. Pigerne elsker vand - især Julie, hun er en rigtig lille vandhund. Der er rigtig mange faciliteter i vandlandet. Varme, lunkne og kolde bassiner og rutchebaner for alle. Jeg tilbragte mest tid i børnebassinet og det varme boblebad sammen med Louise og Julie. Det var rigtig lækkert og utrolig dejligt. Louise ville helst være i det varme boblebad, hvor hun svømmede rundt, sprang fra kanten og hældte vand ned over mit hovede med en vandkande. Hende og jeg har virkelig haft nogle nære øjeblikke her i ferien. Hun har været meget morsyg - ikke negativt ment. Det har bare været mig, som skulle være der for hende, når hun havde brug for det. Skønt med den tillid!


Julie derimod, har haft det lige omvendt. Jo mere selvstændig, jo bedre. Ikke holde i hånd og helst gå selv. Hun tager endda rutchebanen selv, man skal bare sætte hende ned på gulvet, så kravler hun selv op i rutchebanen og rutcher på maven ned. Folk nede i bassinet gloede helt vildt, når der kom sådan en lille snut helt alene. Lidt sjovt! Vi kom jo lige bagefter. Da vi var færdige med at bade gik vi op i buffeen og spiste os tykke og mætte i en dejlig spis hvad du kan buffé, med alt hvad hjertet kan begære for både store og små. Da ungerne havde spist hvad de kunne, blev de sluppet løs i Monkey Tonkey Land. Et mega hit - især for Louisen. Julie er lige knapt stor nok endnu, men hun kom også sådan rimelig rundt. Da centret lukkede tog vi hjem og puttede ungerne. De var godt trætte og brugte, så de faldt rimelig hurtigt i søvn.


Vores venner, Kenny og Naja, kom midt på formiddagen om mandagen. De havde deres knægt Noah, på godt et år med. Efter pigerne og Noah havde sovet middagssøvn stod den på badeland. Svømme, svømme, svømme, plaske, plaske, plaske, rutche, rutche, rutche. Åh hvor vi hyggede os. Vand er altså fantastisk! Til aften havde Naja lavet den dejligste mørbradgryde, som vi alle spiste rigtig godt af. Uhm! Ungerne blev puttet og vi voksne plantede os foran fjerneren og pc´en og så hyggede vi os ellers.


Tirsdag var det fantastisk vejr! Det var skide koldt, men solen skinnede fra en skyfri himmel og der var ikke ret meget vind. Vi havde planlagt at gå i legoland den dag, så det kunne jo ikke være bedre! Vi landede i legoland kl. 10.30 og startede med at plyndre deres legotøjsbutik. Der var nemlig 50% på hele butikken. :-) Julie fik 3 par bukser. Hun vokser i den gard for tiden, mange af hendes bukser stumper og det er jo ikke just sæson! Kenny og Naja fik vist også deres andel af butikken :-) Herefter gik det ellers løs i parken. Pigerne, Lars og jeg fik prøvet en del ting, mens Noah tog sig en ordenlig skaber. Da Noah vågnede gik der ikke længe før begge piger faldt om i hver deres klapvogn. Her sov de godt en times tid. Mens de sov fik vi voksne os, efter mere end en halv time i kø, et par velfortjente hotdogs. Jeg ved ikke hvad det er med personalet i legolands kiosker og boder. De er usigeligt langsomme og falder nærmest over hinanden, mens de danser rundt om sig selv og hinanden og laver hotdogs, is eller skænker sodavand. Det var virkelig frustrerende at stå og se på. Så tag jer dog sammen, mennesker! Da pigerne vågnede fik vi prøvet lidt flere forlystelser og vi gik gennem de forskellige legoshops. Desværre var det kun tøjbutikken, som havde 50%. Vi kørte hjem ved 17 tiden med tre godt trætte unger. Vi spiste aftensmad i buffeen og ungerne legede igen i Monkey Tonkey Land.


Onsdag tog Lars, pigerne, Kenny, Naja og Noah i badeland, mens jeg tog mig en slapper derhjemme i sengen. Godtnok har vi ferie, men det er hårdt at være på så mange timer alligevel, når jeg ikke er vandt til det. Jeg hentede pigerne og Lars ved middagstid. De fik noget frokost og blev puttet. Lars slappede af ved pc´en og jeg tog en morfar. Kenny, Naja og Noah kom lige forbi og afleverede armbåndene og så ræste de ellers hjemad til Skibby. Da pigerne stod op, pakkede vi tasker og drønede i badeland. Endnu engang var det bare super dejligt at komme i vandet. :-) Vi var inviteret til aftensmad hos vores gode venner Helle og Søren Wind. Søren havde stået i køkkenet og lavet en udsøgt middag bestående af gode koteletter i fad med alskens gode ting og sager i. Uhm! Det smagte godt! Efter middagen gik Lars, pigerne og Søren ind i legeværelset og Helle og jeg fik en rigtig god snak om hvordan tingene står til. Vi ses for sjældent! Helle mistede sin mor til lungekræft for år tilbage og har en masse hun gerne vil bidrage og hjælpe Lars og mig med i forhold til min sygdom og død. Det er rart at have folk, som kan støtte op omkring én i de svære situationer. Vi kørte hjemad ved 22 tiden. Begge piger var temmelig trætte.

Torsdag morgen stod den på oprydning og pakken sammen. Vi skulle være ude af hytten til middag. Da alt var pakket og bilen proppet til bristepunktet kørte vi op til Monkey Tonkey Land en sidste gang før vi kørte hjem. Her hyggede vi os i godt en time inden vi købte en is og vendte næsen hjemad. Begge piger var godt trætte og faldt i søvn på vejen hjemad. Julie sov videre i barnevognen da vi kom hjem og Louisen kom ind på sofaen og så Toy Story. Det store hit pt. Til aften spiste vi hotdogs - uhm, med ristede løg, syltede agurker og hele molevitten. Guf guf! Herefter var det sengetid for pigerne og dermed slut på en skøn ferie. Begge piger kom afsted i dagpleje og børnehave idag og har nydt at være tilbage i hverdagen.

Hele familien nød virkelig at være væk hjemefra på ferie. Ferie i legebarnets navn. Lalandia og legoland er bestemt et hit her hos os, så det er ikke sidste gang vi har været afsted dertil.

Hold jer muntre!

Varme knus Anita

Tak for omsorgen...

Hvor er det dejligt at vide, at der er så mange mennesker, som tænker på os hver dag og som sender os varme og gode tanker. Tak for alle jeres opmuntrende ord her, på mailen, FB og mobilen. Det er virkelig noget, der betyder noget for mig og hjælper mig gennem krisen. Jeg skal op på hesten igen. Problemet er bare at den ikke vil stå stille når jeg prøver at stå op. Jeg er bange for at lulle mig ind i en drøm om, at tingene er lyserøde og så pludselig vågne op og finde ud af jeg har spildt min sidste tid på en illussion. Omvendt er der ikke meget ved at se kendsgerningerne i øjnene og leve efter det værst tænkelige scenarie. Åh, hvor er det svært at finde en gylden middelvej, som er fair overfor alle parter. Jeg ringede til præsten igår. Jeg synes det er ved at være tid til at inddrage hende i mit liv. Jeg er sikker på hun kan give mig noget sjælefred og muligheden for at finde denne middelvej. Desværre var hun ikke hjemme da jeg ringede, men jeg prøver igen i morgen. Så har hun bare at være der!

Nej du, det skal fandme være løgn! Den skide kræft skal ikke tage over nu, hvor jeg er kommet så langt. Jeg har jo så meget at leve for og mange har brug for mig. Jeg er uundværlig, hvis I spørger mig ;-) Mine piger skal sgu ikke vokse op uden deres mor! Min dejlige fysioterapeut, Bodil, fortalte mig idag, at hun har fået en ny patient lidt i stil med mig. Ung mor, 2 lidt større børn, men ellers med samme udsigter som mig. Hendes mål var at holde sølvbryllup! Det er rigtig vigtigt at sætte sig nogle mål. Det tror jeg, jeg har glemt lidt den sidste tid her. Sæt nogle mål for dagen, ugen, måneden, året osv. Mit første mål må være at få gang i den præst :-)

Mine mål for i morgen er:
- Få taget blodprøver.
- Snakke med præsten.
- Hente Julie og hygge lidt med Nina.
- Være sammen med og få filmet Skalle, Pelle, Julie og Jasmin.

Nu vil jeg kravle i kassen.

Hold jer muntre.

Knus Anita

Tankemylder og søvnløse nætter - døden sætter sine spor!

Livet er til tider ikke nemt, men afslutningen på det er bestemt ikke en dans på roser. Det er så svært. Der er så meget at tage stilling til, så meget, som skal tilrettelægges og så meget som skal nåes ikke mindst.

Det er i høj grad gået op for mig, hvad vej det bærer og det jeg frygter mest er, at det pludselig går hurtigt og jeg ikke selv kan følge med. Jeg er bange for at kræften er begyndt at vokse igen. Mine bryster har ændret sig markant og ser ud og føles som de gjorde da jeg startede på kemo i sin tid. Desuden er min mave vokset voldsomt den sidste månedstid. Det kan selvfølgelig tilskrives prednisolonen, men det forklarer ikke knuderne i mine bryster. Jeg skal scannes på onsdag og får svar i uge 43. Jeg er ved at gå til af skræk. Jeg prøver at skubbe det fra mig, men det er svært, for det fylder og tynger utroligt meget. Det ligger konstant i baghovedet på mig og arbejder. Hvordan bliver det at dø, får jeg lov til at dø hjemme med mine nære omkring mig. Hvad med pigerne - skal de være der når det sker - de skal ihvertfald se mig bagefter. Hvem kommer til begravelsen. Hvad skal der synges. Hvad sker der på den anden side. Kommer jeg til at gå rundt mellem jer, være åndeligt tilstede - jeg kan se jer men ikke omvendt. Vil mine piger kunne huske mig. Hvor stor når min mave at blive. Hvornår er det tid til at snakke med præsten og hvad vil hun kunne hjælpe mig med. Jeg kunne blive ved. Tankerne rumler rundt i baghovedet og når jeg kommer i seng vælter de op til overfladen og jeg kan ikke sove. Så ligger jeg og roder rundt, prøver at tømme hovedet, men bekymringerne presser sig hele tiden på.

Louisen er rigtig godt igang med sin sorgproces og hun følger bogen, så der er ikke "noget at være bekymret for". Da jeg var på Dallund, tog det Lars en tre dage at overbevise hende om, at jeg var på ferie og at jeg havde det ok. Da jeg kom hjem skulle vi lige finde den gamle rutine igen. Jeg valgte at snakke med Louisen om, at jeg er meget syg og skal dø af min sygdom allerede samme dag, som jeg kom hjem. Det sammenholdt med, at Oldefar var død i løbet af ugen og Lars og Louise havde været til begravelse, har påvirket hende meget. Først var hun afvisende overfor mig og det var far, som skulle gøre det hele, vi skulle kun læse de gode gamle velkendte bøger og jeg kunne kun til nøds bruges. Nu er det vendt og hun kærtegner mig, kysser mig, siger jeg er hendes bedste ven, foretrækker mig i de fleste tilfælde og taler tillidsfuldt med mig. Det er super dejligt og jeg står på pinde for hende - ikke overdrevet, men jeg er der for hende når der er brug for mig. Desuden snakker hun meget om døden, sygdom og om, hvad der sker når vi dør. Hun var meget fascineret af den skattekiste Oldefar blev begravet i og de mange blomster han fik. Han er en drengeengel nu, som går oppe på skyerne og kigger ned på os. Åh hvor jeg dog elsker det lille menneske. Gid jeg kunne være der altid for hende!

Nu har vi ferie. Pigerne skal på ferie hos Mormor og Farfar og Nina mandag til onsdag og derefter skal vi bare hygge os sammen. Vi skal i legoland, Lalandia, Monky tonky land og ellers bare hygge os sammen i uge 43. Dejligt!

Nu har jeg fået afløb for nogle af mine tanker, fået grædt en del (det var ikke let at skrive dette indlæg) og er temmelig træt, så nu håber jeg at kunne sove. Jeg vil i hvert fald prøve.

Hold jer muntre!

Knus Anita

Nu går det den rigtige vej...

Det skal være skidt for at det kan være godt. Jeg har gennem den seneste tid haft det svært, men nu synes jeg tingene så småt er ved at vende. Hverdagen har meldt sig og jeg er godt medicineret for tiden, så min depression er på tilbagetog og jeg har det godt fysisk. Jeg sover ikke så meget lige pt . og har stort set ingen smerter. Kun lidt i ryggen, de steder hvor kræften sidder. Til gengæld har jeg rigtig mange føleforstyrrelser i hænder og fødder. Det er ikke rart. Jeg tror det hænger sammen med at det er blevet koldere i vejret. Så er det godt Nina har hæklet nogle dejlige futter til mig

Jeg har mistet én af mine bedste soldater! Kaja, sygeplejersken fra det Palliative Team, har valgt at gå på efterløn. Nej hvor blev jeg ked af det da Kirsten, lægen, fortalte det i torsdags. Kaja var bare sådan et dejligt, hjerteligt, varmt og rart menneske. Hun gav altid et varmt knus når hun kom og gik og når det kun var hende, der var på besøg, gav hun gerne mine fødder en ordentlig tur, hvor de blev nulret godt igennem med creme. – Skønt! Desuden kunne hun, på lige fod med Kirsten, give gode råd og vejledning i forhold til sygdommen, ungerne, dagligdagen mm. Så Kaja, hvis du læser dette skal du vide, du er en engel! Jeg holder utrolig meget af dig og kommer til at savne dig. Tak for din omsorg – den faldt på et tørt sted. Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke i fremtiden og håber du kan få tiden til at gå. Ellers må du komme forbi til en kop kaffe og en sludder.

Vi har lige haft børnefri weekend. Det var meningen hele familien skulle have været på weekend i Kbh hos Farmor og Anders. Det viste sig imidlertid at Lars og jeg havde fået os dobbeltbooket lørdag aften, idet der var høstfest. Den kan man bare ikke gå glip af! Så vi fik det arrangeret sådan, at Farmor og Anders kom og hentede pigerne fredag aften og så skulle vi komme og hente dem søndag eftermiddag. Det var lækkert at sove længe lørdag. Vi sov til kl. 10.30. stod op og spiste morgenmad og så kravlede jeg i kassen igen med missen og et blad. Så lå vi der og gassede os til kl. ca.13, hvor jeg stod op og ordnede stald. Derefter kørte jeg hjem til min kære Mutti. Vi hyggede os rigtigt sammen, gik en tur, drak te og læste ugeblade alt mens vi ordnede verdenssituationen. Jeg kørte hjem ved 17. tiden og gjorde mig i stand til festen. Pænt, men varmt tøj. Høstfesten begyndte kl. 18.30. Der var god mad og drikkevarerne sørgede vi selv for. Der var en god stemning og det var mægtig hyggeligt, men omkring kl. ni begyndte jeg at få ondt i maven. Det der med at sidde ned i så mange timer i et par bukser, som strammer lidt og så spise godt, er ikke nogen god kombination for mine svulster. Så da klokken var halv tolv kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg gik hjem i seng. Kors hvor var det rart at komme ned at ligge uden noget der strammede på maven. Jeg vågnede da Lars kom hjem kl. tre. Vi snakkede lidt og han kravlede i kassen for kort tid efter at styrte ud på badeværelset og brække sig. Det fortsatte resten af natten og efterhånden kom der også skred i det den anden vej, med mavekramper til følge. Søndag havde Lars det ikke meget bedre. Han var askegrå i ansigtet, havde kvalme og mavekramper så det var vist nærmere omgangssyge end fuldesyge han havde. Stakkels ham! Godt vi ingen børn havde hjemme. Vi måtte ringe til Farmor og Anders og bede dem komme med ungerne, for Lars var ikke i stand til at køre og jeg kan ikke køre så langt. Så søndagen gik stille og roligt. Farmor og Anders kom med ungerne ved 17 tiden. Ungerne blev spist af med rugbrød, hvor efter de kom i bad og så på hovedet i seng. I dag havde Lars stadig noget ondt i dunken, men har dog været oppe gående det meste af dagen.

Nu er det sengetid.

Hold jer muntre!

Knus Anita

At se døden i øjnene...

Så er jeg kommet hjem fra mit ophold på Dallund Slot. Det var på mange måder en god oplevelse og det har givet mig en masse at tænke over. Først og fremmest er jeg blevet klar over, hvor syg jeg er og hvor det bærer hen ad og det er bestemt ikke nogen behagelig kendsgerning. Mine følelser sidder uden på kroppen og jeg har grædt meget de sidste par dage. Det er så hårdt at måtte erkende at mine piger skal vokse op uden deres mor. Det er så uretfærdigt!

Jeg har snakket lidt med Louisen om det og jeg har ved flere lejligheder ikke været i stand til at holde tårerne tilbage, så hun har set mig græde. Hun er meget påvirket af situationen og er meget ked af det. Jeg er bange for hun et eller andet sted tror det er hendes skyld og det er det ihvertfald ikke. Det kan godt være vi skal have fat i den børnepsykolog vi havde gang i tidligere. Louisen skal helst igennem forløbet på den bedste måde. Det er bare så svært. Hun siger hele tiden "mor er død" eller "mor skal snart dø". Det gør også mig bange, for ved hun noget om det... Børn er jo sensitive. Et par dage før jeg opdagede jeg havde noget i maven, som ikke skulle være der, Sagde hun i bilen på vej hjem fra dagpleje, "Mor er død". Det syntes jeg var noget mærkeligt noget at sige den gang og jeg rettede hende og sagde "mor er sød". "Nej mor er død", sagde hun igen. Det var skræmmende og da jeg så få dage senere finder ud af at jeg er syg, synes det hele lidt spookied´.


Det er virkelig hårdt at erkende, at det kun går én vej. Jeg får det ikke bedre end jeg har det nu. Det vil langsomt gå ned af bakke. Så det er med at udnytte tiden mens den er her. Jeg er så pisse bange for at kræften pludselig accellerer og tager livet af mig i løbet af ganske kort tid. At det bliver ukontrollabelt og jeg ikke når de ting jeg gerne vil. Det er frygteligt at gå og vente på min kontrolscanning i uge 42. Jeg er meget spændt på, hvad den siger. Står kræften stille eller flytter den sig. Min mave er vokset en del den sidste uge, men det tilskriver jeg nu prednisolonen. Dens bivirkning er nemlig øget appetit og fedtdeponering på maven. Så det må jeg leve med så længe jeg spiser prednisolon.


En anden ting jeg har fået med fra opholdet på Dallund, er at jeg skal være mere åben overfor de personer, der står mig nær. Fortælle dem, hvor meget jeg værdsætter/elsker dem, hvordan jeg har det og hvad jeg ønsker fra dem. Jeg var i kolding storcenter med Annemette (søster) idag. Vi fik en rigtig god snak. Hun fortalte mig, at hun tit var i tvivl om, hvordan jeg havde det når vi er sammen. Det gør det svært for hende at være der for mig og vi kommer let til at gå skævt af hinanden og gør en masse for glæde den anden, uden at det egentlig er det der skal til. Nu har vi aftalt lige at melde ud fra starten, når vi ses, hvordan vi har det. Desuden har jeg fået talt lidt med min mor, svigerfar, Nina og med Lars. Det er rart at åbne op og give slip på alle tankerne og bekymringerne. Især bekymringerne nu de er så tunge, for det er de virkelig. Det er ikke sjovt at se døden i øjnene!

Imorgen skal jeg ned til healer-Peter og have healing. Det er længe siden jeg har været der og jeg glæder mig til at blive tanket op med livsenergi og til at se hvad vi skal lave. Mon jeg skal møde en åndelig vejleder - måske. Vi får at se.

Nu vil jeg kravle i kassen.

Hold jer muntre, mine gæve læsere.

Knus Anita

Ophold på Dallund mm

Dallund 30. september 2010.

Jeg er på et rehabiliteringsophold på Dallund Slot i denne uge. Det er et ophold, arrangeret af Kræftens Bekæmpelse, hvor jeg møder andre unge kræftramte og hvor vi sammen har forskellige workshops og bliver stillet forskellige udfordringer, der giver succesoplevelser.

Jeg følte mig lidt malplaceret den første dag, da jeg fandt ud af, at jeg er den eneste med uhelbredelig kræft. Alle de andre er færdige med deres behandlinger og går under betegnelsen rask. Det var lidt hårdt at finde ud af og et slag i hovedet, at jeg er den dimension længere ude end de andre. Ret hurtigt fandt jeg dog ud af, at det ikke har den store betydning. Vi har alle været mange af de samme ting igennem, både sygehusvæsen, læger, sygeplejersker, tanker, angst, glæde, sorg, pårørende osv. Der er utrolig meget at snakke om og mange at gøre det med. Det er spændende og rart endelig at møde ligesindede, men også hårdt. Jeg er ikke kun på når jeg selv taler. Når de andre siger noget, er det noget jeg kan forholde mig til og leve mig ind i, fordi jeg selv har været der. Det er hårdt at være så meget psykisk på og jeg kan heller ikke sove om natten, fordi tankerne ruller rundt i hovedet af mig.

Det er en stor omvæltning, men jeg er rigtig glad for at være her. Jeg savner pigerne, Lars, mine heste, min seng mm. Men det er absolut savnet værd at være her. I dag har vi haft en workshop omkring fremtiden og muligheden/risikoen for at dø. Det var noget jeg havde glædet mig meget til. Det er et emne, der fra tid til anden har fyldt meget i mine tanker og de sidste par dage har ikke været nogen undtagelse. Det er et meget ømt emne og jeg har meget svært ved at tale om det med mine nærmeste, fordi det gør så ondt at se døden i øjnene. Det er dog et emne, som jeg mener, er meget vigtigt at tale om. Netop for at gøre angsten for den mindre og for at være forberedt. Desuden føler jeg det vigtigt, at I ved hvordan jeg ønsker at dø, hvordan min begravelse skal forløbe, hvilke ønsker jeg har i forhold til pigerne, mine heste osv. Jeg har heldigvis rimeligt styr på mange ting allerede, men sikkert ingenting når det kommer til stykket. Den tager vi lidt senere, når tid er. Jeg regner med, at det kommer helt af sig selv.

Jeg er bange for at dø! Jeg er bange for den proces jeg skal igennem, både fysisk og psykisk. Jeg er bange for, hvordan sygdommen udvikler sig, hvor mange smerter jeg får, hvilke handicaps jeg bliver underlagt og hvor meget grøntsag der bliver over mig. Den der med at skulle være dybt afhængig af andre mennesker plus, at jeg ikke kan være der for mine piger og Lars, er noget som fylder utroligt meget i mit hoved. Heldigvis er der lang tid til vi når der til. Længere tid end lægerne tror ;-), for jeg er jo sej!

Det er rigtig rart at snakke med andre ligesindede. At kunne diskutere sygdom og pårørende med mennesker, som både ved hvad jeg taler om og som ikke er personligt involveret i min sag. Har endda fået nogle gode fif til at komme videre. Det er dejligt. Vi har alle relativt kort hår - nogen mere end andre og alle døjer med en eller anden form for senfølge af sygdommen. Stivhed i ar, føleforstyrrelser, ødemer mm. Vi kan alle sætte os ind i hinandens situation og udviser alle stor respekt for hinanden. Der er ikke nogen af de der ”Hey – se mig” –typer. Aller er lige.

Jeg har snakket med en par/familieterapeut i dag. Hun rådede mig til at snakke med Louisen og sætte hende bedre ind i, hvor alvorlig min sygdom er og at jeg kan dø af den. Jeg var noget skeptisk lige til at begynde med, men efterhånden som vi snakkede frem og tilbage, blev jeg mere og mere overbevist om at det måske ikke er helt dumt og at hun er stor nok til at blive inddraget det mere. For som hun sagde, kunne Louisen måske gå hen og blive rigtig vred på mig, hvis hun fandt ud af det andre veje. Det vil jeg ikke lade gå over min lille pige.

Min depression hænger stadig som en sky over hovedet på mig. Lars har snakket med det Palliative Team og de blev enige om at sætte mit prednisolon lidt ned, så jeg nu får 37mg i stedet for 50mg. Det er trælst med den depression. Den tager lige toppen af energien og lysten til at være her. Jeg har ikke den der YES-følelse man ellers ville få under et sådant ophold som dette. Jeg er faktisk stadig rigtig ked af det inden i, men ikke så jeg græder af det. Nu er det mere en form for stærk nedtrykthed og utilpashed jeg føler. Jeg kan ikke rigtig finde ro og fred. Jeg føler en vis frustration og irritation. Det er møgirriterende for at sige det lige ud. Og ikke nok med det, så fik jeg mit lort i går. Det kunne jeg godt have undværet. Øv!

Jeg har mødt en pige her fra Haderslev, Nadia, med brystkræft. Hun har heste og bor små 10 km fra mig J Vi er faldet rigtig godt i snak og det er rart. Hende kommer jeg til at se en del til når vi kommer hjem tror jeg. Jeg glæder mig til i hverdagen at have en sparringspartner, som ved hvad jeg taler om når jeg taler om min sygdom, behandlingen, bivirkninger mm. Det har jeg manglet et stykke tid. Vi skal bruge hinanden, Nadia og jeg.

Her til aften var der nogen, som havde tændt bål og lavet dej til snobrød. Så der var hygge til langt ud på aftenen. Jeg har drukket tre øl, så nu håber jeg virkelig jeg kan sove, selv om jeg har proppet mig med ritalin i dag.

Så kære venner, hold jer muntre!

Knus Anita

Flyv ikke højer´ end vingerne bær´...

Højt at flyve - dybt at falde... Er der et ordsprog der hedder og ja tak det skal jeg lige love for! Nu havde jeg lige tilladt mig i et par dage at glemme, at jeg er syg - eller rettere, glemme hvor syg jeg er. Jeg har haft nogle dage, hvor jeg virkelig har haft det godt og har nået en masse ting - glemte virkelig hvor syg jeg var for en stund. Det har været skønt, men kors hvor det slår hårdt, når virkeligheden igen melder sig. SLAM MOSTER - du skal ikke komme for godt igang! Nu er kroppen ved at have indstillet sig til det nye medicinniveau og jeg har virkelig ikke skånet mig selv i de gode dage, så nu melder virkeligheden sig med en forhammer og jeg skal lige love for at det gør nas! Jeg tuder og tuder, men lige meget, hvor meget jeg tuder, hulker, snøfter eller skriger, er det ikke nok til at få den smerte og sorg ud af kroppen, som jeg føler i disse dage. Jeg græder og græder - har helt opgivet at holde igen. Det er egentlig meget rart bare at give slip. En form for lindring må det da give og jeg må da rende tør for tårer på et eller andet tidspunkt.

Jeg er syg - faktisk er jeg dødssyg og er opgivet af lægerne. Jeg får kun livsforlængende og livsforbedrende medicin. Hvad skulle jeg dog gøre uden det. Hvilken livskvalitet ville jeg have uden min medicin. Tænk, at skulle være så afhængig af piller, at de ligefrem styrer ens livskvalitet. Det er uhyggeligt at tænke på. Jeg havde aldrig drømt om, at det skulle nå så vidt, men det skal det og det bliver værre med tiden. Jeg må bare ruste mig og tage det som det kommer.

Jeg er meget taknemmelig for de mange mennesker omkring mig, som hjælper. Både de professionelle, familie og venner. Dog savner jeg min fader og min kære mindste lille søster. Der har været meget stille på deres fronter det sidste stykke tid. Jeg kunne selvfølgelig selv tage kontakt, men jeg har ikke overskud disse dage. Kom snart og giv mig en krammer - det har jeg brug for!

Jeg har mest lyst til at flygte, ind i søvnen, ned i en bog - whatever der kan få mig til at glemme min situation. Jeg prøver at undgå at ligge og spekulere for meget, men nætterne er lange og mørke og jeg har brugt meget af natten på at læse, tude og forsøge at sove. Det er kun blevet til lidt døsen hen for så igen at vågne ved at tankerne suser rundt i hovedet på mig. Hvad tænker jeg så på...? Tja alting og ingenting. Hvorfor lige netop jeg er syg og så af kræft. Så tænker jeg, at kræft jo egentlig ikke er så slemt, som jeg troede det var (endnu da). Heldigvis da og dog for jeg er bange for hvad der måtte komme. Smerter, afhængighed af andre mennesker i stor grad, at blive en grøntsag, diverse indlæggelser, døden, mine piger, Lars - min elskede Lars. Han gør det så godt. Ked af alt det jeg mister - langsomt. Jeg har fået en masse nye værdier og perspektiver i mit liv efter jeg er blevet syg og det er dejligt langt hen af vejen, men de har en dyr pris! Jeg havde nok takket nej, hvis jeg var blevet spurgt! Hvem ville ikke det?

Nu har jeg fået luft kan jeg mærke :-) Kors, hvor er jeg glad for min blog. Den giver afløb for mange ting og gør kontakten til jer alle lettere. Nu ved I jeg har det ad H til og har brug for opmuntring og omsorg. Vær ikke bange for at møde mig, heller ikke hvis jeg begynder at tude. Bare vær der for mig!

Hold jer muntre og nyd livet mens I har det.

Tak fordi I læste med!

Knus Anita

Hovedrengøring og flade balloner...

Så gik luften af ballonen! Nu er det godt en ugestid siden jeg fik ændret mit smerteplaster og begyndte at spise prednisolon. Jeg har oplevet at have det lige så godt som før jeg blev syg og det har været skønt. Jeg har nået en masse projekter bla. at rydde op i vores lille teknikrum/"skab" og ENDEVENDE og hovedrengøre sadel/foderrummet igår. Idag har jeg så været totalt og fuldstændig drænet for energi både fysisk og psykisk. Det har været en sej dag at komme igennem. Lars var inde og kalde på mig et par gange i formiddags, men jeg fik først kræfter til at stå op omkring kl. 11.30, hvor jeg stod op og gik over og fodrede hestene som det første. De var glade for at se mig. Bagefter gik jeg ind og spiste de boller Lars havde lunet til mig. Jeg har fået min appetit igen. Så hvor jeg før kun spiste en halv til en hel bolle, spiser jeg nu to :-) Efter jeg havde spist bollerne havde jeg ikke energi til andet end lægge mig i min seng med min gode bog - "Den tidsrejsendes kvinde". Skønt at være igang med en bog igen. Her læste jeg et par sider og faldt i søvn. Kl. halv to stod jeg op og gik over og lukkede hestene på fold. Santos, den Bandit, stak af fra mig, fordi jeg tog dem i anderledes rækkefølge end jeg plejer og fordi jeg prøvede at opdrage lidt på ham. Tovet brændte min stakkels forpinte fingre og det tog mange timer før de frygtelige smerter forsvandt. Jeg er stadig meget øm i fingrene. Øv - tossede hest og tossede mig! Imorgen gør vi bare ligesom vi plejer. Det er vist det bedste for alle parter.

Jeg havde dr. Dyr ude og se på Pacian igår. Hans ben er ikke blevet meget bedre siden lørdag og jeg vurderede at det var bedst lige at få dyrlægen ud for at tjekke Pacian og få en snak om hvordan han skal behandles den nærmeste fremtid. Diagnose... Formentlig en fiberspringning i låret. Jeg kunne godt få taget en blodprøve for at lokalisere, hvor skaden sad, men det synes jeg ikke der var nogen grund til. Dyrlægen anbefalede, at Pacian fik ro de første 4-6 uger og smertestillende den første uge. Det er en tube man sprøjter ind i mundvigen ligesom ormekur. Det er ikke noget problem at give ham den. Han er en sød hest og dyrlægen var også duperet over hvor fint stille han stod, da han skulle sprøjte ham med det smertestillende han gav ham, på trods af han er araber. Arabere mente han nemlig er mere hys med at blive sprøjtet end andre hesteracer. Min lille araber er bare et pragteksemplar. En skøn lille hest - Min lille hest! Nå, 4-6 ugers ro kan vi vel godt leve med, når bare han bliver frisk igen.

Jeg gjorde som sagt hovedrent i mit sadelrum igår. Jeg havde en masse energi og havde allerede dagen forinden besluttet mig for, at det skulle gøres i går. Så jeg startede fra en ende af og begyndte med at flytte vinduerne fra boksene ud i stalden. De skal alligevel snart op igen. Herefter blev alt derinde revet ud, vendt og vurderet. Meget blev smidt ud og meget fik nye pladser. Det tog det meste af dagen, men nu er det altså også lækkert at komme derover. Alt står snorlige og det er pænt og rent. Jeg fik ovenikøbet plads til Falas sadel og den nye jeg har købt. En lækker brugt cuttingsaddle, man bare sidder som en drøm i. En rigtig sofamodel :-)
Da jeg var færdig med at rydde op og gøre rent, tog jeg en skridtetur på Fala. Det blev kun en kort én, for jeg skulle hente Julie og vi skulle til gymnastik. Julie og jeg går til Mor-barn gymnastik. Det er lige Julies temperament og udfordringniveau. Det er dejligt at se hende, hun nyder virkelig at være afsted sammen med de mange andre børn. Skønt!

I forgårs fik jeg gjort rent inde i vores lille teknikrum. Det rum, hvor vi har vores tøj, printer og eltavle. Det var et projekt, der havde hængt mig over hovedet i lang tid. Ting og sager var bare blevet skubbet derind oven i hinanden og til sidste var der kun en lille ufremkommelig sti derinde og intet gulv. Da jeg så pludselig havde så meget energi forleden, skulle det altså være! Alt blev rykket ud og et utal af edderkopper blev støvsuget. Der blev sorteret i alt det vi havde derinde og meget af det røj på genbrugspladsen. Nu skal vi betale for 4 m2 mere i ejendomsskat fordi jeg har ryddet op ;-) Men dejligt er det at have overstået. Da jeg var færdig med oprydningen ringede jeg til min gode veninde Barbara og hørte om hun gav en kop the. Det gjorde hun selvfølgelig. Så vi fik lige snakket og sladret godt og grundigt den eftermiddag. Ikke så ringe endda.

Nu vil jeg gå over i stalden og se til mine hyppere og Lars. Han går og roder med traktoren derovre og bagefter er det sengetid. Jeg håber jeg kan få mig en god ridetur på Fala i morgen. Håber virkelig jeg er noget mere frisk end jeg har været idag. Det er frustrerende ikke at have noget energi og især når vejret er så fænomenalt som det har været idag.

Hold jer muntre!

Varme knus Anita

Kursus i horsemanship og stor tillid fra Louisen

Jeg har haft en helt forrygende weekend. Jeg har været på kursus i horsemanship - en metode til at træne hesten, hvor du bruger dens sprog (det den har lært af sin mor) til at kommunikere med den på. Det er utroligt spændende og simpelt. Hvorfor bruge vold og magt, når man kan få hesten til at lave øvelsen ved egen lyst med simple metoder. Det er svært umiddelbart, fordi det er nyt, men det er et spørgsmål om at øve sig hver dag og huske at holde ro på. Ro på er det vigtigste.

Desværre gik Pacian hen og lavede noget lort med sit venstre bagben, så han blev halt. Smadder ærgeligt, for det betød at jeg ikke kunne bruge ham under undervisningen. Heldigvis fik jeg lov til at låne Jenses hest Beed. En lidt nervøs hoppe, men det fungerede godt. Bare brandærgeligt Pacian var halt. Ville virkelig gerne have brugt ham til undervisningen. Min dejlige lille pruhest. Pyt. Nu har jeg masser af tid til træne med ham og Fala. Jeg havde jo også Fala med derud. Først og fremmest, fordi jeg skulle have tjekket om hun er i fol og det ser det ud til. Hun reagerede slet ikke på nogen af hingstene eller nogen af de andre heste, som hun ville have gjort hvis hun var hestegal. Så mon ikke vi er heldige :-)

Susanne, min veninde, havde ikke nogen hest med, så hun lånte Fala. Hun blev helt vild med hende. Fala er bare en sød gammel hest, som ikke er bange for noget og accepterer hvad hun bliver bedt om ret hurtigt og så er hun er klog og blid. Min dejlige hoppe. :-)

Det var vel nok godt jeg fik reguleret min medicin i sidste uge, så jeg kunne få noget ud af denne weekend. Desuden har jeg også meget mere overskud til mine piger og Lars og det kan mærkes. Især på Louise. Hun giver mig så meget igen. Kys, kram og at det er mig som skal gøre diverse ting, som at tørre hende, hælde saftevand op og sidde ved siden af hende i sofaen. Det er så dejligt. Det er skønt med den tillid fra et barn.

Nu er det sengetid for en udkørt kræftpatient, som har haft en forrygende weekend. Jeg har næsten haft det som før jeg blev syg, selv om jeg både fredag og lørdag aften godt kunne mærke, jeg var hoppet middagsluren over. Pyt, nu er det mandag i morgen, pigerne skal afsted og jeg har mulighed for at tage en ekstra lille morfar hvis der er brug for det.

Hold jer muntre!

Varme og trætte (på den gode måde) knus Anita

Spængfyldt af energi og tilbage på 33 år i krop og sind :-)

Jeg har fået min alder, energi og normale søvnbehov tilbage. Lars var så dybt frustreret over, jeg var så træt hele tiden og jeg dybt frustreret over han kom og pressede på for at jeg skulle stå op, når jeg nu var så evindelig træt. Det eneste jeg tænkte på, når jeg var stået op var, hvornår jeg kunne komme i seng igen. Jeg var så træt at jeg ingen tidsfornemmelse havde eller sans for andre menneskers behov og meninger. Jeg var ligeglad med alt, inklusiv mig selv. Lars og jeg var nærmest ved at blive rigtig godt uvenner over det. Øv. Heldigvis har jeg en god og fornuftig mand. Så han greb telefonen og ringede til det Palliative Team - dem som står for reguleringen af min medicin. Han fortalte hvordan jeg havde det og mit reaktionsmønster og de fandt i fællesskab frem til at regulere min midicin således, at jeg nu får 25mg mere smertestillende i timen altså 100mg/timen. Mit kvalmestillende er blevet taget væk og så skal jeg til at spise prednisolon igen - 50 mg/dagen. En ordenlig dosis! Men det virker - hold kæft hvor det virker! Jeg er en helt anden person idag. Jeg kunne ikke sove i nat pga. prednisolonen, så da Lars og pigerne stod op i morges, stod jeg også op. Jeg fik ordnet vasketøj, hygget med pigerne, ordnet heste - de var helt paf over at se et menneske så tidligt på dagen ;-) Det var for en gang skyld mig der varmede boller til os og vi spiste morgenmad sammen - stor sensation! Det var helt underligt at være så tidligt oppe og være så sprængfyldt med energi. Pigerne synes også det var underligt og kunne ikke rigtig finde deres egen rutine, fordi jeg forstyrrede på en eller anden måde.

Kl. 9 var ungerne sust af i dagpleje og børnehave og Lars og jeg færdige med at spise morgenmad og jeg smed mig på sengen og læste i mit blad. Ja jeg læste - jeg sov ikke! Tænk engang. Efter et stykke tid blev jeg træt af at læse og lå bare og stirrede op i loftet og lod tankerne flyve. Jeg kom vidt omkring. Kl. 11 stod jeg op. Lukkede hestene ud og tog et bad. Herefter drønede jeg i storcentret for at finde nogle thermostøvler til Louise. Det lykkede mig at finde nogle som matcher hendes fin nye vinter jakke super flot. Så nu går Louisen vinteren i møde med en smart lilla jakke, matchende støvler og en supersmart flyverdragt fra kvickly i pink og rød. Julie arver jakke og flyverdragt fra Louise, så nu er vi rustet til vinteren. Dejligt at have det overstået.

Mine føleforstyrrelser er også så småt ved at tage af nu, kan jeg mærke, nu jeg sidder her og skriver. Jeg har fået anbefalet et kosttilskud af min nabo som skulle hjælpe mod netop de føleforstyrrelser man får efter kemo. Det kan ikke købes i Dk endnu, så Lars har været i tyskland for at hente det. Der kan det nemlig fåes i håndkøb. Jeg har fået grønt lys fra min læge i Odense for at måtte bruge det. Så det er dejligt, både at det virker og at jeg må tage det.

Nu vil jeg lige gå over og natte hestene og så er det sengetid for unge damer på 33 år både i krop og sind :-) Tænk sig, det bare var lidt justering af medicinen der skulle til, for at jeg slap for smerter og træthed. Gid alt var så let og gid alt kunne fjernes så let.

Hold jer muntre kære læsere!

Knus Anita

Onsdag eftermiddage og jakke shopping

Åh de her onsdag eftermiddage, hvor jeg dog elsker dem. Hver onsdag kl. 14 kommer min fysioterapeut, Bodil. Så tager jeg plads i sengen og Bodil går igang med at massere mine ben, der hvor jeg sprøjter det blodfortyndende ind. Jeg få sådan nogle knuder, som varierer i størrelse. Dem masserer og giver Bodil ultralyd for at de skal forsvinde. Hvis ikke missen allerede har taget plads i sengen ved siden af mig, så gør han det inden der er gået 5 minutter. Det er så hyggelig at ligge der og få ultralyd sammen med missen og snakke med Bodil. Hun er absolut et meget rart og sympatisk menneske og jeg kan virkelig godt lide hende. Hun er meget god til at fortælle og fortæller vidt og bred om hvad hun har oplevet gennem tiden og om mennesker hun har mødt og kender. Det er meget facinerende at lytte til. Kære Bodil. Tak fordi du er der. Du er et dejligt menneske, som jeg er stolt af at kende. Jeg nyder virkelig dit selskab. Håber der fortsat er grund til at du skal komme selvom det jo både er godt og ondt. Jeg ser meget frem til vores onsdag eftermiddage...

Da Bodil var kørt idag Hentede jeg pigerne og drønede hjem til min mor. Vi havde nemli en aftale idag om at vi skulle ned i den fabelagtige butik Østergård i Vejen idag og købe en vinterjakke til Louisen. Da vi kom til Vejen stod min mormor klar til lige at springe ind i bilen og så kørte vi ned i byen. Der var mange søde jakker og jeg havde rigtig svært ved at bestemme mig, så da jeg til sidst stod med to i hånden og der ikke var megen hjælp at hente fra Louisen, valgte min mor hvilken en det skulle være. Det blev en sølvlilla figursyet jakke som går lidt ned over numsen. Den er rigtig fin. Skal nok sætte billeder ind ved lejlighed. Bagefter gik vi i kvickly for at se om de havde nogle bukser til Louisen. Hun er stor forbruger af bukser, trusser og strømper lige for tiden, da hun ikke er helt stabil i at melde sig i god tid. Og ofte er det for sent, men for det meste går det godt. Louise keglede helt ud i kvickly, så Mormor og Julie gik i netto og handlede og Louisen og jeg satte os hen i bilen og slappede af. Da Mormor og Julie kom tilbage kørte vi hjem, hvor Knud havde varmet mad til os. Svensk pølseret uhm... Efter spisen var jeg så udkørt at jeg måtte lægge mig og mormor og bedstefar så efter pigerne. De fik nattøj på og så var de klar til at køre hjem. Mormor kørte med hjem, for hun synes ikke det var helt forsvarligt at sende mig afsted i min tilstand. Da vi kom hjem hjalp mormor lige med at putte pigerne og så futtede hun ellers hjem ad igen. Tak for hjælpen Mutti!

Nu vil jeg lige gå over og se til hestene og ellers kravle i kassen med et blad.

Hold jer muntre!

Knus Anita

80 år og still good looking....

Der er nogen, der siger, at man ikke er ældre, end man føler sig. I så fald tror jeg mange 80 årige vil misunde mig min faste krop og glatte hud. Jeg føler mig som én på 80 eller mere. Jeg er så træt, så træt og min krop er stiv, øm og usamarbejdsvillig. Når jeg rejser mig fra en stol, går det langsomt med at få kroppen rettet ud og jeg vralter afsted på mine ømme fødder og stive ben, som ikke vil makke ret. Min krop er så tung og mine fingre og tæer er så ømme. Jeg måtte virkelig tage mig sammen idag, da jeg skulle knappe en lille knap. Det var dæhlme svært. At sætte sig på gulvet med Louise og Julie måtte jeg også erfare, var en dårlig ide tidligere idag. Min krop var nær aldrig kommet på højkant igen. Av av av min krop, mine led, mine fingre, mine tæer, mine hofter, min lænd, mit liv! Det gør sgu nas og være mig lige for tiden. Øv!

Én af grundene til, at jeg er så skidt tilpas for tiden, er at min blodprocent er lav. For en uge siden lå den på 5,7 og hvad ligger den så ikke på nu her efter en uge, når den ugen forinden igen lå på 6,9. Den er altså faldet 1,2 procent på en uge og så er der gået yderligere en uge. Lars er noget utilfreds med, at jeg ikke har reageret på det noget før, så jeg kunne få tanket op inden jeg når så langt ud, som jeg er nu. Imorgen skal jeg ind og have blod - det blir godt! Håber jeg kommer rimelig hurtigt til hægterne igen, så jeg kan komme ud og ride, være der for min mand og mine børn og ikke mindste blive omkring 30 igen i min krop. Der er ikke noget ved som 33 årig at gå rundt som en 80 årig.

Jeg var ellers til orienteringsløb på hesteryg i lørdags. Jeg red hjemmefra ved halv 12 tiden og var ved mange gange undervejs at vende om. Det er ikke nemt at ride når man er 80 og drøn træt. Nå men jeg holdt ud og mødtes med de andre ved Thomashus omkring kl. 12.30. Det første hold var sendt af sted og jeg var hold nr. 2, så der gik ikke længe fra jeg kom til vi blev sendt afsted, Frederikke og jeg. Vi havde fået udleveret et kort og fået at vide, at der var 27 poster. Og så var det ellers bare med at komme afsted. Vi tog den lidt med ro til at starte med, men efterhånden som vi red, kom der mere tempo på hestene. Vi både travede og galoperede. Det resulterede også i, at vi missede to poster og red forkert en enkelt gang. Pyt med det. Da vi kom hjem, skulle vi svare på spørgsmålene, som lå i posterne og ud fra svarenes bogstaver skulle vi gætte 3 hesteracer. Vi havde 18 rigtige svar og to hesteracer, så vi fik en 2. plads :-) Slet ikke så ringe endda.

Klokken er nu 22.10 og jeg vil tage min sølle krop med mig ind i seng, så jeg kan være lidt frisk til imorgen.

Hold jer muntre!

Knus Anita

Hård weekend og slut med kemo for denne omgang :-)

Sikke en weekend vi har haft. Fredag forløb rimelig fredeligt og efter rutinen. Lørdag gik det løs. Min kære fader skulle giftes med hans elskede Metta. En rigtig sød pige fra Thailand. Det startede kl. 9 om morgenen på rådhuset i Vejen. Her mødtes vi allesammen uden for rådhuset og ventede til der kom én og lukkede os ind. Herefter gik vi op i salen, hvor de skulle vies. Her fik vi anvist pladser og vielsen gik i gang. Den foregik på engelsk, så Metta også havde en chance for at forstå hvad hun indgik til. Da vielsen var overstået kyssede far og Metta hinanden og alle var glade. Så blev der serveret vin, vand, kransekage og chokolade alt imens der blev taget billeder i ét væk. Vi fik alle helt ondt i kinderne af at smile til fotograferne. Efter en halvtimes tid kørte vi alle hjem til Far, hvor der var pyntet op med flag, stillet telt op i haven og linet op til en rigtig hyggelig eftermiddag. Hele formiddagen stod Metta og de andre thailandske piger i køkkenet og lavede thailandske specialiteter. Nogle var vildt lækre andre var totalt uspiselige, fordi de var så stærke. Line (kollega), du ville elske det! Kl. 12 blev der serveret bøffer af oksemørbrad fra webergrillen, hjemmelavet kartoffelsalat, grillpølser og salat med diverse dressing til. Det var smadder lækkert. Til dessert var der lækkert nougat is. Alt blev spist op. Ikke fordi der var for lidt, men fordi det smagte så godt :-)

Min Bedstemor og jeg kom skævt ind på hinanden da vi skulle sige goddag til hinanden. Hun fik mig jokket godt og grundigt over min stakkels føleforstyrrede tæer. Selvom hun flyttede foden allerede da jeg bad hende om det første gang føltes det som om, hun blev ved med at træde mig over tæerne. For katten hvor gjorde det ondt og jeg bad hende 4-5 gange om at flytte sin fod.Oog til sidst blev jeg virkelig vred på hende. Kunne hun så se at komme af min stakkels fod. Det var først da hun sagde: "Jamen søde skat, jeg har for længst flyttet min fod - det gjorde jeg allerede første gang du bad mig om det" og jeg kiggede ned og så det var sandt, selvom jeg stadig kunne mærke hendes fod på min, at det gik op for mig at det, var mine føleforstyrrelser der spillede mig et puds. Jeg blev så overvældet, at jeg begyndte at græde. Jeg havde en følelse af, at Bedste havde trådt mig længe over tæerne med vilje, fordi det var det jeg umiddelbart havde følt. Så jeg var nødt til lige at gå ud for mig selv og samle mig lidt, før jeg kunne se nogen i øjnene igen. Den skulle lige bearbejdes lidt og vendes rigtigt. Puha. Da jeg havde sundet mig, gik jeg ud til Bedste og gav hende et knus og forklarede hende, hvordan jeg havde oplevet det og hun det samme. Der var ingen sure miner og vi var begge glade resten af dagen og nød hinandens selskab. Dejligt!

Hans Jørn (svigerfar) kom lidt op af dagen og hyggede med. Han hyggede især med pigerne indtil de skulle sove. Derefter sad han sammen med Bedste og fik en sludder. De to falder vist godt i hak. Det er dejligt at se. Jeg lagde mig til at sove sammen med pigerne, så jeg kunne være frisk til om aftenen, hvor vi skulle til 2 x 30 år fødselsdag hos And og Mette vores venner fra Svendborg. Da pigerne og jeg stod op, tog Hans Jørn dem med sig hjem og Lars og jeg trillede mod Svendborg.

Vi var i Svendborg kl. 17.30 og der var en times tid til de andre gæster kom, så jeg nuppede lige en ekstra morfar (tiltrængt) til kl 19. Det var dejligt og så var jeg ellers klar til at spise gratis mad og slå mig løs og drikke mig halvt fordærvet. Det var lige hvad jeg næsten gjorde. Jeg fik ihvert fald så hatten passede og det var skønt sådan, at få lidt at drikke og være i et selskab, hvor der ikke var andre end Lars og værterne der vidste jeg var syg. Så jeg fik snakket heste, dagplejemødre, børn og vendt hele verdenssituationen undtagen min sygdom - SKØNT! Vi kom i seng kl. 3 om natten. Jeg stod op kl. 11 næste formiddag. Forbavsende godt til pas efter alt det sprut og øl jeg havde indtaget dagen før. Dog var jeg træt og havde elefantfødder så det gjorde en ting, men jeg havde haft en skøn aften. Vi kørte over til Farfar og Nina og hentede ungerne ved 14 tiden og kørte videre derfra ved 16.30 tiden for vi skulle videre i byen til kl. 17.30. Lars´ fætter Allan og hans kone Monica havde inviteret til aftensmad. Dejligt! Så beøvede vi ikke at spekulere i det. Vi var alle godt trætte kl 21.30 da vi kørte hjemad og pigerne sov da også lynhurtigt i bilen og var lige til at putte op da vi kom hjem. Vi kravlede også i kassen stort set med det samme.

Mandag brugte jeg det meste af dagen på at sove. Jeg stod op kl. 14 da rengørgingshjælpen kom. Jeg syslede lige hurtigt og så gik jeg ud for at strigle mine skønne hyppere. Fala er kommet hjem igen. Det gjorde hun i lørdags. Jens (ham med hingsten) kørte hende hjem og lukkede hende ind på folden til de to andre. Jeg ville have redet en tur på Fala, men det blev kun til striglen, for jeg var for træt. Så de to bæster fik en ordenlig omgang begge to.

Sidste uge var jeg heldigvis så frisk, at jeg kunne komme afsted på Pacian hver eneste dag. Det var super dejligt sådan at nyde en ridetur hver dag. Nu er hans hove bare så nedslidte, at jeg må have forsko på ham. Smeden kommer d. 14. september. Det blir godt!

Idag var vi så afsted til Odense, fordi jeg skulle have kemo. Jeg havde sådan set besluttet hjemmefra, at jeg ikke ville have denne kemo, fordi omkostningerne, iform af bivirkningene, er for store i forhold til hvad jeg føler jeg får ud af det. De sidste omgange kemo har været rigtig slemme. Jeg har været rigtig syg af det og afsindig træt og udkørt. Jeg har været så træt, at jeg ikke har orket min familie eller noget andet og mine føleforstyrrelser har været rigtig slemme og har på intet tidspunkt rettet sig til det bedre, tvært i mod. Så beslutningen var taget på forhånd og det gjorde så heller ikke så ondt, da lægen sagde, at hun ikke ville give mig kemoen og at vi stopper her. Hun sagde, at hun havde taget sin beslutning ud fra at jeg sov så mange timer i døgnet (mere end 16) og så sådan som jeg så ud. Desuden havde jeg siddet og sovet i venteværelset da de hentede os ind. Jeg er rigtig glad for beslutningen - nu skal jeg bare gå og få det bedre og bedre og så håber vi ikke den skide kræft begynder at røre på sig igen lige foreløbig. Der må gerne gå rigtig lang tid. Jeg skal kontrolscannes i uge 42 og til lægesamtale først i uge 45, med mindre jeg føler kræften rører på sig inden da. Jeg glæder mig til jeg får noget mere energi og overskud. Jeg glæder mig, til jeg selv kan sadle Pacian op med Westernsadlen igen. Nu er jeg jo afhængig af Lars, for at kunne ride i den. Ellers må jeg tage min gode gamle galopsadel fra Ibrahims (min skønne fuldblodshingst) tid. Det er også godt nok, bare ikke så sofaagtigt som westernsadlen.

Nu vil jeg tage min natmedicin og kravle i kassen og hyggelæse i et par blade. Godnat mine trofaste læsere. Vi skrives forhåbentlig ved.

Hold jer muntrer!

Kærligst Anita

Ridetur og bedækning af Fala

Det har været en dejlig dag idag. Jeg stod op kl. 12 og spiste morgenmad. Derfter hentede jeg Pacian ind fra folden og sadlede ham op. Vi red ud over stubmarkerne, over og langs med skoven. Det er bare med at nyde det og ride der så længe vi kan, inden markerne bliver sået til igen. Det er fantastisk dejligt at ride langs med skoven. Vi elsker det, Pacian og jeg. Skønt!

Vi red en god lang tur rundt om Kabdrup. Pacian var medium frisk, men gik rigtig pænt. Det er nu dejligt med sådan en ældre fornuftig hest. Jeg er meget glad for ham, min dejlige lille hyp.

Da vi kom hjem forkælede jeg ham med en hel håndfuld æbler og lækkert græs fra græsplænen. Uhm det var guf. Det var noget han kunne lide. Derefter mugede jeg hans boks og gav ham noget hø.

Kl. 14 kom min fysioterapeut, Bodil. Hun er et meget varmt og kærligt menneske og jeg holder efterhånden meget af hende. Hun gav mig ultralyd på mine ben, der hvor jeg er knudret efter indsprøjtningerne fra det blodfortyndende medicin jeg får, alt imens vi snakkede løs. Hende og jeg er på rigtig god talefod. Vi kan altid finde på noget at tale om. Det er dejligt. Hun masserede og gav mig ultralyd i en timestid. Det var super dejligt.

Da Bodil var kørt, kørte jeg ud for at handle. Jeg havde en hel stak medicin, jeg skulle have hentet på apoteket og derefter kørte jeg i netto og handlede ind til aftensmaden, Lasagnette.

Efter at have handlet, hentede jeg pigerne i børnehave og dagpleje og kørte hjem og hyggede med pigerne. De blev puttet i bad sammen med Lars - han var møjbeskidt efter at have vasket traktoren med højtryksrenseren. Mens de var i bad lavede jeg mad.

Da vi havde spist blev pigerne puttet i seng og jeg kørte ud for at se til Fala. Jeg havde en aftale med Jens at jeg skulle se Lucky bedække Fala. Og det var en stor oplevelse. Vi trak hestene ind fra fold - først Lucky og derefter Fala. Hun blev sat i en boks ved siden af for at tjekke om hun var hingstegal og det var hun. Lucky var nærmest ved at kravle over barrieren mellem de to bokse. Han var bare tændt! Vi trak Fala ind på ridebanen og bandt hende til en stolpe og derefter hentede Jens Lucky. Han var MEGET ivrig og nærmest løb hen og sprang på Fala. Efter et par forsøg lykkedes det ham at ramme plet og han pumpede et par gange, så hang han lidt på hende og så var han færdig. Han gik stille og roligt tilbage til sin boks og fik lidt foder. Derefter lukkede vi dem tilbage på deres folde. Hele forstillingen tog omkring 15 min.

I morgen skal jeg ind på arbejdet og spise kage med mine kolleger. Det glæder jeg mig til.

Nu er det sengetid. Hold jer muntrer - det gør jeg :-)

knus Anita

Det har været en god weekend. :-) Fredag aften var jeg i biffen med Lene og se "Hævnen". En noget speciel, men god film. Det var rigtig hyggeligt og en god start på weekenden.
Lørdag formiddag tog hele familien i svømmehallen i Kolding. Det var rigtig lækkert. Jeg nyder rigtig meget at gå i vandet. Vi fik Louisen overtalt til at rutche på den store vandrutchebane sammen med mig og da hun først havde prøvet én gang, kunne hun ikke stoppe igen. "Igen igen" sagde hun, hver gang vi havde rutchet. Dejligt! Da vi var færdige med at svømme, kørte vi hjem og sov middagslur - vi piger, far spillede computer. Til aften var vi inviteret til aftensmad hos Farfar og Nina. Flæskesteg stegt i weber grillen. Virkelig lækkert! Saftig og absolut velsmagende uhm.

Her til morgen vækkede Lars mig ved 10 tiden. Vi spiste morgenmad og hyggede med pigerne resten af formiddagen, indtil de skulle sove til middag. Julie og jeg fik en god middagslur, men Louisen ville ikke sove. Hun så lidt fjernsyn på sofaen med dynen istedet. Da jeg stod op fra middagslur, havde jeg lyst til at lægge en fin make up, ligesom jeg har lært det på kurset. Mens jeg gjorde det, vimsede Louisen rundt omkring mig og vi hyggesnakkede og det var rigtig hyggeligt. Louise fik mascara på øjenvipperne for første gang idag - sikke nogle øjne hun får :-)
Til aften var vi inviteret på gratis mad hos Karina og Allan, vores venner og naboer. Vi fik de medst udsøgte flødekartofler med rådyrkølle og ribben stegt i weberen samt lækker salat til. Guf det smagte godt. Hvis ikke jeg havde en tyk mave, så har jeg det nu, med alt det jeg åd. Uhm.

Jeg er begyndt at få ondt i ryggen de steder hvor kræften har haft fat. Det gør ondt når jeg går og især hvis jeg går for hårdt eller har nogle sko på med en hård sål. Det er meget ubehagelig. Jeg er ikke begyndt at tage ekstra smertestillende for det endnu, men hvis det fortsætter med at udvikle sig bliver jeg nødt til det. Gad vide om man kan gøre noget ved det?

Min far er næsten færdig med klagen til patientklagenævnet. Den skal sådan set bare godkendes af mig - så kan den blive sendt ind. Det blir spændende at se om der kommer noget ud af det.

Nu er det sengetid for folk og fæ i det lille grå hus. Imorgen er det hverdag igen.

Varme knus Anita