Tankemylder og søvnløse nætter - døden sætter sine spor!

Livet er til tider ikke nemt, men afslutningen på det er bestemt ikke en dans på roser. Det er så svært. Der er så meget at tage stilling til, så meget, som skal tilrettelægges og så meget som skal nåes ikke mindst.

Det er i høj grad gået op for mig, hvad vej det bærer og det jeg frygter mest er, at det pludselig går hurtigt og jeg ikke selv kan følge med. Jeg er bange for at kræften er begyndt at vokse igen. Mine bryster har ændret sig markant og ser ud og føles som de gjorde da jeg startede på kemo i sin tid. Desuden er min mave vokset voldsomt den sidste månedstid. Det kan selvfølgelig tilskrives prednisolonen, men det forklarer ikke knuderne i mine bryster. Jeg skal scannes på onsdag og får svar i uge 43. Jeg er ved at gå til af skræk. Jeg prøver at skubbe det fra mig, men det er svært, for det fylder og tynger utroligt meget. Det ligger konstant i baghovedet på mig og arbejder. Hvordan bliver det at dø, får jeg lov til at dø hjemme med mine nære omkring mig. Hvad med pigerne - skal de være der når det sker - de skal ihvertfald se mig bagefter. Hvem kommer til begravelsen. Hvad skal der synges. Hvad sker der på den anden side. Kommer jeg til at gå rundt mellem jer, være åndeligt tilstede - jeg kan se jer men ikke omvendt. Vil mine piger kunne huske mig. Hvor stor når min mave at blive. Hvornår er det tid til at snakke med præsten og hvad vil hun kunne hjælpe mig med. Jeg kunne blive ved. Tankerne rumler rundt i baghovedet og når jeg kommer i seng vælter de op til overfladen og jeg kan ikke sove. Så ligger jeg og roder rundt, prøver at tømme hovedet, men bekymringerne presser sig hele tiden på.

Louisen er rigtig godt igang med sin sorgproces og hun følger bogen, så der er ikke "noget at være bekymret for". Da jeg var på Dallund, tog det Lars en tre dage at overbevise hende om, at jeg var på ferie og at jeg havde det ok. Da jeg kom hjem skulle vi lige finde den gamle rutine igen. Jeg valgte at snakke med Louisen om, at jeg er meget syg og skal dø af min sygdom allerede samme dag, som jeg kom hjem. Det sammenholdt med, at Oldefar var død i løbet af ugen og Lars og Louise havde været til begravelse, har påvirket hende meget. Først var hun afvisende overfor mig og det var far, som skulle gøre det hele, vi skulle kun læse de gode gamle velkendte bøger og jeg kunne kun til nøds bruges. Nu er det vendt og hun kærtegner mig, kysser mig, siger jeg er hendes bedste ven, foretrækker mig i de fleste tilfælde og taler tillidsfuldt med mig. Det er super dejligt og jeg står på pinde for hende - ikke overdrevet, men jeg er der for hende når der er brug for mig. Desuden snakker hun meget om døden, sygdom og om, hvad der sker når vi dør. Hun var meget fascineret af den skattekiste Oldefar blev begravet i og de mange blomster han fik. Han er en drengeengel nu, som går oppe på skyerne og kigger ned på os. Åh hvor jeg dog elsker det lille menneske. Gid jeg kunne være der altid for hende!

Nu har vi ferie. Pigerne skal på ferie hos Mormor og Farfar og Nina mandag til onsdag og derefter skal vi bare hygge os sammen. Vi skal i legoland, Lalandia, Monky tonky land og ellers bare hygge os sammen i uge 43. Dejligt!

Nu har jeg fået afløb for nogle af mine tanker, fået grædt en del (det var ikke let at skrive dette indlæg) og er temmelig træt, så nu håber jeg at kunne sove. Jeg vil i hvert fald prøve.

Hold jer muntre!

Knus Anita