Nu går det den rigtige vej...

Det skal være skidt for at det kan være godt. Jeg har gennem den seneste tid haft det svært, men nu synes jeg tingene så småt er ved at vende. Hverdagen har meldt sig og jeg er godt medicineret for tiden, så min depression er på tilbagetog og jeg har det godt fysisk. Jeg sover ikke så meget lige pt . og har stort set ingen smerter. Kun lidt i ryggen, de steder hvor kræften sidder. Til gengæld har jeg rigtig mange føleforstyrrelser i hænder og fødder. Det er ikke rart. Jeg tror det hænger sammen med at det er blevet koldere i vejret. Så er det godt Nina har hæklet nogle dejlige futter til mig

Jeg har mistet én af mine bedste soldater! Kaja, sygeplejersken fra det Palliative Team, har valgt at gå på efterløn. Nej hvor blev jeg ked af det da Kirsten, lægen, fortalte det i torsdags. Kaja var bare sådan et dejligt, hjerteligt, varmt og rart menneske. Hun gav altid et varmt knus når hun kom og gik og når det kun var hende, der var på besøg, gav hun gerne mine fødder en ordentlig tur, hvor de blev nulret godt igennem med creme. – Skønt! Desuden kunne hun, på lige fod med Kirsten, give gode råd og vejledning i forhold til sygdommen, ungerne, dagligdagen mm. Så Kaja, hvis du læser dette skal du vide, du er en engel! Jeg holder utrolig meget af dig og kommer til at savne dig. Tak for din omsorg – den faldt på et tørt sted. Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke i fremtiden og håber du kan få tiden til at gå. Ellers må du komme forbi til en kop kaffe og en sludder.

Vi har lige haft børnefri weekend. Det var meningen hele familien skulle have været på weekend i Kbh hos Farmor og Anders. Det viste sig imidlertid at Lars og jeg havde fået os dobbeltbooket lørdag aften, idet der var høstfest. Den kan man bare ikke gå glip af! Så vi fik det arrangeret sådan, at Farmor og Anders kom og hentede pigerne fredag aften og så skulle vi komme og hente dem søndag eftermiddag. Det var lækkert at sove længe lørdag. Vi sov til kl. 10.30. stod op og spiste morgenmad og så kravlede jeg i kassen igen med missen og et blad. Så lå vi der og gassede os til kl. ca.13, hvor jeg stod op og ordnede stald. Derefter kørte jeg hjem til min kære Mutti. Vi hyggede os rigtigt sammen, gik en tur, drak te og læste ugeblade alt mens vi ordnede verdenssituationen. Jeg kørte hjem ved 17. tiden og gjorde mig i stand til festen. Pænt, men varmt tøj. Høstfesten begyndte kl. 18.30. Der var god mad og drikkevarerne sørgede vi selv for. Der var en god stemning og det var mægtig hyggeligt, men omkring kl. ni begyndte jeg at få ondt i maven. Det der med at sidde ned i så mange timer i et par bukser, som strammer lidt og så spise godt, er ikke nogen god kombination for mine svulster. Så da klokken var halv tolv kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg gik hjem i seng. Kors hvor var det rart at komme ned at ligge uden noget der strammede på maven. Jeg vågnede da Lars kom hjem kl. tre. Vi snakkede lidt og han kravlede i kassen for kort tid efter at styrte ud på badeværelset og brække sig. Det fortsatte resten af natten og efterhånden kom der også skred i det den anden vej, med mavekramper til følge. Søndag havde Lars det ikke meget bedre. Han var askegrå i ansigtet, havde kvalme og mavekramper så det var vist nærmere omgangssyge end fuldesyge han havde. Stakkels ham! Godt vi ingen børn havde hjemme. Vi måtte ringe til Farmor og Anders og bede dem komme med ungerne, for Lars var ikke i stand til at køre og jeg kan ikke køre så langt. Så søndagen gik stille og roligt. Farmor og Anders kom med ungerne ved 17 tiden. Ungerne blev spist af med rugbrød, hvor efter de kom i bad og så på hovedet i seng. I dag havde Lars stadig noget ondt i dunken, men har dog været oppe gående det meste af dagen.

Nu er det sengetid.

Hold jer muntre!

Knus Anita