fredag den 30. april 2010

Mit alternative indlæg

Nu er det vist på tide jeg får skrevet lidt om den nye dimension i mit liv - healingen. Der er netop startet et nyt hold af healere på healerskolen i Aabenraa og jeg er en af eleverne! Ikke så meget for at lære at heale, men for at få en personlig udvikling, hvor jeg kommer i bedre kontakt med min sjæl. Jeg forventer også at få en større indsigt i mange af de åndelige aspekter, der er mellem himmel og jord og derved bliver mere dus med den åndelige verden og får nemmere ved at acceptere og krydse over på den anden side, når den tid er. Der er jo forhåbentlig lang tid til, men jeg har en rigtig god mavefornemmelse af kurset og føler bestemt, at det ikke var tilfældigt, jeg mødte Gunhild og Peter fra healerskolen på netop det tidspunkt jeg gjorde. Det er den helt rigtige beslutning. Jeg skal lige understrege, at Gunhild og Peter på intet tidspunkt har sagt de kan helbrede mig for min sygdom. Det eneste de kan, er at få mig til at have det bedre i min sidste tid og deved måske livsforlænge, men det er et stykke arbejde jeg selv må lave.


Jeg havde mine betænkeligheder ved at melde mig til kurset. Jeg er jo i princippet det perfekte offer for fupmagere, som bare ønsker at tjene penge på eksempelvis dødssyge mennesker som mig. Men flere ting overbeviste mig om, at det var den rigtige beslutning at melde mig til. Jeg har altid haft en stærk intuition og den var også med mig denne gang. Det sammenholdt med, at jeg mødte Gunhild og Peter på netop det tidspunkt, jeg gjorde. Det kunne ikke være mere oplagt, end at de højere magter forsøgte at sige mig noget. De mennesker jeg har mødt i forbindelse med de åbenthus aftener jeg har været til dernede har været meget åbne og utroligt søde og jeg har en følelse af at jeg kender dem et eller andet sted fra. Sådan oplever jeg det tit, når jeg er til et eller andet spirituelt arrangement. Mange af de mennesker jeg møder, tænker jeg "Nåhr ja, så mødes vi igen og ja selvfølgelig kommer du her", selvom jeg aldrig har set personen før (i dette liv). Det var det samme her.

Det mest overbevisende var Peters evner. Det, han formåede at gøre ved mig den første aften; lindre min smerte i hals og svælg så meget, at jeg kunne spise mig halvt fordærvet i småkager og drikke te uden det store problemer i pausen, var helt fantastisk og langt ud over min fatteevne. Desuden var det helt fantastisk at få tilført livsenergi, som virkelig gik ind og ændrede både min fysiske, men i høj grad også min mentale tilstand. Jeg blev på få behandlinger et helt andet menneske. Jeg fik troen og lysten til livet tilbage og det i meget høje doser endda.

Jeg var så på mit første kursus d. 17. og 18. april. Her blev vi kort indført i healing, det åndelige legemes anatomi, hvis man kan kalde det sådan, hvordan man udfører healing. Både nær og fjernhealing. Samt lave nogle forskellige øvelser. Det var utroligt spændende og virkelig meget givtigt.

Vi skulle om søndagen lave en visualseringsøvelse, hvor vi skulle forestille os, at vi var et træ. Bare et fiktivt træ, hvor vi selv bestemte art, placering, udseende osv. Det var så meningen, at vi skulle være det her træ og mærke, hvordan det føltes, med de forskellige årstider, oplevelser i forbindelse med krig, uvejr, brand og om der var meget liv omkring os. Jeg var en kæmpestor meget gammel blodbøg med en enorm mørkeblodrød krone og en kraftig glat grønbrun lettere snoet stamme. Virkelig et imponerende træ, som stod på toppen af bakken oppe bag Rydland (vores nabo), med udsigt ud over Kabdrup, Sillerup og Haderslev mm. Fantastisk sted! Bagefter skulle vi tegne vores træ, dets omgivelser og oplevelser. En virkelig spændende øvelse for én, der ikke har tegnet i årtier :-) Efter vi havde været ude i grupper og fortælle om vores træs liv, skulle vi lave en ny øvelse, som gik ud på, at sidde med tegningen foran sig og bare kigge på den. Dreje den lidt og ellers bare lade fantasien arbejde. Lige pludselig ændrede tegningen udseende, betydning, motiv - kald det hvad du vil. Pludselig ændrede mit træ sig fra at være et træ som stod på hovedet, til at være en kurv fyldt med en uendelig mængde visdom. Jeg fik helt gåsehud. Andre oplevede, at deres træer blev til hænder, engle eller noget helt tredje. Det var meget specielt.

Peter bad mig tage tegningen op til brystet. Jeg skulle sådan ligesom bukke papriret en smule og holde det vinkelret på kroppen og så ellers føre den ligeså langsomt opad. Det gjorde jeg og først mærkede jeg intet, men da tegningen kom op i hjertehøjde knugede mit brystsig helt sammen og jeg kunne slet ikke trække vejret. Det var meget specielt. Peter bad mig vifte lidt med papiret og det løsnede knuden. Jeg førte tegningen højere op og følte en varme, som bredte sig i halsen, nakken og hovedet og kunne virkelig nærmest mærke denne uendelige visdom kurven var spækket med. Jeg skulle vifte med papiret igen og en rar fornemmelse af afslappethed og fred bredte sig i kroppen. Peter sagde "brug tegningen som inspiration til din blog og i dit liv. Der er masser at hente i den". Det var en meget speciel oplevelse.

Sidst jeg var nede hos Peter, gik han ind og læste i mine tidligere liv. Han bad mig sætte mig tibage i stolen, lukke øjnene og tænke på fred, sollys og ubetinget kærlighed. Det gjorde jeg så. Det var en meget mærkelig oplevelse at have en anden person til at snuse rundt inden i én, for det var vitterligt sådan det føltes. Jeg fik en intens følelse af at være 100% tilstede i min krop og fik ligesom et billede af mig selv, som ligesom tog en masse forskellige tørklæder af til jeg tilsidst stod helt nøgen - ikke fysisk men mentalt, på en eller anden måde. Tørklæderne havde forskellige farver og nuancer og jeg lagde dem pænt sammen rundt om mig i et bestemt mønster. Og så havde jeg den her mærkelige følelse af ikke at være alene inden i mig selv. Det var ikke ubehageligt, bare meget meget mærkeligt. Da han havde læst mig i stolen et stykke tid, kom jeg ind og ligge på en briks og lytte til musik og ligge og slappe af i den her trance jeg nu var i imens han strøg mig over panden, og holdt mig under hovedet, på skuldre, knæ og fødder. Mens jeg lå her, havde jeg en følelse af, at mit åndelige legeme ligesom svævede et par cm over briksen og hele tiden ville forskubbe sig til venstre og synke ned. En mærkelig følelse, som jeg kæmpede en del med.

Da Peter var færdig med at læse mig, fortalte han mig, at jeg unde 1. eller 2. verdenskrig havde været en trucker. Jeg var en høj, slank, blond mand med nogle meget karakteristiske blå øjne og jeg have være en fanden i voldsk type og en vovehals. Jeg skulle transportere sten og brokker ned fra The Rocky Mountains og det var en opgave, som krævede både mod og viljestyrke. Det var nogle ordenlige vognlæs jeg kørte med og jeg skulle bl.a. køre ind over en frossen indlandssø, hvor lastbilen let kunne komme i slinger. Jeg havde en evne når tingene skred for mig og "gode råd var dyre". Jeg havde ligesom et ur eller kompaslignende genstand jeg kunne tage frem og kigge på. Formentlig på venstre arm eller til venstre for mig i lastbilen, for jeg kiggede altid til venstre ned på dette ur og med sætningen "nu er gode råd dyre" kunne jeg ubevidst, få en direkte kontakt til et andet tidligere liv, tilbage i egyptens storhedstid. Her var jeg en højtuddannet, vel datidens ingeniør, som kunne skrive en masse formler og regne ting ud. Havde jeg problemer i mit truckerliv, kunne jeg trække på min viden fra egyptens ingeniør og få en form for indsigt i - intuituinsagtig fornemmelse af, hvad jeg skulle gøre, for at redde skindet. Det har tilsyneladende reddet mig mange gange, for jeg blev en gammel mand i mit truckerliv. Peter sagde at jeg ville kunne bruge denne evne igen. Hvis jeg prøver at forestille mig uret i kritiske situationer og sige "Nu er gode råd dyre" vil jeg få den her intuitionsagtige fornemmelse af, hvad jeg skal gøre for at redde skindet. Lidt sjovt at tænke på. Jeg har ikke prøvet det endnu, men en lidt sjov tanke. Kan ikke lade være med at tænke, at den mærkelige fornemmelse jeg havde på briksen med at blive skubbet over til venstre hænger sammen med det her ur i lastbilen. Lidt "spookit", men absolut spændende.

Jeg skal ned til Peter igen på torsdag. Her skal vi bygge videre på ovenstående "teori", så jeg kan lære at bruge den i det her liv. Og så skal jeg selvfølgelig have et ordenligt skud livsenergi :-) Det blir dejligt!

Nu er det endnu en gang blevet mere end sengetid og jeg kan næsten ikke slæbe mig i seng. Skal lige have spist min aftenration af piller; 13 stk. Kemo, Calcium, svampemiddel, binyrebarkhormon, smertestillende, noget mod tankemylder så jeg kan sove, depression, kvalme og svangerskab. Jeg går ikke sulten i seng...

Godnat!

Knus Anita

torsdag den 29. april 2010

En stille og rolig dag

Idag har jeg haft en dag, hvor jeg bare har gjort alt i et erstadigt tempo. Det har været rigtig dejligt og jeg har haft en god dag. Jeg er noget slidt her til aften, for jeg har trods mit rolige tempo nået en hel del.

Jeg startede med at sove længe :-) Godt nok var Louisen oppe i min seng i morges og køre op og ned både med hovedgærde, fodende og det mens sengen var kørt helt op under loftet. Hun har lige luret hvordan fjernbetjeningen virker. Men da først ungerne og Lars var kørt var der jo ro til at sove og det benyttede jeg mig af. Dejligt! Jeg stod op kl. 10 da hjemmesygeplejersken kom for at tjekke op på mig. Vi har en aftale med dem om, at de kommer en gang i døgnet for lige at tjekke, at alt er ok. Det er rart med den ekstra sikkerhed, især nu hvor tingene har vist sig at kunne vende i løbet af meget kort tid.

Jeg lukkede selv hestene ud idag. Det var det første jeg gjorde efter sygeplejersken var kørt. Det var jo et fabelagtigt vejr, så jeg synes ikke hestene skulle stå inde og lumre og jeg var ikke helt sikker på om min gode hestepasser, Torben, var kommet hjem fra ferie endnu. Bagefter tog jeg et bad - uden halskrave. Effekten af strålebehandlingen er ved at have nået sit højdepunkt nu og jeg har faktisk slet ingen smerter i nakken mere. Det er rigtig dejligt, men det betyder, at kraven nu egentlig bare er mere i vejen end den smertelindre, som den ellers gjorde i starten. Det er rart at slippe for kraven en gang imellem, men jeg kan godt mærke at min muskulatur ikke er hvad den har været og at jeg nok skal passe på. Min nakke er jo stadig porøs og er ikke hvad den har været.

Da jeg havde indtaget min morgenmad - sådan hen ad ved 11.30 tiden, kørte jeg i Kolding Storcenter. Hvor jeg brugte en del tid på at ose, købe mig nogle fede sko og en lækker bluse. Tror jeg brugte 2½ time derude. Da jeg kom hjem ringede jeg til Kræftens Bekæmpelse!!! Det var et stort skridt jeg fik taget der og det var en enorm mundfuld måtte jeg erkende, da røret blev taget i den anden ende. Jeg måtte samle mig flere gange. Der var desværre ikke nogen "rådgiver" der kunne ringe mig op før mandag, idet jeg ringede lige før lukketid. Det gør ikke noget, bare det at jeg har fået taget kontakten er et enormt skridt. One small step for mankind one giant leap for Anita... (One small step for man, one giant for leap mankind, Niel Armstrong) Dejligt at være kommet så langt. Efter opringningen fik jeg mig lige en lille én på øjet inden jeg skulle hente pigerne.

Der var Skør Torsdag i Haderslev idag. Det betød, at Gravene (torvet i Haderslev) var fyldt med boder. Her var en masse boder som repræsenterede landbruget på forskellig vis, hvilket betød at der var klappe grise og kaniner, køer og får og en container fyldt med korn til at boltre sig i. Min arbejdsplads, Sønderjysk Landboforening, havde selvfølgelig også en stand. Louisen var rigtig i sit es og var rigtig godt underholdt, mens jeg fik mig en snak med kollegerne. Fik hilst på et par stykker jeg ikke har snakket med siden før jeg blev syg og det var dejligt at opleve, at de kom hen og spurgte til mig og ikke var undvigende. Mødte også et par stykker fra Julies tidligere mødregruppe og de spurgte selvfølgelig hvad jeg havde lavet, nu jeg havde den her krave på. De blev meget berørt af vores situation. De har jo selv børn i samme alder mm. Det var en lidt sej omgang, at skulle fortælle, hvad der var los og se hvor berørte de blev. Så det var både på godt og ondt, at jeg var til Skør Torsdag i Haderslev.

En god dag med mange gode oplevelser. Jeg er temmelig slidt her til aften. Kan godt mærke, at min krop ikke kan, hvad den har kunnet. Sidste uges omgang har tærret hårdt på mig og også på familien. Det er hårdt, når vi må kæmpe så hårdt for at enderne til at hænge sammen. Lars gør et kæmpe stykke arbejde i at passe ungerne og mig og jeg er ham dybt taknemmelig. Han er virkelig bare en god og dejlig mand med hjertet på det rette sted. Han fortjener slet ikke denne modgang. Lars, jeg elsker dig!

Kærligst Anita

tirsdag den 27. april 2010

Afklaring, healing og cirkus - en af de rigtig gode dage.

Idag har været en rigtig god dag. Jeg har fået styr på mange ting, haft en rigtig god energi og så har jeg fået kvalitetstid så det basker med Louisen. Virkelig skønt!

Jeg startede med at få besøg af Det Palliative Team i morges ved 9-tiden. Det er et team af læger, sygeplejersker, psykologer mm, som jeg kan henvende sig til og få hjælp til ALT, hvad der har noget med min sygdom at gøre. De har bare styr på tingene og de er utroligt søde og meget hjælpsomme. De møder mig lige der hvor jeg er - Det er dejligt! De er de eneste, jeg har tiltro til, når det gælder min medicin. Det er helt uoverskueligt for mig at finde ud af, hvad jeg skal have, hvornår og hvorfor og så nytter det altså ikke noget, at lægerne på diverse sygehuse kommer ind på stuen til mig og spørger mig, hvad for noget medicin jeg skal ha, hvornår, hvorfor og hvor meget. Ligesom det har været tilfældet, faktisk både i Haderslev og i Odense. Heldigvis havde jeg mine doseringsæsker med, så dem overlevede jeg på. Nu har jeg fået 100% styr på min medicin og fået udleveret en opdateret doseringsliste med angivelser på hvornår, hvor meget og og for hvad.

Helt tilfældigvis kom hjemmesygeplejersken forbi da Det Palliative Team var her idag. Det var bare super, for så fik de lige afstemt skemaer og udvekslet diverse vigtig info omkring mig og min situation. De højere magter har lige formået at enderne til at nå sammen idag - Tak for det!

Da det Palliative Team kørte, blev der blandet medicin, i mine doseringsæsker, til den helt store guldmedalje og jeg fik en god snak med hjemmesygeplejerske, Anne. Hun er rigtig sød - én af dem jeg føler stor tillid og respekt for. Hun har en dejlig frisk tilgang til tingene, samtidig med, at hun kan være meget forstående og omsorgsfuld, uden det bliver på den pyldrede måde og så forstår hun at få sat tingene igang, hvis der mangler noget. Det var sikkert ikke noget tilfælde, at lige netop hun, kom idag hvor Det Palliative Team var her. Så nu er der bare styr på tingene de næste 14 dage frem, med mindre min tilstand ændrer sig og jeg skal have lavet min medicin om.

Da Anne var kørt, fik jeg lige ryddet op i nogle kasser, vi har haft stående længe i soveværelset. Rart - så var de af vejen. Derudover fik jeg ringet til en stribe folk jeg skulle have snakket med. Dyrlægen til Pacian - han skal sprøjtes for skab igen i morgen. Barbara - vi skal jo til fødselsdag hos Keld, vores yndlingsmed, på lørdag. Tjekket op på blodprocent. Den lå på 7, så den er ok, men kunne være bedre. Og så fik jeg ringet på en strikkeopskrift til Nina, på nogle søde trøjer til pigerne. Jeg fik ikke ringet til Kræftens Bekæmpelse. Tiden løb fra mig og jeg måtte huhej ud af døren, for jeg havde en aftale med Peter Simonsen- min personlige healer fra healerskolen i Aabenraa kl. 12. Jeg skal have snakket med dem inden denne uge er omme. Jeg er nødt til at være forberedt noget bedre på min næste kemokur eller rettere min næste nedtur, hvornår den så end måtte komme. - I må meget gerne skubbe lidt til mig...

Min healing hos Peter idag, var en rigtig spændende omgang, men jeg tror jeg vil lave et indlæg kun om det. Så der må I altså lige have lidt tålmodighed. Ved godt, der sidder nogen af jer derude og synes det er vildt spændende.

Da jeg var færdig hos Peter, tog jeg hjem. Jeg skulle lige have noget at spise inden min mor kom og vi skulle ned efter Louisen. Hun blev super glad for at se os begge to og vi fik et mega gruppekram i entreen hos Susanne, da vi trådte ind af døren. Dejligt! Vi drønede til Vejen, hvor vi var forbi Østergård og købe en superfin sommerjakke til Louisen. Sådan én har jeg kigget længe efter uden held, men det har åbentbart været min lykkedag idag. Meget - stortset alt er lykkedes for mig idag. - Fantastisk!

Aftensmaden, som bestod af en veltilberedt ribbensteg med perfekt sprøde og salte svær, blev indtaget i køkkenet hos min mor og Knud. Vi hyggede os rigtigt og timingen var perfekt til at vi nåede i cirkus lige til tiden. Jeg havde bestilt logepladser - de aller forreste lige midt for - Absolut perfekt! Louisen sad på skødet af mig og var vildt optaget af forestillingen. Den var spændende, varieret, sjov, flot og lidt farlig. Klovnene, som Louisen synes lignede trolde, kom lige tæt nok på og hun synes bestemt det var uforskammet af dem og sprøjte med vand på os. Hun havde en super aften og det var dejligt at dele den oplevelse med hende og min mor. I pausen var vi oppe og ride på elefanten. Jeg synes ikke det var nogen videre fornøjelse. Den var temmelig svær at komme op på og vi sad 3-4 personer på den af gangen. Der var alt for meget uro og larm omkring os og alt alt for mange tilskuere. Da jeg skulle ned igen, glemte manden som skulle tage i mod mig at gribe. Så ramte ikke skamlen rigtigt og faldt ned og lå på alle 4. Trykkede maven lidt og slog mit skinneben. Ikke særlig smart i min tilstand og bestemt ikke elegant. Håber ikke jeg bliver blå igen. Det, jeg synes var det mest triste ved situationen var, at elefanten bestemt ikke så ud til at hygge sig. Den så noget stresset og trist ud. Stakkels den. Ville gerne have klappet den på snablen, men det hele blev bare for meget og jeg måtte bare ud af teltet i en fart. Så det gjorde vi.

Da cirkus var færdigt, fik Louisen nattøj på og så kørte vi ellers hjemad mod Kabdrupvej. Louisen sov allerede inden vi nåede bygrænsen. Hun var træt, men havde klaret cirkusturen til et 13-tal efter den gamle karakterskala. Mors store dygtige pige!

Nu er det vist også sengetid for mødre. En god succesrig dag trætter også og jeg kan næsten ikke hænge sammen mere. Jeg har lagt rent på min seng og jeg tror misserne har lunet fodenden op allerede, så nu er der ingen undskyldning mere. I kassen med mig!

Godnat I muntre, gæve og tålmodige læsere. Vi skrives ved!

Varme knus Anita

mandag den 26. april 2010

Så prøver vi lykken igen

Nu er det igen lykkedes mig, med god opførsel, at blive prøveløsladt. Det er super dejligt og jeg glæder mig til at komme hjem og mærke min frihed. Og jeg glæder mig til at hente pigerne idag - især Louisen. Åh hvor bliver hun glad. Kan snart ikke vente - sommerfuglene slår kolbøtter og flikflak i maven på mig :-)

Nu har jeg lige været i bad og har fået mit eget tøj på, så nu ser jeg næsten helt normal ud igen, hvis det ikke var for den dumme krave. Det ville nu være dejligt om jeg kunne slippe for den. Mange ting ville være nemmere og jeg ville være kønnere og jeg ville slippe for mange blikke og kommentarer på gaden. Nå, men pyt. Hellere kraven end rullestol!

Imorgen skal Louisen, mormor og jeg i cirkus Dannebrog i Vejen. Min mor kommer og henter os og så spiser vi aftensmad hos hende og Knud og så står den ellers på cirkus. Louisen og jeg var i cirkus sidste år og hun taler stadig om den gang vi var i cirkus, så det var et stort hit. Hun er ikke klar over vi skal i cirkus endnu, men jeg tror hun bliver stjerneglad når jeg fortæller hende vi skal afsted. Der er garanteret mulighed for at få lov til at ride på elefanten i pausen og hvis det er muligt, skal vi det. Jeg har altid drømt om at få lov til bare at røre ved og snakke med en elefant. Jeg synes de er nogle helt fantastiske og dybt fascinerende dyr. Håber virkelig at det kan lade sig gøre i morgen.

Ellers prøver vi endnu engang hvor vi slap... Ringe til Kræftens Bekæmpelse, helst idag, men tror det bliver i morgen. Nu kommer Lars og henter mig om lidt og så kører vi over til Farfar og Nina og spiser lidt frokost inden vi kører hjem til vores skinnende rene lille hus på Kabdrupvej. Det er bare så dejligt, at vi har fået SuperZindy. Kan ikke huske, hvornå vi sidst har haft det så pænt og rent, så lang tid ad gangen, som vi har det nu. På en eller anden måde motiverer det også generelt mere til at vi får ryddet op efter os i det daglige. Det er faktisk blevet et helt pænt hjem vi bor i. Ikke at det ikke var det før, nu roder det bare ikke så meget mere. :-)

Hold jer muntre mine tapre og tålmodige læsere.

Varme, glade og forårslune knus fra Anita

søndag den 25. april 2010

En kritisk omgang feber mm

Nu er det vist på tide med en opdatering af, hvordan tingene ser ud og hvad der er sket siden sidst. Det er ikke fordi jeg har ligget på den lade side, så at sige, selvom jeg har ligget ret passivt hen i sengen det meste af tiden. Min krop har knoklet for at få mig på højkant igen.

Jeg blev sat på en massiv få-gang-i-maven-kur igår, med diverse afførende midler, fordi de mente jeg havde en forstoppet prop et sted i tarmen. Til stuegang kom en handlekraftig læge ind og undersøgte mig grundigt. Mit blå mærke var blevet lidt mindre og lysere, men hun var ikke helt tilfreds. Hun bestilte derfor en CT-scanning til mig indenfor 24 timer, også fordi jeg stadig havde ondt nederst til venstre i maven. Rart med en læge, som endelig sætter gang i noget. Jeg blev scannet midt på eftermiddagen igår og resultatet ville så være klar i løbet af aftenen eller her til morgen. Hun tjekkede også min blodprocent. Den var faktisk lavere, end den havde været inden jeg fik blod i tirsdags. Det tyder på, at jeg har haft en indre blødning af en vis størrelse, hvilket passer meget godt i forhold til mit blå mærke. Jeg fik ordineret to nye portioner blod. Det ender med, at jeg bliver helt afhængig af det og får hugtænder.

Efterhånden som dagen skred frem igår, blev jeg, uden jeg selv lagde mærke til det, mere og mere slap. Jeg sov det meste af tiden og var kun vågen få gange. Jeg orkede ikke at tale med folk og jeg var slet ikke istand til at svare på sms´er. Hen under aftenen tog en af sygeplejerskerne min temperatur, for hendes intuition sagde hende, at der var noget galt og det var der også. Jeg havde 39,9 i feber og det må jeg bare slet ikke have i min tilstand; under kemobehandling, lige fået 2 protioner blod samt mavesmerter vi ikke havde styr på hvorfor var der. Så kom der liv på stue 4. Der kom en laborant og skulle tage blodprøver. Nogle lidt specielle nogen, hvor de tapper blod direkte ned i nogle små flasker, med noget guf i for bakterier, så de kunne se, om jeg havde en bakteriel infektion. Desuden skulle der tages diverse andre blodprøver. Så jeg er da glad for, at jeg havde fået 2 portioner blod tidligere på dagen, ellers var jeg da blevet helt udtørret. Jeg husker ikke ret meget af det, men ved, at der var mange mennesker omkring mig i går aftes. Sygeplejerskerne var rigtig søde til at komme ind jævnligt og tjekke til mig, tage min temperatur og forsyne mig med saftevand og hvad jeg ellers havde brug for. Omkring kl. 1 faldt der ro på det hele, jeg havde fået spist mine aften piller og der kunne ikke gøres så meget mere før resultaterne af de mange prøver lå klar, så nu kunne jeg få lov til at sove i ro - troede jeg. For kl. ca. 2. kom der hul igennem systemet og jeg måtte rende i pendulfart på tønden. Heldigvis ligger jeg på enestue med eget toilet og bad, men det forhindrede mig ikke i indtil flere uheld. Men det er jo hvad der kan ske. Hovedsagen er, at der er kommet hul igennem systemet.
Det var en lang nat med mange toiletbesøg og temmelig urolige og ubehagelige drømme indimellem. Tror feberen var ansvarlig for drømmene. Kl. 8 i morges kom de ind med morgenmad til mig samtidigt med at Lars ringede til mig og jeg fumlede noget med telefonen og fik sagt jeg ville ringe igen om 2 minutter. Det blev så til et par timer. Jeg var meget slap, ør og omtumlet i morges. Havde ikke styr på noget som helt og ville bare have lov til at sove. Jeg ved ikke om der har været en læge inde for at snakke med mig, men sygeplejerskerne var ihvertfald temmelig obs på mig og passede godt på mig. Resultaterne på blodprøverne viste ikke umiddelbar bakteriel infektion og jeg blev derfor ikke sat i medicinsk behandling, blot ekstra tilsyn.

Ved 10.30 tiden kom S5 (Annemette, min dejlige søster). Vi havde aftalt igår, at hun skulle komme idag og det var rigtig godt hun kom. Hendes tilstedeværelse gjorde mig godt - rigtig godt. Langsomt fik jeg det bedre og blev mere og mere klar i hovedet, samtidig med at min temperatur faldt. Det var rigtig rart. Ved 13-tiden var jeg så frisk at vi gik en tur. Vi gik over i hovedbygningen, købte en lille is og en sodavand og gik ud og satte os på en bænk i solen. Det var helt vildt fantastiskt og dejligt at sidde der på bænken i den friske luft, mærke solskinnet og vinden og høre lydene af forår, søndag og solskinsvejr. Jeg blev lige tanket op med frisk livsenergi - skønt! Da vi kom op på stuen igen, var lægen klar med resultatet af min scanning.

Mine tumorer i maven har ikke ændret sig i størrelse eller form. De er blevet lidt mere faste i det men ellers ingen ændringer. Der var tegn på, at der måske havde været en lille blødning inden i den ene af dem, men det var helt at forvente efter omstændighederne; kemo, mavekramper, opkast og forstoppelse. Det, lægerne var bange for var, at tumorerne skulle gå ind og trykke på tarmene og nedsætte blodcirkulationen i dem og eller forårsage tarmslyng. Der var ikke noget der tydede på problemer i den retning - heldigvis! I tilfælde af, at det skulle blive et problem, vil man gå ind og lave en stomi. Det er for risikabelt at begynde at fjerne svulsterne. Så lad os ikke håbe det bliver et problem. Ville nødigt have stomi.

Jeg er l løbet af dagen blevet feberfri og har stortset heller ikke ondt i maven mere. Min mave er stadig udspilet og huden er lidt mørkere end normalt. Planen er, at jeg, hvis jeg forsat er feberfri og ellers har det ok i morgen, må jeg komme hjem. Så det satser vi i høj grad på. Jeg savner mine små piger, Lars, misserne, Pacian - mit hjem! Og når jeg kommer hjem har SuperZindy (vores rengøringkone) været der og der vil være pænt og rent alle steder. - dejligt - Det er da lige til at holde til :-)

Jeg har aftalt med Lars, at han fremover, når jeg har sådan en nedtur og ikke er istand til at skrive på bloggen, vil gå ind og skrive for mig. Bare i korte træk om hvad der sker og hvordan tingene udvikler sig. Det er jo ligesom bl.a. derfor jeg har lavet bloggen - for at I derude kan følge med og holde jer opdateret.

Hold jer muntre til vi skrives igen!

Varme knus Anita

lørdag den 24. april 2010

Det var så den prøveløsladelse

Så sidder jeg i saksen igen. Denne gang er jeg indlagt i Odense - heldigvis. Jeg har ikke været på toppen i dag. Har været meget træt og haft en dump smerte nederst til venstre i maven. Så jeg har tilbragt en stor del af min tid på sofaen i dag. Har sovet en del og læst en del i min bog. Det har egentlig været en rar dag, fordi jeg har givet mig selv lov til at slappe af.

En halv times tid før jeg skal hente pigerne, vil jeg lige tage et lynbad og det er her jeg opdager, at min mave er helt oppustet og blålilla. Det ser simpelthen ud som om, jeg har et mega (30x30cm) blåt mærke på maven. Så jeg ringer til Marianne, Julies søde dagplejemor og får hende til at se efter ungerne ud over lukketid, indtil jeg har situationen underkontrol. Herefter ringer jeg til Odense og taler med en sygeplejerske, som vil få en læge til at ringe til mig. Efter en halv times tid ringer lægen og vi bliver enige om, at det jo nok er smartest, at jeg kommer derover, så hun kan se på mig. Hun bestiller en ambulance til mig, som først vil hente mig efter et par timer pga. et større uheld på E45. Herefter henter jeg pigerne og vi hygger os sammen indtil ambulancen kommer.

Da jeg kommer til Odense bliver jeg installeret på den samme stue, som sidst jeg var indlagt her – lige over for hønsegården (sygeplejerskernes kontor) J

Lægen, jeg talte med tidligere, kommer og undersøger mig meget grundigt. Min mave er stadig udspilet, men den er ikke blå mere – nærmere rødmosset. Det ligner jeg har sådan en rigtig ucharmerende rødmosset ølvom L som om jeg har en allergisk reaktion over for et eller andet. Hun tegner rundt i kanten af plamagen, for at holde øje med om den forandrer sig i størrelsen. Der bliver taget et par blodprøver og så må vi ellers se tiden an til i morgen. Igen igen – suk! Håber de vil lave en ultralydsscanning på mig eller noget andet, for der er noget som ikke er, som det skal være.

Jeg er ved at blive idiot af sygehuse. Jeg trænger til bare at komme hjem og sove i mit eget sengetøj, putte med mine missere, blive vækket af mine dejlige unger kl. lort om morgenen og bare være sammen med dem, nyde dem og give dem masser af kærlighed. Jeg trænger til, bare at være en almindelig familie; far, mor, to børn med almindelige problemer og en almindelig dagligdag. Æihj altså!

Tænk Positivt min skatNita-Pigen, som min mormor ville have sagt. Fokusér positivt på de virkelige vigtige ting. Det er forår, alting bliver grønt og frodigt nu og solens energi – livsenergien – strømmer i store mængder ned fra himlen. Det er bare at udnytte den. Mine skønne unger er glade og harmoniske. Julie er godt nok ved at få sig et par ordentlige hjørnetænder i undermunden, men hun er så glad og lysende som en lille sol alligevel. Hun er en ganske særlig lille engel, som altid formår at få det til at boble inden i mig når jeg ser, tænker, snuser eller mærker på hende. Hun har en særlig lysende sjæl, som man kun kan frydes over. Dejlige lille unge, hvor jeg dog elsker dig lille skat!

Nu vil jeg lægge mig til at sove. Jeg håber maven har det betydeligt bedre i morgen og at det bare er en reaktion på den slemme omgang jeg var igennem tirsdag og onsdag.

Hold jer muntre og lad være med at komplicer livet mere end højst nødvendigt! Så går det lettest.

Knus Anita

torsdag den 22. april 2010

Hjemme igen

Ahh, så er jeg hjemme igen, både i min krop og i mit hus. Nogen må have hørt mine brokkerier og bønner igår, for da jeg vågnede i dag var der en meget sød sygehjælper, som ikke veg fra min side. Hun var vel lidt ældre end min mor og havde været i faget mange år og vidste lige, hvad der skulle til for at hjælpe mig bedst muligt. Så tak for det, til den som har sendt hende.

Jeg var meget træt og har sovet det meste af dagen idag også, men efter at have spist en solid frokost, sovet lidt mere og været i bad, har jeg ligesom fundet mig selv igen. Det er dejligt at være tilbage og jeg kan mærke at livet vender tilbage til min krop og mit sind. Det er ualmindelig svært at fokusere på det positive, på livet og på fremtiden, når jeg har det så skidt, som jeg havde det igår og i forgårs. Nu går det heldigvis den rigtige vej igen og jeg forventer at få nogle gode uger indtil jeg skal have kemo igen. Men som de siger, det behøver ikke være lige så slemt eller noget der ligner og det håber jeg i den grad på. Det har ikke været en sjov omgang at komme igennem.

Nu nyder jeg en varm kop cocio oven på en dejlig omgang hjemmelavede frikardeller med kartofler og brun sovs, lavet med kærlighed af Birgit og Anders (Lars´ mor og mand) Virkelig en udsøgt middag. Selvfølgelig skal der ikke så meget til, når jeg har levet af hospitalsmad de sidste par dage, men disse deller og sovsen smagte nu himmelsk :-)

Imorgen fortsætter vi planen, hvor vi slap i tirsdags... jeg skal have ringet til Kræftens Bekæmpelse. Jeg er omend mere end klar til at tage kontakten nu, hvor jeg lige har være nede og vende. Kors, hvor bliver man pludselig ængstelig, for hvad nu, hvis det er nu, det bare går ned af bakke og jeg ikke bliver frisk nok igen til at gøre ting. Ting, jeg gerne ville have gjort for mine piger, Lars og andre, breve jeg skal have skrevet til dem, almindelige dagligdagsting og bare det at være sammen med dem. Tingene bliver pludselig sat lidt i perspektiv og jeg bliver mindet om, at jeg ikke skal være her så lang tid, som først antaget. I må ikke tro jeg har tabt min kampgejst og mit livsmod, men jeg er nødt til at være ærlig og realistisk overfor mig selv og se kendsgerningerne i øjnene. Hvis jeg får mange år er det fedt - rigtig fedt og hold kæft, hvor skal jeg have meget ud af dem, men intet er sikkert og så er det rarest at have tingene på plads. Ingen kender dagen før solen går ned. Tingene kan vende i løbet af nul komma fem.

Nu er det ved at være sengetid. Jeg glæder mig til at komme ind i min egen seng og putte med misserne. Det er tiltrængt - jeg er træt men også glad. Det er rart at mærke min krop på den gode måde igen. Tror lige jeg tager en kop suppe at sove på - jeg har jo lidt jeg skal have indhentet.

Tak for de mange hilsner - både her på bloggen og på sms´en. De varmer og styrker og det er dejligt at vide, at I er der. Jeg prøver, at svare jer så godt jeg kan, men det er svært at nå rundt til jer alle sammen.

Taknemelige knus fra Anita

onsdag den 21. april 2010

En sej omgang...

Puha, nu begynder jeg at kunne se en ende på et par temmelig hårde døgn. Jeg fik som I ved bestilt blod til i går og netop som de ringede fra Haderslev Sygehus, at nu var de klar med mit blod, brød helvede løs. Jeg fik det rigtig rigtig skidt. Koldsved så det drev af mig, opkast og kraftige mavekramper og så blev tarmen ellers tømt. Vi skulle være på sygehuset senest kl. 10 for at nå at få blod i går og det lykkedes Lars at få mig stablet på benene (lidt ligesom da Julie skulle fødes) og kørt af sted til sygehuset til tiden. Efter at have fået taget div. blodprøver blev jeg installeret i en seng på en 4-mandsstue. Det er temmelig grænseoverskridende at kaste op sådan et sted, med tilskuere på, skulle jeg hilse og sige. Heldigvis er jeg tilknyttet en ordning, som hedder samordnet pleje, som bl.a. sikrer mig enestue, så efter en times tid blev jeg flyttet. – Dejligt!

Jeg husker ikke ret meget fra i går, andet end at jeg periodevis havde rigtig ondt i maven og at jeg svedte som en hest. Ellers sov jeg det meste af tiden. Lars sad ved min side det meste af dagen, kun afbrudt af at ungerne skulle hentes mm.

Jeg blev selvfølgelig tilset af indtil flere læger, men ingen af dem kunne give et entydigt svar på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det. Teorierne er at 3. og 4. dagen efter kemokuren er de værste, Julie kunne have smittet mig med en omgangssyge (hun havde nemlig kastet op natten til i går) eller at, alt det her medicin jeg får, har gået ind og stoppet maven. Det er pisse trælst, når lægerne står magtesløse over for problemet og siger, vi lige ser tiden an til i morgen. Nu går det heldigvis den rigtige vej. Jeg har spist kartoffelsuppe til middag og drukket en proteindrik, som smagte ad H… til og drukket en masse rødt saftevand.

Helt på toppen er jeg dog bestemt ikke endnu. Jeg er temmelig træt og sover stadig en del. Min mave er stadig ret øm og det, at jeg har svedt så meget, har gjort, at jeg ikke har skullet tisse ret meget, på trods af store mængder rødt saftevand og det svir som bare pokker, når jeg skal tisse nu. Jeg har bedt om at få noget saltvand i drop så jeg kan blive skyllet igennem, men det er da snart 3 timer siden. De er sgu noget sløve herinde. Fremover vil jeg kun indlægges i Odense, så må vi sgu køre det længere. En anden ting er også, at de har brugt utrolig meget tid på, at opdatere min journal og finde ud af, hvem jeg er og rode rundt i min medicin. Det er bestemt ikke optimalt.

Nu er det spisetid, jeg skal have en lille fisk med sovs og kartofler og jordbærgrød med fløde til dessert. Ikke så ringe endda.

Hold jer muntre!

Knus Anita

Ps. Jeg har fået mit saltvandsdrop nu efter knap 4 timer. Måske jeg skal brokke mig lidt mere højlydt for at blive hørt.

mandag den 19. april 2010

Det begynder at trække tænder ud nu...

Jeg synes de sidste par dage har været hårde at komme igennem både fysisk, men bestemt også mentalt. Jeg har en del flere bivirkninger end sidste gang og min blodprocent er ret lav, så jeg er mega træt og uoplagt og har bare lyst til at ligge og sove hele tiden. Denne slaphed er bestemt ikke god for min mentale tilstand. Jeg bliver mindet om, hvor syg jeg er og at lægerne jo nok har ret når de siger, jeg ikke skal forvente at blive gammel. Det er ikke lige, hvad min kære familie og jeg har brug for, nu hvor tingene jo lige gik så godt.

Jeg har lige talt med en læge - en rigtig sød én - fra Odense. Hun sagde, at jeg skulle huske, at det jo ikke som sådan er kræften, som gør mig utilpas nu. Det er det, de gør ved mig for at få kræften til at trække sig tilbage - kemoen. Hele min krop er på et enormt stykke arbejde. Den skal både bekæmpe kræften og kemoen. Så det er ikke så mærkeligt, at jeg føler mig slap og så det at min blodprocent er så lav, gør det bestemt heller ikke bedre. Hun sørger for, at jeg kan komme ind på Haderslev Sygehus i morgen tidlig og få blod. Så må vi se om jeg ikke kvikker lidt op.

Jeg aftalte med hende, at jeg skulle tage fat i en Kræftens Bekæmpelse i morgen, for at få noget hjælp. Jeg har enormt svært ved, at forholde mig til, hvor syg jeg egentlig er og hun tror, det vil hjælpe mig rigtig meget, hvis jeg kommer til den erkendelse, at jeg er meget syg. Jeg vil dermed ikke blive revet helt ud af den, når jeg mærker sygdommens skarpe klør, om det så skyldes kemoen eller selve kræften, sådan som det har været tilfældet de sidste par dage. Det kan hun jo have ret i. Jeg er bare så pisse bange for den erkendelse for at sige det rent ud. Fuck, hvor er det bare ikke sjovt!

Godnat, mine trofaste læsere. Send mig en masse god energi - det får jeg brug for i morgen, når jeg skal tage det store skridt det er, at tage kontakt til Kræftens Bekæmpelse.

Varme knus Anita

lørdag den 17. april 2010

Mit nye hår

Her er så billeder af min paryk. Jeg er rigtig glad for den, selvom den er lidt varm og klør en smule. Det er heldigvis ikke så slemt, som jeg troede det ville være og det, at den er så pæn opvejer det lidt. Man må jo lide for skønheden ikke?!





































Hvad synes I? Kan Lars ikke godt være bekendt at tage mig med i byen?



Her har Lars så lige forsøgt sig.
- Tjah hvad skal jeg sige... Da jeg spurgte Louisen, hvem det var der var på billedet, vidste hun det ikke. Hun kunne slet ikke se, det var Lars. Tænk, at hår kan betyde så meget.


Billeder - efter

Så fik Lars ordre på at finde trimmeren frem...


Puha, jeg har ikke set mig i spejlet endnu...










Det ser da ikke så slemt ud...












Nu har vi fået endnu en Skalle i familien. Hvor familiens forbogstaver før hed S1,S2, A1, A2 og A3 (Søren, Sussi, Anita, Agnete og Annemette), hedder vi nu S1, S2, S3, S4 og S5 (Søren, Sussi, Skalle, Sofie og Skalle - The Original) Det er da lidt sjovt!
Fortsættelse følger...

Billeder - før

Så er det vist på tide, jeg får sat nogle billder ind. Nu har jeg jo været skaldet i over en uge og det er faktisk ikke ret mange af jer der har haft fornøjelsen af at se mig. Men her kommer lidt billder.





Sådan så jeg ud før jeg begyndte at tabe håret. Her et billede fra fastelavn i dagplejen. Kaffe er en god ting, men nu er Cocio bedre ;-)








Så begyndte håret ligeså stille at give efter og falde af. Jeg blev noget tyndhåret og fik bare pletter hist og her. Ikke særlig kønt!




Set fra siden...






Fortsættelse følger...

fredag den 16. april 2010

så er 2. Kemokur i hus!

Endelig kom dagen, hvor jeg skulle have min næste kemokur. Det har jeg set frem til - så sker der jo noget aktivt mod kræften. Jeg havde en lægesamtale inden jeg fik kuren og det var lidt hårdt, for jeg blev mindet om, hvor syg jeg er. Jeg spurgte, om jeg var helt ved siden af, hvis jeg forventede at slå kræften så meget ned, at jeg kunne leve med den i mange år. Og ja desværre, det er jeg! Jeg kan godt leve med den en rum tid, men ikke mange år. De ville ikke sætte tid på, for som de sagde, så var det meget individuelt og det afhang helt af, hvordan kræften og min krop reagerede på behandlingen. Det positive er, at jeg allerede nu har det væsentligt bedre og det er tegn på, at det virker! Så jeg lever fortsat i troen på, at jeg skal vise dem, der ingen regel er uden undtagelse. Jeg skal være med til at trække gennemsnittet for overlevende af min kræftsygdom betydeligt op og dermed basta! Det blir en sej kamp og den kommer til at gøre ondt, men jeg har Viljen, Styrken, Baglandet og ikke mindst Min Alder på min side og det er rigtig gode kort at have på hånden. Så bare kom an!



Ellers forløb selve kemokuren meget s.tille og roligt idag - næsten da. Jeg kom ind, fik lagt drop og blev skyllet igennem med saltvand for at rense nyrerne og så gav de mig ellers det stof, jeg får til at bygge mine knogler op igen. Herefter blev jeg skyllet igennem med sukkervand og så gav de mig det første præparat og et ordenligt skud binyrebarkhormon. Wow - jeg blev helt skæv! Efter det, blev jeg skyllet igennem med saltvand igen og de gik igang med det sidste præparat. De kalder det kuldestof, fordi bivirkningen ved det er, at man nærmest får forfrysninger, bare man rører noget, som er under stuetemperatur. Disse forfrysninger føles som voldsomme isninger, som nærmest lammer den del, der er ramt og det kan være meget ubehageligt afhængigt af, hvor de rammer. Nå men mens Gitte, min sygeplejerske, er ved at koble mig på dette kuldestof, er Nina ovre for at hente en is til mig, for det kunne jeg nu godt lige spise. Da Gitte kommer ind lidt senere og ser mig spise is, bliver hun helt stor i hovedet og er lige ved at falde bagover. "Du er godt nok modig" siger hun. "Sidder du og spiser is, mens du får kuldestof? Kan du godt det?" Jeg bliver jo helt forskrækket og kommer i tanke om, at det jo vist ikke er så heldigt alligevel. "Din hals og mave kan føles som om den snører sig helt sammen og du kan få slemt åndedrætsbesvær, men du ser jo ikke ud til at lide nogen nød, så skynd dig at spise din is og lad være med at gøre det igen" sagde Gitte. Godt så - taget til efterretning! Bare hendes reaktion sagde alt. Aldrig mere spise is mens jeg får kuldestof. Aldrig mere spise is mens jeg får kuldestof. Aldrig mere spise is mens jeg får kuldestof... Den følgende time var der et sjovt rend af forskellige sygeplejersker, som lige skulle hilse på den patient, som havde spist is mens hun fik kuldestof. Gitte undskyldte, men hun havde været nødt til at sige det henne på kontoret. Tror hun blev lidt påvirket af det, stakkels pige. Det er åbentbart ikke til at spøge med.

Her til aften har jeg det egentlig ok efter omstændighederne. Jeg kan mærke, at kroppen reagerer lidt voldsommere på kemokuren denne gang. Jeg har en smule kvalme, fryser, sveder og min "overflade", dvs. min hud, min mund, svælg og hals er temmelig følsomt for berøring, træk og kulde. Det betyder, at jeg let kaster op når jeg hoster. Desuden har kemoen sat gang i min mave, så jeg har også tilbragt en del tid på tønden her til aften. Nu er maven og tarmene tømt og jeg har spist alle mine aftenpiller, så nu er jeg klar til at kravle i kassen og få en god nats søvn. Den er tiltrængt!

Sov godt mine trofaste læsere - vi skrives ved!

Knus Anita

torsdag den 15. april 2010

Endnu én af de gode dage...

Det har været en god dag idag, selvom min krop ikke har været helt på toppen. Efter jeg havde spist min morgenmad kravlede jeg i kassen igen og sov 4 timer uden afbrydelse. Det var rigtig dejligt og jeg vågnede med en god følelse i kroppen. Den var stadig trodsig, men udhvilet.
Efter at have været i bad, tog jeg ind til Haderslev, handlede og gik en tur på biblioteket. Kl. 14.30 kom Ulla, min chef og Helle vores HR. Vi skulle holde sådan en medarbejdersamtale man jo skal holde. Det var en rigtig god samtale og jeg havde en rigtig god fornemmelse i maven da de gik.

Jeg hentede pigerne ved 16 tiden. De var begge i godt humør - dejligt med glade og tilfredse unger. Louisen var i fuld sving med at "lave mad" da jeg kom og jeg måtte ikke stikke fingrene i det, for så ville jeg brænde mig og Louise blive rigtig sur. Det kan vi jo ikke ha´. Louisen bliver så stor. Der sker så meget med hende for tiden. Hun er ved at være rigtig sjov nu. Der kommer virkelig nogle guldkorn af og til og hun er bare kvik. Det er skønt at opleve hende, være med i hendes lege og tale med hende.

Julie er bare lille altid glade Julie. Det er sjældent hun er sur og også hun er i en rivende udvikling. Hun er meget optaget af lys lige for tiden. Peger og fortæller om lyset og misserne eller hvad hun nu har fået øje på.

Jeg var til klarsyn og healingsaften nede hos Peter og Gunhild igen her til aften. Jeg havde Per, Winnie og Barbara med. Det er bare så skønt at komme der. Med det samme jeg træder ind af døren, fyldes jeg med en glæde og følelse af at være kommet hjem. Det er meget specielt. Jeg er faktisk begyndt at holde meget af de to mennesker. De har så meget at give og deler glædeligt ud af det. Og de mennesker, som kommer hos dem er alle meget søde, imødekommende og åbne. Der er ingen, der kigger skævt til én - man kommer bare som man er og alle er velkomne uanset udseende og baggrund. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har mødt disse mennesker og jeg er sikker på, at der er en mening med det og at det sker lige nu. Jeg er sikker på, det er her vejen til at overkomme min kræftsygdom, skal findes mentalt. Jeg har en rigtig rigtig god mavefornemmelse. Tak!

Nu er det vist også blevet sengetid så rigeligt. Der er jo kun ganske få timer til mine 2 skønne piger står op.

Godnat!

onsdag den 14. april 2010

Godmorgen!

Det er smukt og solrigt her til morgen. Louisen kom trissende ned af trappen kl. 5.30. Så var hun frisk til at stå op og ville gerne have noget kakao. Jeg tog ungerne her til morgen. Lars har været træt de sidste par dage og han var til rullehockey igår aftes, så jeg syntes han skulle have lov til at sove længe idag. Nu er ungerne afleveret i legestue, glade og tilfredse. Jeg fik oven i købet to farvelkys og en krammer af Louisen inden hun suste af ind i legestuen. Dejligt!

Jeg synes, jeg er noget slidt her til morgen. Kroppen vil ikke helt som jeg vil. Den er stiv og øm og jeg synes jeg har noget "i klemme" flere steder. Jeg bliver mindet om, at jeg er syg og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det nu er kræften, som er ved at have overtaget igen, nu hvor jeg er sidst på kemocyklussen. Godt jeg skal afsted igen på fredag. Er dog noget spændt på, hvordan jeg reagerer på det denne gang. Sidste gang fik jeg jo stråler og havde rimeligt mange bivirkninger af dem og var temmelig sløj. Nu er jeg rimeligt ovenpå, så mon ikke der er en chance for at jeg slipper billigt denne gang. Vi ser.

Nu har jeg spist lidt morgenmad, drukket en kop varm cocio - uhmmm og skiftet mine smerteplastre og spist hele arsenalet af min morgenmedicin, så nu er det vist på tide jeg kravler ind i kassen og lumrer med en god bog; "Ellen", af Puk Elgaard.

Hold jer muntre og husk at gøre noget godt for jer selv og andre - også idag!

Varme knus Anita

søndag den 11. april 2010

Så faldt manken...

Ja så kom den dag, som jeg har set frem til med både frygt og glæde. Dagen, hvor jeg blev nødt til at tage trimmeren og gøre kål på de sidste sørgelige rester af min til sidst sparsomme og hullede manke. Frygt, fordi det er enormt græseoverskridende at klippe alt sit hår af - hvad nu hvis det bare er mega grimt og det slet ikke klæder én med en skaldet isse. Glæde, fordi så er det overstået og jeg kan se, at kemoen da i det mindste har en eller anden form for effekt. Og så er det på en måde lidt fedt at gøre det, fordi det er så anderledes. En kvinde uden hår på hovedet! Ja, jeg kan faktisk ikke rigtig forklare, hvad det er, men det er på en eller anden måde fascinerende og smukt.


Var det så så slemt? - Nej faktisk ikke. Fredag var mit hår begyndt at falde af i mindre totter og lørdag morgen, da jeg stod op, lå der indtil flere løse totter på min hovedpude og jeg havde mange bare pletter i hovedbunden + jeg var blevet noget tyndhåret. Jeg havde faktisk fået lidt hentehår hist og her :-) Så Lars tog et par forbryderbilleder af mig (forfra, bagfra og fra siderne) og så gik han ellers igang med trimmeren. Jeg stod lænet over håndvasken i badevælset med øjnene limet fast til bunden af vasken. Jeg havde det ikke specielt godt med det. Hvad var det for en person der ville møde mig når jeg så op igen? Da Lars var færdig, skulle jeg lige samle mig mod til at kigge op, men da jeg endelig fik mig taget sammen, blev jeg mødt af en smuk skaldet kvinde, som bestemt hører til familien Brogaard. Kors hvor jeg dog ligner min far! Grim, er jeg bestemt ikke, hvis jeg skal sige det selv, men håret pynter da en hel del. Heldigvis har mine forældre passet godt på mig som spæd, for mit hovede er fint rundt og symmetrisk og ikke fladt i nakken.

Louisen kom ud på badeværelset kort efter jeg var blevet klippet. Hun kiggede forskrækket på mig og gik så igen uden at sige noget. Et øjeblik efter kom hun tilbage og kiggede konstaterende på mig og sagde: "Du har ingen hår på hovedet, Mor. Hvor er det henne?" Jeg svarede: "Det har jeg klippet af lille Skat. Nu har jeg samme frisure som Far. Vil du prøve at mærke?" Det ville hun gerne, kravlede op på wc´et og aede mig på issen. Så snusede hun til mit hovede og sagde: "Du lugter dejligt, Mor!" Hvorpå hun kravlede ned af wc´et og gik sin vej. Så var den del på plads og accepteret. Da hun lidt senere kom ind, havde jeg taget min paryk på og stod med ryggen til hende og hun sagde: Hvad er det du har der, Mor! Jeg svarede: "Det er mors nye hår." "nåhr" svarede hun, som om det var det mest naturlige i verden og gik videre. Hun er rimeligt optaget af mit hår og mangel på samme. Har jeg ikke parykken på, spørger hun efter den og virker som om, hun er mest tryg ved, at jeg tager den på. Hun vil gerne røre ved den, men respekterer, når jeg siger, hun ikke må trække i den eller tage den af mig. Tror hun synes, Mor er lidt sej! :-)

Da Julie så mig første gang uden hår, så hun meget betænksom og betuttet ud. Hun forstod det vist ikke helt, men ligeså snart jeg havde min paryk på smilede hun igen. Nu er der ingen ting - hun har vænnet sig til synet af mig uden hår på hovedet.

Det er rigtig rart at have overstået. Nu skete det endelig - en form for milepæl i behandlingsforløbet er passeret. Nu er jeg rigtig i behandling for kræft og det giver en speciel tilfredsstillelse, at være nået så langt. Nu kører toget og der bliver bare hældt kul på, for jeg har en endestation jeg skal nå og jeg ved der er nogle seje bakker og bjerge undevejs jeg skal kæmpe mig op ad. Jo før jeg når frem - jo bedre.

Jeg har det rigtig rigtig godt mentalt lige for tiden. Det lyder mærkeligt, men selvom jeg er uhelbredeligt syg, er det længe siden jeg har været så glad, ja nærmest lykkelig. Det skræmmer mig en smule, men jeg tror det hænger sammen med, at jeg har gået og været skidt tilpas så længe. Nu er der kommet diagnose på og jeg får en masse piller, som tager meget af ubehaget. Jeg behøver ikke længere, at skulle prøve på at bevise overfor de her skide læger, at der er noget helt galt. Der er endelig blevet taget ansvar og det ansvar er flyttet væk fra mine skuldre og delt ud til professionelle folk, som ved, hvad de har med at gøre - mine soldater, som Lene, min søde kollega, så fint kalder dem. Og så er jeg sikker på, at healingen også gør sit til, at jeg er ved at sprænges af glæde, energi og ren og skær YES-følelse. Jeg er så sikker på, jeg nok skal klare denne kamp. Jeg har så uendeligt meget at leve for - især mine dejlige piger og min helt fantastiske mand, som passer så godt på mig.

Fysisk kunne det godt være bedre. Jeg synes min lænd og højre side af bækkenet har drillet lidt idag. Det har truet med at give efter når jeg har bukket mig efter noget eller bare skulle rejse mig. Formentlig ikke noget Per, min gode healer og hesteven ikke kan klare. Han kommer i morgen. Derudover, synes jeg stadig jeg døjer en del med mit svælg og min hals. Har en følelse af at have en slem halsbetændelse, især om morgenen når jeg står op. Desuden synes jeg, jeg har symptomer på en blærebetændelse, men hvis de her to tumorer på æggestokkene trykker ned på blæren og forhindrer den i at blive tømt helt er det jo også ganske sansynligt. Jeg vil tage fat i min læge imorgen og få styr på sagerne.

Nu er det sengetid. En ny god dag venter i morgen, med mange gode udfordringer. Glæder mig, for Lars og jeg skal ned til Peter Simonsen, healeren. Er spændt på, hvad han har at sige.

Smil og verden smiler til dig!

Knus Anita

Ferie, ferie, ferie...

Ahh! Livet er nu skønt, når man kan komme på en velfortjent ferie i familiens skød og i gode venners selskab. Det er hvad vi lige har været J Tirsdag til torsdag i Lalandia og Legoland. Vi havde lånt en rigtig lækker ”Lalandiahytte” af en af Lars´ kammerater.

Vi mødtes med And og Mette, vores venner fra Svendborg, tirsdag aften og tog i Lalandia for at spise. Super hyggeligt og udmærket mad. Da alle maver var mætte gik vi ned i Monkey Tonkey Land (kæmpe klatreborg med diverse rutchebaner og boldepools mm) Her gik den vilde jagt indtil kl. 21, hvor det lukkede. Da vi kom ud til bilen var bilnøglen væk… damn! Sidste mand set med nøglen var Julie og så var gode råd dyre, for nøglen kunne være hvor som helst. Ind og spørge efter den i receptionen, ned og kigge i Monkey Tonkey Land. Ingen steder var den. Heldigvis lå hytten ikke så langt fra Lalandia og Morten løb ”hjem” og hentede deres bil og så vi kunne komme hjem i seng med ungerne. Hele det menageri betød så bare at Morten og Lars måtte køre til Kabdrup efter reservenøglen onsdag morgen. Dog til stor glæde for Louisen. Så kunne hun nemlig nå at komme i boblebad i godt en time. Det var noget, der passede damen. Bobler, bobler, bobler og da vi havde vasket hår var der sæbeskum i store mængder. Det var noget der duede J

Vi tog i Legoland ved 11 tiden og havde en alle tiders dag der. Alle hyggede sig. Der var tilpas med mennesker = næsten ingen kø ved forlystelserne, vejret var rigtig fint og der var oplevelser for alle aldre. Mette fandt et par rigtig fede solbriller til mig og Louisen klarede dagen superflot på trods af manglende middagssøvn. Hun er altså ved at være en stor pige.

Jeg klarede også dagen super flot. J Tror det var healingen, dagen forinden i kombination med mine perfekt virkende smerteplastre og så det at der ikke var ret mange mennesker, der gjorde at jeg var frisk og oplagt faktisk hele dagen. Jeg kunne godt mærke, at der ikke skulle ret meget til at bringe mig ud af fatning, men en hårfin balance og erkendelsen af, at jeg ikke magtede en given situation, samt Lars hurtighed i at springe til når han kunne se punktet var nået, gjorde at jeg havde en rigtig god dag.

Louisen gik fuldstændig kold da vi kom ud i bilen. Vi var ikke en gang nået ud af parkeringspladsen, før hun sov. J Efter en god eftermiddagslur inviterede vi os selv på aftensmad hos nogle af vores gode venner, Helle og Søren. Her havde vi en dejlig aften og Louisen fik en ny ven, Brorson, Helle og Sørens dejlige bamse af en golden retriever. Det var skønt at se de to boltre sig. Louisen er så glad for dyr og da hun først havde fundet ud af Brorson ikke var farlig, var der ikke grænser for hvor mange kys og kram han fik. De blev virkelig gode venner de to J

fredag den 9. april 2010

Healing med vaskeægte livsenergi…

Jeg var tirsdag formiddag nede hos Peter L. Simonsen fra Healingskolen i Sønderjylland og blive tanket op med livsenergi. Vaskeægte livsenergi. Vi startede med at jeg skulle ligge på en briks og han bragte mig i en form for trance. Jeg var ved fuld bevidsthed, men med en sjov flyvende/svævende fornemmelse i kroppen og en følelse af fred og afslappethed ud over det sædvanlige. Her lå jeg i et godt stykke tid – ved ikke hvor længe, mens jeg lyttede til dejligt afslappende musik. Senere begyndte han at arbejde på mig. Lagde sine hænder forskellige steder på kroppen og strøg min pande med fingerspidserne, hvilket var helt fantastisk. Energien suste rundt i kroppen på mig. Det ene øjeblik var jeg svævende, det næste var jeg så helt ekstremt tilstede i min krop. Kunne virkelig mærke hver en lille afkrog af den. En meget speciel og livsbekræftende oplevelse. Bagefter skulle jeg sidde på briksen og han healede på min nakke, som den dag var ret øm. Også her havde det en effekt. Han formåede rent faktisk at dæmpe det ubehag jeg følte i nakken.

Tilslut hentede han et glas vand til mig, som jeg skulle smage på. Helt almindelig vand – det smagte også sådan. Han tilførte vandet energi ved at køre den ene hånd frem og tilbage over glasset. Herefter skulle jeg drikke igen. Sjovt! - vandet havde fået en mælkeagtig konsistens og smagte mere surt/syrligt. Det havde ikke ændret farve eller konsistens fysisk. Han tilførte vandet endnu mere energi og denne gang blev det lige så tykt som blod eller fløde og smagte mere i retningen af fortyndet saft fra granny smith æbler og jeg fik en grøn fornemmelse i munden. Da jeg havde drukket alt vandet bad han mig fortsætte med at drikke af det tomme glas. Og ja det lyder skørt, men det var altså stadig svingende fuldt og det der var i glasset var så tykt at det var næsten umuligt at drikke det, men det smagte bare så herligt og jeg kunne blive ved med at hælde denne fantastiske energidrik i mig. Tro ikke jeg ikke var skeptisk. Jeg synes, det var en meget mærkelig oplevelse, at sidde overfor en mand jeg dårligt kender og drikke begærligt af et tomt glas. Men helt ærligt, så kan det være lige meget. For hovedsagen er, at det virker og at det har en god effekt. Og det havde det i HØJ GRAD. Dog skal det understreges, at Peter ikke kan helbrede mig, men at han kan få mig til at have det bedre og føle mig bedre tilpas. Derved vil jeg også være i stand til at tænke mange flere positive tanker og det er dér vi skal hen. Positivitet er én af grundstenene i helbredelse.

Da Lars kom, bad Peter ham om at komme ind, så han lige kunne hilse på ham. Han kiggede i hans hænder, sagde nogle ting omkring Lars, som ikke kunne beskrive ham bedre og hvor vi begge blev lettere rørt. Peter sagde, at Lars har rigtig gode healerevner og at han skulle komme med næste gang jeg skulle til healing, for så ville han vise Lars, hvordan han kunne bruge sine hænder til hjælpe mig. Vi skal af sted på mandag og jeg glæder mig rigtig meget.

Jeg har siden mit besøg hos Peter været fuld af energi; glæde, overskud og ikke mindst YES!-følelsen. Jeg har i et større omfang kunnet være der for mine piger og Louises og mit forhold er ikke så anstrengt mere. Hun kysser og krammer mig igen og fortæller mig, at jeg er sød og hun godt kan lide mig. Det er vidunderligt, at have genvundet hendes tillid, men det er tydeligt, at den hænger i en tynd tråd, som kan briste når som helst. Vi skal passe på vores lille pige. Hun er meget berørt af situationen.

Hold jer muntre – Det gør jeg i stor stil –YES!

Knus Anita

torsdag den 8. april 2010

Hår eller mangel på samme...

Så er mit hår ved at kapitulere.
Det startede med, at de mange skorper (bussemænd) jeg har i næsen, som følge af svampeinfektionen, trak snesevis af hår med ud når jeg pillede næse. Det gjorde ikke ondt, hårene fulgte bare med! Stille og roligt begyndte der så for små 4 dage siden, at sidde flere og flere hår i polstringen på min halskrave i nakken. Den går et stykke op over hårgrænsen og følger baghovedets krumning. De sidste par dage er fældningen taget til i styrke. Først var det bare enkelte hår i nakken, nu er det på hele hovedet og i små bitte totter. Specielt bag ørerne, hvor kraven har størst friktion, kan jeg mærke, at jeg er ret tyndhåret. Det kommer nok til at tage til de næste par dage og jeg kommer nok ikke uden om at få Julie-frisure (bar plet i nakken) med mindre jeg klipper det hele af inden da, men vil nu gerne trække den så længe som muligt. Omvendt er det også ret upraktisk at lade det falde af sig selv. Der kommer jo til at ligge hår over alt.
Det er en mærkelig fornemmelse at køre fingrene gennem håret og der så sidder snesevis af løse hår på fingrene. Det er lidt ligesom at strigle hesten, her hvor han er ved at skifte fra vinterpels til sommerpels. Det er måske i virkeligheden også bare det jeg er igang med.

Umiddelbart, var det at tabe håret ikke noget jeg tænkte så meget over i starten. Det var i hvertfald ikke noget, jeg synes var særlig slemt. Men den sidste uge har jeg drømt utrolig meget om det om natten, så et eller andet sted tror jeg, det berører mig rigtig meget. Kan også mærke, at jeg bestemt ikke er klar til at tage trimmeren endnu. Det, at jeg taber håret, bliver jo pludselig et synligt tegn på min sygdom og ovenikøbet et kendetegn. Pludselig vil alle kunne se at jeg har kræft, medmindre jeg skifter tøjstil, får lavet nogle tatoveringer og piercinger eller lignende. Jeg har fået mig en paryk - en ganske pæn én endda, men jeg føler, jeg klæder mig ud med den på og giver mig ud for at være en anden end jeg er. Måske det ændrer sig når mit eget hår er væk og parykken kommer til at sidde mere rigtigt på mit hovede. Desuden skal den også lige klippes lidt til, men det kan først gøres når den kan sidde rigtigt på mit hovede. Det er nok et spørgsmål om tilvænning. Ud over parykken, har jeg også købt mig et par smarte kasketter/hatte, som jeg selv synes ikke ser for "kræft-agtige" ud.

Hvad er planen nu?
Jeg skal til Odense i morgen og have nakken scannet. Det er for at se, hvor stabil den er og for at vurdere om jeg skal opereres og i såfald om der er nok sundt knogle at gøre diverse skruer og bolte fast i. Er noget spændt på hvad scanningen siger. Jeg er blevet rigtig godt dus med min halskrave. Selvfølge er den træls at have på sommetider, fordi den er varm, stiv og ikke særlig køn, men til gengæld giver den mig væsentlig mere bevægelsesfrihed, fordi jeg undgår at komme ud i positioner der gør rigtigt ondt. Jeg kan derved nemmere tage imod Louisens krammere og tumle med hende i en vis udstrækning og det er noget der betyder noget.

Fredag d. 16. April skal jeg have min anden kemokur. Jeg får 3 præparater - To med drop og ét i pilleform. Kemoen kører i en 3 ugers cyklus. Efter man har fået kemo går der ca. 9-11 dage, så er immunforsvaret slået helt i bund og efter 20 dage er immunforsvaret i top igen og en ny cyklus startes. Når jeg har fået min tredje kur, skal jeg scannes igen, for at se om kemoen har nogen gavnlig effekt på kræften. Er det tilfældet, fortsættes behandlingen med yderligere 2-3 kemokure. Efter 5-6 kemokure i streg vil kroppen og forhåbentlig også kræften, være så nedbrudt, at man er nødt til at holde en pause. Forhåbentlig vil kroppen restituere og kræften være så nedbrudt, at den ikke også fortsætter med at vokse og sprede sig.

Jeg tror fuldt og fast på, at jeg nok skal klare denne kræftsygdom. Godtnok, mener lægerne ikke mine odds er så gode, men de ved ikke, hvilken jernvilje jeg har og hvilken opbakning jeg har fra mit bagland mm. Tro og vilje i synergi er en fed størrelse, så bare kom an!

Knus Anita

mandag den 5. april 2010

Mit Sygdomsforløb

Jeg fødte en dejlig datter i slutningen af februar sidste år. Ret kort tid efter begyndte jeg at have alvorlige problemer med mit stofskifte. Jeg følte en afsindig og helt ekstrem sult konstant. Jeg forsøgte at spise fornuftigt, men når sulten meldte sig skulle jeg bare have mad indenbords i løbet af minutter ellers blev jeg rigtig rigtig dårlig med koldsved, totalt energiforladt og kvalme. Der blev spist rigtig mange leverpostejsmadder på det tidspunkt.

Jeg talte med flere læger om problemet. Nogle negligerede det, andre anede ikke hvad de skulle stille op og jeg fik at vide at jeg endelig skulle huske at drikke mælk!

En lægestuderende mente det kunne være en efterfødselsreaktion, hvor immunforsvaret går ind og bekæmper skjoldbruskkirtlen og dermed laver rav i stofskiftet. Jeg fik taget nogle forskellige blodprøver og der var også nogle forhøjede værdier, som kunne pege i retningen af efterfødselsreaktionen i stofskiftet. Problemet var bare at mit stofskifte reagerede i den forkerte retning i forhold til den diagnose. Jeg fik at vide at man ikke kunne gøre noget for at lindre mine symptomer og at de ville fortage sig efter ca. et halvt år.

Efter ca. 8 måneder begyndte mit stofskifte at blive bedre. På det tidspunkt var jeg temmelig nedkørt psykisk og jeg gik til lægen igen. Grædende bad jeg ham om at gøre noget ved mit problem. Jeg var begyndt at have svien og stigende ubehag i maven og kunne ikke længere spise syrligt mad, som eksempelvis rugbrød, juice, æbler mm. Han vurderede at jeg havde fået en middelsvær fødselsdepression og synes jeg skulle gå i behandling for denne med nogle lykkepiller. Der var måske noget om snakken, for Julies fødsel havde ikke været let og Lars havde været alvorligt syg i foråret og var stadig under udredning, men i bedring. Jeg havde en god kontakt til min sundhedsplejerske og kan huske at jeg på et tidspunkt sagde til hende at jeg var så bange for at blive alvorligt syg, så jeg ikke kunne være der for mine piger.

Mit stofskifte rettede sig langsomt ind på plads igen, men jeg døjede fortsat med maveproblemer og i starten af oktober blev jeg rigtig dårlig. Havde voldsom kvalme, smerter i mavesækken og kunne intet holde i mig. Sommetider blev det bedre hvis jeg stod op, andre gange blev det værre. Jeg var til vagtlæge og fik ordineret nogle kapsler til at nedsætte syreproduktionen i mavesækken og noget kvalmestillende. Lægen mente det var en slem mavekatar med begyndende mavesår.

Jeg har siden kunnet holde min mave nogenlunde i orden ved at tage kvalmen og utilpasheden i opløbet. Den eneste måde at gøre det på er at kaste op hvad der er at kaste op, tage de syreneutraliserende kapsler og spise noget yoghurt. Jeg kan kaste op på kommando og er temmelig sej til at ramme wc-kummen efterhånden.

I starten af november 2009 begynder jeg så at døje med min nakke. Jeg har mere end almindeligt hold i den og det føles som om jeg har en mega myose siddende i musklen bag venstre øre. Jeg begynder at gå til fysioterapeut. Han kan nogenlunde få bugt med den, men efter kort tids pause i behandlingen kommer den igen. Jeg regner med det er opstået ved at jeg altid har pigerne hængende på venstre hofte/arm når de sidder hos mig. Jeg skulle blive klogere.

Kort efter nytår 2010 får jeg pludselig alvorlige problemer med mit bækken og lænd. Mit bækken er helt låst i højre side og jeg kan ikke læne mig hverken forover, bagover eller til nogen af siderne uden at det gør virkelig nas i min lænd. Jeg opsøger en kiropraktor, som går i gang med at behandle på mig. Han vurderer, at det er den nederste bruskskive i ryggen, som er revnet og væsken inden i denne presses ud. – En begyndende diskos prolaps. Også han kan få tingene til at bedres, men efter kort behandlingspause kommer problemerne tilbage. De næste par måneder går jeg hos kiropraktoren, hvor han løsner mig op og jeg skal lave øvelser og lægge is på skaderne. Jeg får flere problemer op igennem ryggen, nakken og i venstre hofte. Alle, hvor knoglerne låser i forhold til hinanden og er meget smertefuldt. Jeg spiser meget smertestillende medicin. Bl.a. gigt medicin og det er med til at forværre min situation i maven. Jeg får taget røntgen af hofter, bækken, lænd og nakke. Alle ser fine ud. Der er ikke nogen forandringer at se.

I vinterferien går det op for mig at jeg da egentlig ser temmelig gravid ud! Jeg tager en test som selvfølgelig er negativ. Jeg har jo også haft menstruation når jeg har holdt pause med p-pillerne, men jeg synes nu alligevel, at jeg mærker liv. Det, sammenholdt med bækkenproblemerne, bliver jeg mere og mere overbevist om at jeg er gravid. Og det, selvom jeg har været gravid 2 gange før og udmærket godt ved hvordan det føles. Jeg kan desuden mærke noget, jeg tror, er min livmor og den går et pænt stykke op over navlen. At dømme efter størrelsen på maven er jeg da mindst 23-25 uger henne. Det er også hvad lægen skønner mig til at være og han bestiller en akut ultralyd scanning til mig til dagen efter. Her viser det sig hurtigt, at der ikke er noget barn og at det ikke er min livmoder som breder sig i maven på mig. Jeg får tid til en MR-scanning og denne viser at jeg har en tumor på æggestokken.

Jeg bliver sendt til Odense, hvor det helt store detektivarbejde går i gang for at finde ud af hvad det er for en tumor, hvor den stammer fra og hvor udbredt sygdommen er.

Selvom tingene går rigtig stærkt og jeg har første prioritet til mange af undersøgelserne, går der alligevel en ca. 14 dage - 3 uger før lægerne har et overblik:

Jeg har uhelbredelig cancer, som er startet i mavesækken, har bredt sig til æggestokke, bryster og knoglemarven. Jeg har en hønseæg-stor knude i forbindelse med øverste og næst-øverste nakkehvirvel, som gør at disse er beskadigede og porøse. Jeg skal derfor gå med halskrave døgnet rundt. Desuden har jeg forandringer flere steder i ryggen og skelettet.

Jeg har netop overstået 10 strålebehandlinger af 30 sekunder og er på 2. uge af min første kemokur. Forhåbentlig kan kemoen, slå kræften så meget ned at den kommer til at ligge latent i kroppen på mig og jeg derved kan få mange år endnu sammen med mine piger og min mand. Det er i hvert fald min plan!

Så er påsken ved at være forbi.

Så er påsken ved at være forbi.

De sidste par dage har været hårde synes jeg. Jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på, hvad det er, men tror det er en form for antiklimaks oven på alt den køren frem og tilbage til Odense og på et eller andet plan vide at der sker noget med min sygdom.

Nu er jeg på vej ind i et vakuum, hvor jeg har fået min kemo og stråler og så går der ellers en rum tid før jeg får svar på om det har nogen effekt. Jeg synes det er svært at få vendt tankerne den rigtige vej og visualisere kræften væk. Det hele virker en smule håbløst lige nu. Hvad nu hvis kemoen ikke virker - hvor lang tid har jeg så tilbage og hvad bliver kvaliteten af den tid. Jeg ved godt jeg selv er ansvarlig for at få det bedste ud af situationen, men kors hvor er det svært pludselig at skulle forholde sig til at jeg måske ikke bliver 85 år som min kære gamle Bedstemor. Måske jeg lige skulle tage mig selv ved nakken (mens der stadig er hår) og så prøve at leve i nuet og så skide på hvordan verden ser ud om 3 uger eller mere. Jeg bliver i hvert fald ikke noget gladere menneske af at ligge i min seng og have ondt af mig selv og det gør min familie bestemt heller ikke. – Undskyld, Louise – jeg skal nok tage mig sammen så du ikke skal blive så frustreret og ked af det.

Heldigvis kom Lene, min dejlige kollega forbi i dag sammen med sin datter Laura. Det gav lige et pust til hele familien. Det var lige hvad vi havde brug for. Vi fik vist alle sammen sukkerchok og Lars, Louise, Julie og Laura drønede rundt i hele huset på diverse scootere, heste og cykler, mens Lene og jeg forsøgte at tale (råbe) sammen inde i sofaen. Heldigvis fik Laura og Louise den geniale ide at vi skulle ud og lege i stedet. Det var et dejligt vejr, selv om det blæste lidt og var køligt, men det var skønt at komme ud og få noget frisk luft og snakket lidt. Kom endelig igen en anden gang, Laura og Lene J Jeg var i hvert fald godt fyldt op af godt humør og glæde da i tog hjem i dag.

Nu er det sengetid. Vi har en lang dag for os i morgen. Jeg skal til Healer, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Og så skal vi i Lalandia i Billund. Luftforandring og adspredelse fra trælse trommerummer er i høj kurs.

Hold jer muntre – Jeg har lidt at øve mig på!

Knus Anita