Så faldt manken...

Ja så kom den dag, som jeg har set frem til med både frygt og glæde. Dagen, hvor jeg blev nødt til at tage trimmeren og gøre kål på de sidste sørgelige rester af min til sidst sparsomme og hullede manke. Frygt, fordi det er enormt græseoverskridende at klippe alt sit hår af - hvad nu hvis det bare er mega grimt og det slet ikke klæder én med en skaldet isse. Glæde, fordi så er det overstået og jeg kan se, at kemoen da i det mindste har en eller anden form for effekt. Og så er det på en måde lidt fedt at gøre det, fordi det er så anderledes. En kvinde uden hår på hovedet! Ja, jeg kan faktisk ikke rigtig forklare, hvad det er, men det er på en eller anden måde fascinerende og smukt.


Var det så så slemt? - Nej faktisk ikke. Fredag var mit hår begyndt at falde af i mindre totter og lørdag morgen, da jeg stod op, lå der indtil flere løse totter på min hovedpude og jeg havde mange bare pletter i hovedbunden + jeg var blevet noget tyndhåret. Jeg havde faktisk fået lidt hentehår hist og her :-) Så Lars tog et par forbryderbilleder af mig (forfra, bagfra og fra siderne) og så gik han ellers igang med trimmeren. Jeg stod lænet over håndvasken i badevælset med øjnene limet fast til bunden af vasken. Jeg havde det ikke specielt godt med det. Hvad var det for en person der ville møde mig når jeg så op igen? Da Lars var færdig, skulle jeg lige samle mig mod til at kigge op, men da jeg endelig fik mig taget sammen, blev jeg mødt af en smuk skaldet kvinde, som bestemt hører til familien Brogaard. Kors hvor jeg dog ligner min far! Grim, er jeg bestemt ikke, hvis jeg skal sige det selv, men håret pynter da en hel del. Heldigvis har mine forældre passet godt på mig som spæd, for mit hovede er fint rundt og symmetrisk og ikke fladt i nakken.

Louisen kom ud på badeværelset kort efter jeg var blevet klippet. Hun kiggede forskrækket på mig og gik så igen uden at sige noget. Et øjeblik efter kom hun tilbage og kiggede konstaterende på mig og sagde: "Du har ingen hår på hovedet, Mor. Hvor er det henne?" Jeg svarede: "Det har jeg klippet af lille Skat. Nu har jeg samme frisure som Far. Vil du prøve at mærke?" Det ville hun gerne, kravlede op på wc´et og aede mig på issen. Så snusede hun til mit hovede og sagde: "Du lugter dejligt, Mor!" Hvorpå hun kravlede ned af wc´et og gik sin vej. Så var den del på plads og accepteret. Da hun lidt senere kom ind, havde jeg taget min paryk på og stod med ryggen til hende og hun sagde: Hvad er det du har der, Mor! Jeg svarede: "Det er mors nye hår." "nåhr" svarede hun, som om det var det mest naturlige i verden og gik videre. Hun er rimeligt optaget af mit hår og mangel på samme. Har jeg ikke parykken på, spørger hun efter den og virker som om, hun er mest tryg ved, at jeg tager den på. Hun vil gerne røre ved den, men respekterer, når jeg siger, hun ikke må trække i den eller tage den af mig. Tror hun synes, Mor er lidt sej! :-)

Da Julie så mig første gang uden hår, så hun meget betænksom og betuttet ud. Hun forstod det vist ikke helt, men ligeså snart jeg havde min paryk på smilede hun igen. Nu er der ingen ting - hun har vænnet sig til synet af mig uden hår på hovedet.

Det er rigtig rart at have overstået. Nu skete det endelig - en form for milepæl i behandlingsforløbet er passeret. Nu er jeg rigtig i behandling for kræft og det giver en speciel tilfredsstillelse, at være nået så langt. Nu kører toget og der bliver bare hældt kul på, for jeg har en endestation jeg skal nå og jeg ved der er nogle seje bakker og bjerge undevejs jeg skal kæmpe mig op ad. Jo før jeg når frem - jo bedre.

Jeg har det rigtig rigtig godt mentalt lige for tiden. Det lyder mærkeligt, men selvom jeg er uhelbredeligt syg, er det længe siden jeg har været så glad, ja nærmest lykkelig. Det skræmmer mig en smule, men jeg tror det hænger sammen med, at jeg har gået og været skidt tilpas så længe. Nu er der kommet diagnose på og jeg får en masse piller, som tager meget af ubehaget. Jeg behøver ikke længere, at skulle prøve på at bevise overfor de her skide læger, at der er noget helt galt. Der er endelig blevet taget ansvar og det ansvar er flyttet væk fra mine skuldre og delt ud til professionelle folk, som ved, hvad de har med at gøre - mine soldater, som Lene, min søde kollega, så fint kalder dem. Og så er jeg sikker på, at healingen også gør sit til, at jeg er ved at sprænges af glæde, energi og ren og skær YES-følelse. Jeg er så sikker på, jeg nok skal klare denne kamp. Jeg har så uendeligt meget at leve for - især mine dejlige piger og min helt fantastiske mand, som passer så godt på mig.

Fysisk kunne det godt være bedre. Jeg synes min lænd og højre side af bækkenet har drillet lidt idag. Det har truet med at give efter når jeg har bukket mig efter noget eller bare skulle rejse mig. Formentlig ikke noget Per, min gode healer og hesteven ikke kan klare. Han kommer i morgen. Derudover, synes jeg stadig jeg døjer en del med mit svælg og min hals. Har en følelse af at have en slem halsbetændelse, især om morgenen når jeg står op. Desuden synes jeg, jeg har symptomer på en blærebetændelse, men hvis de her to tumorer på æggestokkene trykker ned på blæren og forhindrer den i at blive tømt helt er det jo også ganske sansynligt. Jeg vil tage fat i min læge imorgen og få styr på sagerne.

Nu er det sengetid. En ny god dag venter i morgen, med mange gode udfordringer. Glæder mig, for Lars og jeg skal ned til Peter Simonsen, healeren. Er spændt på, hvad han har at sige.

Smil og verden smiler til dig!

Knus Anita