Det begynder at trække tænder ud nu...

Jeg synes de sidste par dage har været hårde at komme igennem både fysisk, men bestemt også mentalt. Jeg har en del flere bivirkninger end sidste gang og min blodprocent er ret lav, så jeg er mega træt og uoplagt og har bare lyst til at ligge og sove hele tiden. Denne slaphed er bestemt ikke god for min mentale tilstand. Jeg bliver mindet om, hvor syg jeg er og at lægerne jo nok har ret når de siger, jeg ikke skal forvente at blive gammel. Det er ikke lige, hvad min kære familie og jeg har brug for, nu hvor tingene jo lige gik så godt.

Jeg har lige talt med en læge - en rigtig sød én - fra Odense. Hun sagde, at jeg skulle huske, at det jo ikke som sådan er kræften, som gør mig utilpas nu. Det er det, de gør ved mig for at få kræften til at trække sig tilbage - kemoen. Hele min krop er på et enormt stykke arbejde. Den skal både bekæmpe kræften og kemoen. Så det er ikke så mærkeligt, at jeg føler mig slap og så det at min blodprocent er så lav, gør det bestemt heller ikke bedre. Hun sørger for, at jeg kan komme ind på Haderslev Sygehus i morgen tidlig og få blod. Så må vi se om jeg ikke kvikker lidt op.

Jeg aftalte med hende, at jeg skulle tage fat i en Kræftens Bekæmpelse i morgen, for at få noget hjælp. Jeg har enormt svært ved, at forholde mig til, hvor syg jeg egentlig er og hun tror, det vil hjælpe mig rigtig meget, hvis jeg kommer til den erkendelse, at jeg er meget syg. Jeg vil dermed ikke blive revet helt ud af den, når jeg mærker sygdommens skarpe klør, om det så skyldes kemoen eller selve kræften, sådan som det har været tilfældet de sidste par dage. Det kan hun jo have ret i. Jeg er bare så pisse bange for den erkendelse for at sige det rent ud. Fuck, hvor er det bare ikke sjovt!

Godnat, mine trofaste læsere. Send mig en masse god energi - det får jeg brug for i morgen, når jeg skal tage det store skridt det er, at tage kontakt til Kræftens Bekæmpelse.

Varme knus Anita