mandag den 19. april 2010

Det begynder at trække tænder ud nu...

Jeg synes de sidste par dage har været hårde at komme igennem både fysisk, men bestemt også mentalt. Jeg har en del flere bivirkninger end sidste gang og min blodprocent er ret lav, så jeg er mega træt og uoplagt og har bare lyst til at ligge og sove hele tiden. Denne slaphed er bestemt ikke god for min mentale tilstand. Jeg bliver mindet om, hvor syg jeg er og at lægerne jo nok har ret når de siger, jeg ikke skal forvente at blive gammel. Det er ikke lige, hvad min kære familie og jeg har brug for, nu hvor tingene jo lige gik så godt.

Jeg har lige talt med en læge - en rigtig sød én - fra Odense. Hun sagde, at jeg skulle huske, at det jo ikke som sådan er kræften, som gør mig utilpas nu. Det er det, de gør ved mig for at få kræften til at trække sig tilbage - kemoen. Hele min krop er på et enormt stykke arbejde. Den skal både bekæmpe kræften og kemoen. Så det er ikke så mærkeligt, at jeg føler mig slap og så det at min blodprocent er så lav, gør det bestemt heller ikke bedre. Hun sørger for, at jeg kan komme ind på Haderslev Sygehus i morgen tidlig og få blod. Så må vi se om jeg ikke kvikker lidt op.

Jeg aftalte med hende, at jeg skulle tage fat i en Kræftens Bekæmpelse i morgen, for at få noget hjælp. Jeg har enormt svært ved, at forholde mig til, hvor syg jeg egentlig er og hun tror, det vil hjælpe mig rigtig meget, hvis jeg kommer til den erkendelse, at jeg er meget syg. Jeg vil dermed ikke blive revet helt ud af den, når jeg mærker sygdommens skarpe klør, om det så skyldes kemoen eller selve kræften, sådan som det har været tilfældet de sidste par dage. Det kan hun jo have ret i. Jeg er bare så pisse bange for den erkendelse for at sige det rent ud. Fuck, hvor er det bare ikke sjovt!

Godnat, mine trofaste læsere. Send mig en masse god energi - det får jeg brug for i morgen, når jeg skal tage det store skridt det er, at tage kontakt til Kræftens Bekæmpelse.

Varme knus Anita

6 kommentarer:

  1. Anita for hulen da.
    Du er bare det mest vidunderlige menneske, der kan indeholde så mange positive - og negative - tanker. Jeg forstår godt at du kan være helt i bund med energien, og at du det andet øjeblik stråler ud over alt og alle.
    Det er godt du har gang i skriveriet. På den måde kan vi alle være med til at du kan få fornyede energier.
    Få nu lide det blod på Haderslev, og få snakket med kræftens bekæmpelse.
    Du hjælper dig selv når du gør det.

    Knus fra din fatter, datter.

    SvarSlet
  2. Her fra kommer de allerbedste og varmeste energier vi overhovedet kan sende!!! Keep up the fight!!!

    SvarSlet
  3. Jeg stødter op om det Lena siger.

    SvarSlet
  4. Kære Anita
    Hvor er du bare en fantastisk fighter bliv ved med det:-)
    Du er I vores tanker og vi sender dig al den energi, der kan rummes i hele Århus:-)
    De varmeste knus og tanker
    Adam, Kristian og Marianne

    SvarSlet
  5. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  6. Hej Anita!

    Hvor var det bare rart at du lige ringede forleden dag og vi fik en rigtig god snak omkring jeres herlige dage i Lalandia feriehuset.

    Hvor er det godt at læse din beskrivelse omkring dine oplevelser både de gode og de mindre gode i forbindelse med kemobehandlingerne.

    Du skal vide vi støtter dig og har dig i tankerne hver dag, og håber du trods alt det svære må holde modet og fighterviljen højt hævet i hverdagen.

    De varmeste tanker og knus fra
    Ruth og Edvard

    SvarSlet