Hjemme igen

Ahh, så er jeg hjemme igen, både i min krop og i mit hus. Nogen må have hørt mine brokkerier og bønner igår, for da jeg vågnede i dag var der en meget sød sygehjælper, som ikke veg fra min side. Hun var vel lidt ældre end min mor og havde været i faget mange år og vidste lige, hvad der skulle til for at hjælpe mig bedst muligt. Så tak for det, til den som har sendt hende.

Jeg var meget træt og har sovet det meste af dagen idag også, men efter at have spist en solid frokost, sovet lidt mere og været i bad, har jeg ligesom fundet mig selv igen. Det er dejligt at være tilbage og jeg kan mærke at livet vender tilbage til min krop og mit sind. Det er ualmindelig svært at fokusere på det positive, på livet og på fremtiden, når jeg har det så skidt, som jeg havde det igår og i forgårs. Nu går det heldigvis den rigtige vej igen og jeg forventer at få nogle gode uger indtil jeg skal have kemo igen. Men som de siger, det behøver ikke være lige så slemt eller noget der ligner og det håber jeg i den grad på. Det har ikke været en sjov omgang at komme igennem.

Nu nyder jeg en varm kop cocio oven på en dejlig omgang hjemmelavede frikardeller med kartofler og brun sovs, lavet med kærlighed af Birgit og Anders (Lars´ mor og mand) Virkelig en udsøgt middag. Selvfølgelig skal der ikke så meget til, når jeg har levet af hospitalsmad de sidste par dage, men disse deller og sovsen smagte nu himmelsk :-)

Imorgen fortsætter vi planen, hvor vi slap i tirsdags... jeg skal have ringet til Kræftens Bekæmpelse. Jeg er omend mere end klar til at tage kontakten nu, hvor jeg lige har være nede og vende. Kors, hvor bliver man pludselig ængstelig, for hvad nu, hvis det er nu, det bare går ned af bakke og jeg ikke bliver frisk nok igen til at gøre ting. Ting, jeg gerne ville have gjort for mine piger, Lars og andre, breve jeg skal have skrevet til dem, almindelige dagligdagsting og bare det at være sammen med dem. Tingene bliver pludselig sat lidt i perspektiv og jeg bliver mindet om, at jeg ikke skal være her så lang tid, som først antaget. I må ikke tro jeg har tabt min kampgejst og mit livsmod, men jeg er nødt til at være ærlig og realistisk overfor mig selv og se kendsgerningerne i øjnene. Hvis jeg får mange år er det fedt - rigtig fedt og hold kæft, hvor skal jeg have meget ud af dem, men intet er sikkert og så er det rarest at have tingene på plads. Ingen kender dagen før solen går ned. Tingene kan vende i løbet af nul komma fem.

Nu er det ved at være sengetid. Jeg glæder mig til at komme ind i min egen seng og putte med misserne. Det er tiltrængt - jeg er træt men også glad. Det er rart at mærke min krop på den gode måde igen. Tror lige jeg tager en kop suppe at sove på - jeg har jo lidt jeg skal have indhentet.

Tak for de mange hilsner - både her på bloggen og på sms´en. De varmer og styrker og det er dejligt at vide, at I er der. Jeg prøver, at svare jer så godt jeg kan, men det er svært at nå rundt til jer alle sammen.

Taknemelige knus fra Anita