lørdag den 24. april 2010

Det var så den prøveløsladelse

Så sidder jeg i saksen igen. Denne gang er jeg indlagt i Odense - heldigvis. Jeg har ikke været på toppen i dag. Har været meget træt og haft en dump smerte nederst til venstre i maven. Så jeg har tilbragt en stor del af min tid på sofaen i dag. Har sovet en del og læst en del i min bog. Det har egentlig været en rar dag, fordi jeg har givet mig selv lov til at slappe af.

En halv times tid før jeg skal hente pigerne, vil jeg lige tage et lynbad og det er her jeg opdager, at min mave er helt oppustet og blålilla. Det ser simpelthen ud som om, jeg har et mega (30x30cm) blåt mærke på maven. Så jeg ringer til Marianne, Julies søde dagplejemor og får hende til at se efter ungerne ud over lukketid, indtil jeg har situationen underkontrol. Herefter ringer jeg til Odense og taler med en sygeplejerske, som vil få en læge til at ringe til mig. Efter en halv times tid ringer lægen og vi bliver enige om, at det jo nok er smartest, at jeg kommer derover, så hun kan se på mig. Hun bestiller en ambulance til mig, som først vil hente mig efter et par timer pga. et større uheld på E45. Herefter henter jeg pigerne og vi hygger os sammen indtil ambulancen kommer.

Da jeg kommer til Odense bliver jeg installeret på den samme stue, som sidst jeg var indlagt her – lige over for hønsegården (sygeplejerskernes kontor) J

Lægen, jeg talte med tidligere, kommer og undersøger mig meget grundigt. Min mave er stadig udspilet, men den er ikke blå mere – nærmere rødmosset. Det ligner jeg har sådan en rigtig ucharmerende rødmosset ølvom L som om jeg har en allergisk reaktion over for et eller andet. Hun tegner rundt i kanten af plamagen, for at holde øje med om den forandrer sig i størrelsen. Der bliver taget et par blodprøver og så må vi ellers se tiden an til i morgen. Igen igen – suk! Håber de vil lave en ultralydsscanning på mig eller noget andet, for der er noget som ikke er, som det skal være.

Jeg er ved at blive idiot af sygehuse. Jeg trænger til bare at komme hjem og sove i mit eget sengetøj, putte med mine missere, blive vækket af mine dejlige unger kl. lort om morgenen og bare være sammen med dem, nyde dem og give dem masser af kærlighed. Jeg trænger til, bare at være en almindelig familie; far, mor, to børn med almindelige problemer og en almindelig dagligdag. Æihj altså!

Tænk Positivt min skatNita-Pigen, som min mormor ville have sagt. Fokusér positivt på de virkelige vigtige ting. Det er forår, alting bliver grønt og frodigt nu og solens energi – livsenergien – strømmer i store mængder ned fra himlen. Det er bare at udnytte den. Mine skønne unger er glade og harmoniske. Julie er godt nok ved at få sig et par ordentlige hjørnetænder i undermunden, men hun er så glad og lysende som en lille sol alligevel. Hun er en ganske særlig lille engel, som altid formår at få det til at boble inden i mig når jeg ser, tænker, snuser eller mærker på hende. Hun har en særlig lysende sjæl, som man kun kan frydes over. Dejlige lille unge, hvor jeg dog elsker dig lille skat!

Nu vil jeg lægge mig til at sove. Jeg håber maven har det betydeligt bedre i morgen og at det bare er en reaktion på den slemme omgang jeg var igennem tirsdag og onsdag.

Hold jer muntre og lad være med at komplicer livet mere end højst nødvendigt! Så går det lettest.

Knus Anita

3 kommentarer:

  1. Er der nogen, der ved hvordan det går?
    Tænker på dig, Anita.

    Knus fra
    Winnie

    SvarSlet
  2. Hej
    Jeg kan forstå på far (Anitas svigerfar) -at hvis hun er heldig vil hun måske komme hjem igen i løbet af imorgen...véd desværre ikke så meget andet at hun er meget træt. At der vist er taget skanninger der fortæller at kræftknuderne ikke er vokset men blevet hårdere...hvad det nøjagtig betyder véd du måske bedre Winnie?? Men vi håber og krydser fingre herfra. De bedste tanke og energier herfra -hilsen Lena

    SvarSlet
  3. Tusind tak, Lena!
    Nej det aner jeg faktisk ingenting om...
    Mit lå i lymfe-systemet, og det er jo ik det samme.
    Super at hun blev scannet - måske kan de allerede nu se effekten af de 2 kure indtil videre.
    De bedste ønsker
    Winnie

    SvarSlet