så er 2. Kemokur i hus!

Endelig kom dagen, hvor jeg skulle have min næste kemokur. Det har jeg set frem til - så sker der jo noget aktivt mod kræften. Jeg havde en lægesamtale inden jeg fik kuren og det var lidt hårdt, for jeg blev mindet om, hvor syg jeg er. Jeg spurgte, om jeg var helt ved siden af, hvis jeg forventede at slå kræften så meget ned, at jeg kunne leve med den i mange år. Og ja desværre, det er jeg! Jeg kan godt leve med den en rum tid, men ikke mange år. De ville ikke sætte tid på, for som de sagde, så var det meget individuelt og det afhang helt af, hvordan kræften og min krop reagerede på behandlingen. Det positive er, at jeg allerede nu har det væsentligt bedre og det er tegn på, at det virker! Så jeg lever fortsat i troen på, at jeg skal vise dem, der ingen regel er uden undtagelse. Jeg skal være med til at trække gennemsnittet for overlevende af min kræftsygdom betydeligt op og dermed basta! Det blir en sej kamp og den kommer til at gøre ondt, men jeg har Viljen, Styrken, Baglandet og ikke mindst Min Alder på min side og det er rigtig gode kort at have på hånden. Så bare kom an!



Ellers forløb selve kemokuren meget s.tille og roligt idag - næsten da. Jeg kom ind, fik lagt drop og blev skyllet igennem med saltvand for at rense nyrerne og så gav de mig ellers det stof, jeg får til at bygge mine knogler op igen. Herefter blev jeg skyllet igennem med sukkervand og så gav de mig det første præparat og et ordenligt skud binyrebarkhormon. Wow - jeg blev helt skæv! Efter det, blev jeg skyllet igennem med saltvand igen og de gik igang med det sidste præparat. De kalder det kuldestof, fordi bivirkningen ved det er, at man nærmest får forfrysninger, bare man rører noget, som er under stuetemperatur. Disse forfrysninger føles som voldsomme isninger, som nærmest lammer den del, der er ramt og det kan være meget ubehageligt afhængigt af, hvor de rammer. Nå men mens Gitte, min sygeplejerske, er ved at koble mig på dette kuldestof, er Nina ovre for at hente en is til mig, for det kunne jeg nu godt lige spise. Da Gitte kommer ind lidt senere og ser mig spise is, bliver hun helt stor i hovedet og er lige ved at falde bagover. "Du er godt nok modig" siger hun. "Sidder du og spiser is, mens du får kuldestof? Kan du godt det?" Jeg bliver jo helt forskrækket og kommer i tanke om, at det jo vist ikke er så heldigt alligevel. "Din hals og mave kan føles som om den snører sig helt sammen og du kan få slemt åndedrætsbesvær, men du ser jo ikke ud til at lide nogen nød, så skynd dig at spise din is og lad være med at gøre det igen" sagde Gitte. Godt så - taget til efterretning! Bare hendes reaktion sagde alt. Aldrig mere spise is mens jeg får kuldestof. Aldrig mere spise is mens jeg får kuldestof. Aldrig mere spise is mens jeg får kuldestof... Den følgende time var der et sjovt rend af forskellige sygeplejersker, som lige skulle hilse på den patient, som havde spist is mens hun fik kuldestof. Gitte undskyldte, men hun havde været nødt til at sige det henne på kontoret. Tror hun blev lidt påvirket af det, stakkels pige. Det er åbentbart ikke til at spøge med.

Her til aften har jeg det egentlig ok efter omstændighederne. Jeg kan mærke, at kroppen reagerer lidt voldsommere på kemokuren denne gang. Jeg har en smule kvalme, fryser, sveder og min "overflade", dvs. min hud, min mund, svælg og hals er temmelig følsomt for berøring, træk og kulde. Det betyder, at jeg let kaster op når jeg hoster. Desuden har kemoen sat gang i min mave, så jeg har også tilbragt en del tid på tønden her til aften. Nu er maven og tarmene tømt og jeg har spist alle mine aftenpiller, så nu er jeg klar til at kravle i kassen og få en god nats søvn. Den er tiltrængt!

Sov godt mine trofaste læsere - vi skrives ved!

Knus Anita