Mit Sygdomsforløb

Jeg fødte en dejlig datter i slutningen af februar sidste år. Ret kort tid efter begyndte jeg at have alvorlige problemer med mit stofskifte. Jeg følte en afsindig og helt ekstrem sult konstant. Jeg forsøgte at spise fornuftigt, men når sulten meldte sig skulle jeg bare have mad indenbords i løbet af minutter ellers blev jeg rigtig rigtig dårlig med koldsved, totalt energiforladt og kvalme. Der blev spist rigtig mange leverpostejsmadder på det tidspunkt.

Jeg talte med flere læger om problemet. Nogle negligerede det, andre anede ikke hvad de skulle stille op og jeg fik at vide at jeg endelig skulle huske at drikke mælk!

En lægestuderende mente det kunne være en efterfødselsreaktion, hvor immunforsvaret går ind og bekæmper skjoldbruskkirtlen og dermed laver rav i stofskiftet. Jeg fik taget nogle forskellige blodprøver og der var også nogle forhøjede værdier, som kunne pege i retningen af efterfødselsreaktionen i stofskiftet. Problemet var bare at mit stofskifte reagerede i den forkerte retning i forhold til den diagnose. Jeg fik at vide at man ikke kunne gøre noget for at lindre mine symptomer og at de ville fortage sig efter ca. et halvt år.

Efter ca. 8 måneder begyndte mit stofskifte at blive bedre. På det tidspunkt var jeg temmelig nedkørt psykisk og jeg gik til lægen igen. Grædende bad jeg ham om at gøre noget ved mit problem. Jeg var begyndt at have svien og stigende ubehag i maven og kunne ikke længere spise syrligt mad, som eksempelvis rugbrød, juice, æbler mm. Han vurderede at jeg havde fået en middelsvær fødselsdepression og synes jeg skulle gå i behandling for denne med nogle lykkepiller. Der var måske noget om snakken, for Julies fødsel havde ikke været let og Lars havde været alvorligt syg i foråret og var stadig under udredning, men i bedring. Jeg havde en god kontakt til min sundhedsplejerske og kan huske at jeg på et tidspunkt sagde til hende at jeg var så bange for at blive alvorligt syg, så jeg ikke kunne være der for mine piger.

Mit stofskifte rettede sig langsomt ind på plads igen, men jeg døjede fortsat med maveproblemer og i starten af oktober blev jeg rigtig dårlig. Havde voldsom kvalme, smerter i mavesækken og kunne intet holde i mig. Sommetider blev det bedre hvis jeg stod op, andre gange blev det værre. Jeg var til vagtlæge og fik ordineret nogle kapsler til at nedsætte syreproduktionen i mavesækken og noget kvalmestillende. Lægen mente det var en slem mavekatar med begyndende mavesår.

Jeg har siden kunnet holde min mave nogenlunde i orden ved at tage kvalmen og utilpasheden i opløbet. Den eneste måde at gøre det på er at kaste op hvad der er at kaste op, tage de syreneutraliserende kapsler og spise noget yoghurt. Jeg kan kaste op på kommando og er temmelig sej til at ramme wc-kummen efterhånden.

I starten af november 2009 begynder jeg så at døje med min nakke. Jeg har mere end almindeligt hold i den og det føles som om jeg har en mega myose siddende i musklen bag venstre øre. Jeg begynder at gå til fysioterapeut. Han kan nogenlunde få bugt med den, men efter kort tids pause i behandlingen kommer den igen. Jeg regner med det er opstået ved at jeg altid har pigerne hængende på venstre hofte/arm når de sidder hos mig. Jeg skulle blive klogere.

Kort efter nytår 2010 får jeg pludselig alvorlige problemer med mit bækken og lænd. Mit bækken er helt låst i højre side og jeg kan ikke læne mig hverken forover, bagover eller til nogen af siderne uden at det gør virkelig nas i min lænd. Jeg opsøger en kiropraktor, som går i gang med at behandle på mig. Han vurderer, at det er den nederste bruskskive i ryggen, som er revnet og væsken inden i denne presses ud. – En begyndende diskos prolaps. Også han kan få tingene til at bedres, men efter kort behandlingspause kommer problemerne tilbage. De næste par måneder går jeg hos kiropraktoren, hvor han løsner mig op og jeg skal lave øvelser og lægge is på skaderne. Jeg får flere problemer op igennem ryggen, nakken og i venstre hofte. Alle, hvor knoglerne låser i forhold til hinanden og er meget smertefuldt. Jeg spiser meget smertestillende medicin. Bl.a. gigt medicin og det er med til at forværre min situation i maven. Jeg får taget røntgen af hofter, bækken, lænd og nakke. Alle ser fine ud. Der er ikke nogen forandringer at se.

I vinterferien går det op for mig at jeg da egentlig ser temmelig gravid ud! Jeg tager en test som selvfølgelig er negativ. Jeg har jo også haft menstruation når jeg har holdt pause med p-pillerne, men jeg synes nu alligevel, at jeg mærker liv. Det, sammenholdt med bækkenproblemerne, bliver jeg mere og mere overbevist om at jeg er gravid. Og det, selvom jeg har været gravid 2 gange før og udmærket godt ved hvordan det føles. Jeg kan desuden mærke noget, jeg tror, er min livmor og den går et pænt stykke op over navlen. At dømme efter størrelsen på maven er jeg da mindst 23-25 uger henne. Det er også hvad lægen skønner mig til at være og han bestiller en akut ultralyd scanning til mig til dagen efter. Her viser det sig hurtigt, at der ikke er noget barn og at det ikke er min livmoder som breder sig i maven på mig. Jeg får tid til en MR-scanning og denne viser at jeg har en tumor på æggestokken.

Jeg bliver sendt til Odense, hvor det helt store detektivarbejde går i gang for at finde ud af hvad det er for en tumor, hvor den stammer fra og hvor udbredt sygdommen er.

Selvom tingene går rigtig stærkt og jeg har første prioritet til mange af undersøgelserne, går der alligevel en ca. 14 dage - 3 uger før lægerne har et overblik:

Jeg har uhelbredelig cancer, som er startet i mavesækken, har bredt sig til æggestokke, bryster og knoglemarven. Jeg har en hønseæg-stor knude i forbindelse med øverste og næst-øverste nakkehvirvel, som gør at disse er beskadigede og porøse. Jeg skal derfor gå med halskrave døgnet rundt. Desuden har jeg forandringer flere steder i ryggen og skelettet.

Jeg har netop overstået 10 strålebehandlinger af 30 sekunder og er på 2. uge af min første kemokur. Forhåbentlig kan kemoen, slå kræften så meget ned at den kommer til at ligge latent i kroppen på mig og jeg derved kan få mange år endnu sammen med mine piger og min mand. Det er i hvert fald min plan!