torsdag den 23. september 2010

Flyv ikke højer´ end vingerne bær´...

Højt at flyve - dybt at falde... Er der et ordsprog der hedder og ja tak det skal jeg lige love for! Nu havde jeg lige tilladt mig i et par dage at glemme, at jeg er syg - eller rettere, glemme hvor syg jeg er. Jeg har haft nogle dage, hvor jeg virkelig har haft det godt og har nået en masse ting - glemte virkelig hvor syg jeg var for en stund. Det har været skønt, men kors hvor det slår hårdt, når virkeligheden igen melder sig. SLAM MOSTER - du skal ikke komme for godt igang! Nu er kroppen ved at have indstillet sig til det nye medicinniveau og jeg har virkelig ikke skånet mig selv i de gode dage, så nu melder virkeligheden sig med en forhammer og jeg skal lige love for at det gør nas! Jeg tuder og tuder, men lige meget, hvor meget jeg tuder, hulker, snøfter eller skriger, er det ikke nok til at få den smerte og sorg ud af kroppen, som jeg føler i disse dage. Jeg græder og græder - har helt opgivet at holde igen. Det er egentlig meget rart bare at give slip. En form for lindring må det da give og jeg må da rende tør for tårer på et eller andet tidspunkt.

Jeg er syg - faktisk er jeg dødssyg og er opgivet af lægerne. Jeg får kun livsforlængende og livsforbedrende medicin. Hvad skulle jeg dog gøre uden det. Hvilken livskvalitet ville jeg have uden min medicin. Tænk, at skulle være så afhængig af piller, at de ligefrem styrer ens livskvalitet. Det er uhyggeligt at tænke på. Jeg havde aldrig drømt om, at det skulle nå så vidt, men det skal det og det bliver værre med tiden. Jeg må bare ruste mig og tage det som det kommer.

Jeg er meget taknemmelig for de mange mennesker omkring mig, som hjælper. Både de professionelle, familie og venner. Dog savner jeg min fader og min kære mindste lille søster. Der har været meget stille på deres fronter det sidste stykke tid. Jeg kunne selvfølgelig selv tage kontakt, men jeg har ikke overskud disse dage. Kom snart og giv mig en krammer - det har jeg brug for!

Jeg har mest lyst til at flygte, ind i søvnen, ned i en bog - whatever der kan få mig til at glemme min situation. Jeg prøver at undgå at ligge og spekulere for meget, men nætterne er lange og mørke og jeg har brugt meget af natten på at læse, tude og forsøge at sove. Det er kun blevet til lidt døsen hen for så igen at vågne ved at tankerne suser rundt i hovedet på mig. Hvad tænker jeg så på...? Tja alting og ingenting. Hvorfor lige netop jeg er syg og så af kræft. Så tænker jeg, at kræft jo egentlig ikke er så slemt, som jeg troede det var (endnu da). Heldigvis da og dog for jeg er bange for hvad der måtte komme. Smerter, afhængighed af andre mennesker i stor grad, at blive en grøntsag, diverse indlæggelser, døden, mine piger, Lars - min elskede Lars. Han gør det så godt. Ked af alt det jeg mister - langsomt. Jeg har fået en masse nye værdier og perspektiver i mit liv efter jeg er blevet syg og det er dejligt langt hen af vejen, men de har en dyr pris! Jeg havde nok takket nej, hvis jeg var blevet spurgt! Hvem ville ikke det?

Nu har jeg fået luft kan jeg mærke :-) Kors, hvor er jeg glad for min blog. Den giver afløb for mange ting og gør kontakten til jer alle lettere. Nu ved I jeg har det ad H til og har brug for opmuntring og omsorg. Vær ikke bange for at møde mig, heller ikke hvis jeg begynder at tude. Bare vær der for mig!

Hold jer muntre og nyd livet mens I har det.

Tak fordi I læste med!

Knus Anita

onsdag den 22. september 2010

Hovedrengøring og flade balloner...

Så gik luften af ballonen! Nu er det godt en ugestid siden jeg fik ændret mit smerteplaster og begyndte at spise prednisolon. Jeg har oplevet at have det lige så godt som før jeg blev syg og det har været skønt. Jeg har nået en masse projekter bla. at rydde op i vores lille teknikrum/"skab" og ENDEVENDE og hovedrengøre sadel/foderrummet igår. Idag har jeg så været totalt og fuldstændig drænet for energi både fysisk og psykisk. Det har været en sej dag at komme igennem. Lars var inde og kalde på mig et par gange i formiddags, men jeg fik først kræfter til at stå op omkring kl. 11.30, hvor jeg stod op og gik over og fodrede hestene som det første. De var glade for at se mig. Bagefter gik jeg ind og spiste de boller Lars havde lunet til mig. Jeg har fået min appetit igen. Så hvor jeg før kun spiste en halv til en hel bolle, spiser jeg nu to :-) Efter jeg havde spist bollerne havde jeg ikke energi til andet end lægge mig i min seng med min gode bog - "Den tidsrejsendes kvinde". Skønt at være igang med en bog igen. Her læste jeg et par sider og faldt i søvn. Kl. halv to stod jeg op og gik over og lukkede hestene på fold. Santos, den Bandit, stak af fra mig, fordi jeg tog dem i anderledes rækkefølge end jeg plejer og fordi jeg prøvede at opdrage lidt på ham. Tovet brændte min stakkels forpinte fingre og det tog mange timer før de frygtelige smerter forsvandt. Jeg er stadig meget øm i fingrene. Øv - tossede hest og tossede mig! Imorgen gør vi bare ligesom vi plejer. Det er vist det bedste for alle parter.

Jeg havde dr. Dyr ude og se på Pacian igår. Hans ben er ikke blevet meget bedre siden lørdag og jeg vurderede at det var bedst lige at få dyrlægen ud for at tjekke Pacian og få en snak om hvordan han skal behandles den nærmeste fremtid. Diagnose... Formentlig en fiberspringning i låret. Jeg kunne godt få taget en blodprøve for at lokalisere, hvor skaden sad, men det synes jeg ikke der var nogen grund til. Dyrlægen anbefalede, at Pacian fik ro de første 4-6 uger og smertestillende den første uge. Det er en tube man sprøjter ind i mundvigen ligesom ormekur. Det er ikke noget problem at give ham den. Han er en sød hest og dyrlægen var også duperet over hvor fint stille han stod, da han skulle sprøjte ham med det smertestillende han gav ham, på trods af han er araber. Arabere mente han nemlig er mere hys med at blive sprøjtet end andre hesteracer. Min lille araber er bare et pragteksemplar. En skøn lille hest - Min lille hest! Nå, 4-6 ugers ro kan vi vel godt leve med, når bare han bliver frisk igen.

Jeg gjorde som sagt hovedrent i mit sadelrum igår. Jeg havde en masse energi og havde allerede dagen forinden besluttet mig for, at det skulle gøres i går. Så jeg startede fra en ende af og begyndte med at flytte vinduerne fra boksene ud i stalden. De skal alligevel snart op igen. Herefter blev alt derinde revet ud, vendt og vurderet. Meget blev smidt ud og meget fik nye pladser. Det tog det meste af dagen, men nu er det altså også lækkert at komme derover. Alt står snorlige og det er pænt og rent. Jeg fik ovenikøbet plads til Falas sadel og den nye jeg har købt. En lækker brugt cuttingsaddle, man bare sidder som en drøm i. En rigtig sofamodel :-)
Da jeg var færdig med at rydde op og gøre rent, tog jeg en skridtetur på Fala. Det blev kun en kort én, for jeg skulle hente Julie og vi skulle til gymnastik. Julie og jeg går til Mor-barn gymnastik. Det er lige Julies temperament og udfordringniveau. Det er dejligt at se hende, hun nyder virkelig at være afsted sammen med de mange andre børn. Skønt!

I forgårs fik jeg gjort rent inde i vores lille teknikrum. Det rum, hvor vi har vores tøj, printer og eltavle. Det var et projekt, der havde hængt mig over hovedet i lang tid. Ting og sager var bare blevet skubbet derind oven i hinanden og til sidste var der kun en lille ufremkommelig sti derinde og intet gulv. Da jeg så pludselig havde så meget energi forleden, skulle det altså være! Alt blev rykket ud og et utal af edderkopper blev støvsuget. Der blev sorteret i alt det vi havde derinde og meget af det røj på genbrugspladsen. Nu skal vi betale for 4 m2 mere i ejendomsskat fordi jeg har ryddet op ;-) Men dejligt er det at have overstået. Da jeg var færdig med oprydningen ringede jeg til min gode veninde Barbara og hørte om hun gav en kop the. Det gjorde hun selvfølgelig. Så vi fik lige snakket og sladret godt og grundigt den eftermiddag. Ikke så ringe endda.

Nu vil jeg gå over i stalden og se til mine hyppere og Lars. Han går og roder med traktoren derovre og bagefter er det sengetid. Jeg håber jeg kan få mig en god ridetur på Fala i morgen. Håber virkelig jeg er noget mere frisk end jeg har været idag. Det er frustrerende ikke at have noget energi og især når vejret er så fænomenalt som det har været idag.

Hold jer muntre!

Varme knus Anita

søndag den 19. september 2010

Kursus i horsemanship og stor tillid fra Louisen

Jeg har haft en helt forrygende weekend. Jeg har været på kursus i horsemanship - en metode til at træne hesten, hvor du bruger dens sprog (det den har lært af sin mor) til at kommunikere med den på. Det er utroligt spændende og simpelt. Hvorfor bruge vold og magt, når man kan få hesten til at lave øvelsen ved egen lyst med simple metoder. Det er svært umiddelbart, fordi det er nyt, men det er et spørgsmål om at øve sig hver dag og huske at holde ro på. Ro på er det vigtigste.

Desværre gik Pacian hen og lavede noget lort med sit venstre bagben, så han blev halt. Smadder ærgeligt, for det betød at jeg ikke kunne bruge ham under undervisningen. Heldigvis fik jeg lov til at låne Jenses hest Beed. En lidt nervøs hoppe, men det fungerede godt. Bare brandærgeligt Pacian var halt. Ville virkelig gerne have brugt ham til undervisningen. Min dejlige lille pruhest. Pyt. Nu har jeg masser af tid til træne med ham og Fala. Jeg havde jo også Fala med derud. Først og fremmest, fordi jeg skulle have tjekket om hun er i fol og det ser det ud til. Hun reagerede slet ikke på nogen af hingstene eller nogen af de andre heste, som hun ville have gjort hvis hun var hestegal. Så mon ikke vi er heldige :-)

Susanne, min veninde, havde ikke nogen hest med, så hun lånte Fala. Hun blev helt vild med hende. Fala er bare en sød gammel hest, som ikke er bange for noget og accepterer hvad hun bliver bedt om ret hurtigt og så er hun er klog og blid. Min dejlige hoppe. :-)

Det var vel nok godt jeg fik reguleret min medicin i sidste uge, så jeg kunne få noget ud af denne weekend. Desuden har jeg også meget mere overskud til mine piger og Lars og det kan mærkes. Især på Louise. Hun giver mig så meget igen. Kys, kram og at det er mig som skal gøre diverse ting, som at tørre hende, hælde saftevand op og sidde ved siden af hende i sofaen. Det er så dejligt. Det er skønt med den tillid fra et barn.

Nu er det sengetid for en udkørt kræftpatient, som har haft en forrygende weekend. Jeg har næsten haft det som før jeg blev syg, selv om jeg både fredag og lørdag aften godt kunne mærke, jeg var hoppet middagsluren over. Pyt, nu er det mandag i morgen, pigerne skal afsted og jeg har mulighed for at tage en ekstra lille morfar hvis der er brug for det.

Hold jer muntre!

Varme og trætte (på den gode måde) knus Anita

fredag den 17. september 2010

Spængfyldt af energi og tilbage på 33 år i krop og sind :-)

Jeg har fået min alder, energi og normale søvnbehov tilbage. Lars var så dybt frustreret over, jeg var så træt hele tiden og jeg dybt frustreret over han kom og pressede på for at jeg skulle stå op, når jeg nu var så evindelig træt. Det eneste jeg tænkte på, når jeg var stået op var, hvornår jeg kunne komme i seng igen. Jeg var så træt at jeg ingen tidsfornemmelse havde eller sans for andre menneskers behov og meninger. Jeg var ligeglad med alt, inklusiv mig selv. Lars og jeg var nærmest ved at blive rigtig godt uvenner over det. Øv. Heldigvis har jeg en god og fornuftig mand. Så han greb telefonen og ringede til det Palliative Team - dem som står for reguleringen af min medicin. Han fortalte hvordan jeg havde det og mit reaktionsmønster og de fandt i fællesskab frem til at regulere min midicin således, at jeg nu får 25mg mere smertestillende i timen altså 100mg/timen. Mit kvalmestillende er blevet taget væk og så skal jeg til at spise prednisolon igen - 50 mg/dagen. En ordenlig dosis! Men det virker - hold kæft hvor det virker! Jeg er en helt anden person idag. Jeg kunne ikke sove i nat pga. prednisolonen, så da Lars og pigerne stod op i morges, stod jeg også op. Jeg fik ordnet vasketøj, hygget med pigerne, ordnet heste - de var helt paf over at se et menneske så tidligt på dagen ;-) Det var for en gang skyld mig der varmede boller til os og vi spiste morgenmad sammen - stor sensation! Det var helt underligt at være så tidligt oppe og være så sprængfyldt med energi. Pigerne synes også det var underligt og kunne ikke rigtig finde deres egen rutine, fordi jeg forstyrrede på en eller anden måde.

Kl. 9 var ungerne sust af i dagpleje og børnehave og Lars og jeg færdige med at spise morgenmad og jeg smed mig på sengen og læste i mit blad. Ja jeg læste - jeg sov ikke! Tænk engang. Efter et stykke tid blev jeg træt af at læse og lå bare og stirrede op i loftet og lod tankerne flyve. Jeg kom vidt omkring. Kl. 11 stod jeg op. Lukkede hestene ud og tog et bad. Herefter drønede jeg i storcentret for at finde nogle thermostøvler til Louise. Det lykkede mig at finde nogle som matcher hendes fin nye vinter jakke super flot. Så nu går Louisen vinteren i møde med en smart lilla jakke, matchende støvler og en supersmart flyverdragt fra kvickly i pink og rød. Julie arver jakke og flyverdragt fra Louise, så nu er vi rustet til vinteren. Dejligt at have det overstået.

Mine føleforstyrrelser er også så småt ved at tage af nu, kan jeg mærke, nu jeg sidder her og skriver. Jeg har fået anbefalet et kosttilskud af min nabo som skulle hjælpe mod netop de føleforstyrrelser man får efter kemo. Det kan ikke købes i Dk endnu, så Lars har været i tyskland for at hente det. Der kan det nemlig fåes i håndkøb. Jeg har fået grønt lys fra min læge i Odense for at måtte bruge det. Så det er dejligt, både at det virker og at jeg må tage det.

Nu vil jeg lige gå over og natte hestene og så er det sengetid for unge damer på 33 år både i krop og sind :-) Tænk sig, det bare var lidt justering af medicinen der skulle til, for at jeg slap for smerter og træthed. Gid alt var så let og gid alt kunne fjernes så let.

Hold jer muntre kære læsere!

Knus Anita

onsdag den 15. september 2010

Onsdag eftermiddage og jakke shopping

Åh de her onsdag eftermiddage, hvor jeg dog elsker dem. Hver onsdag kl. 14 kommer min fysioterapeut, Bodil. Så tager jeg plads i sengen og Bodil går igang med at massere mine ben, der hvor jeg sprøjter det blodfortyndende ind. Jeg få sådan nogle knuder, som varierer i størrelse. Dem masserer og giver Bodil ultralyd for at de skal forsvinde. Hvis ikke missen allerede har taget plads i sengen ved siden af mig, så gør han det inden der er gået 5 minutter. Det er så hyggelig at ligge der og få ultralyd sammen med missen og snakke med Bodil. Hun er absolut et meget rart og sympatisk menneske og jeg kan virkelig godt lide hende. Hun er meget god til at fortælle og fortæller vidt og bred om hvad hun har oplevet gennem tiden og om mennesker hun har mødt og kender. Det er meget facinerende at lytte til. Kære Bodil. Tak fordi du er der. Du er et dejligt menneske, som jeg er stolt af at kende. Jeg nyder virkelig dit selskab. Håber der fortsat er grund til at du skal komme selvom det jo både er godt og ondt. Jeg ser meget frem til vores onsdag eftermiddage...

Da Bodil var kørt idag Hentede jeg pigerne og drønede hjem til min mor. Vi havde nemli en aftale idag om at vi skulle ned i den fabelagtige butik Østergård i Vejen idag og købe en vinterjakke til Louisen. Da vi kom til Vejen stod min mormor klar til lige at springe ind i bilen og så kørte vi ned i byen. Der var mange søde jakker og jeg havde rigtig svært ved at bestemme mig, så da jeg til sidst stod med to i hånden og der ikke var megen hjælp at hente fra Louisen, valgte min mor hvilken en det skulle være. Det blev en sølvlilla figursyet jakke som går lidt ned over numsen. Den er rigtig fin. Skal nok sætte billeder ind ved lejlighed. Bagefter gik vi i kvickly for at se om de havde nogle bukser til Louisen. Hun er stor forbruger af bukser, trusser og strømper lige for tiden, da hun ikke er helt stabil i at melde sig i god tid. Og ofte er det for sent, men for det meste går det godt. Louise keglede helt ud i kvickly, så Mormor og Julie gik i netto og handlede og Louisen og jeg satte os hen i bilen og slappede af. Da Mormor og Julie kom tilbage kørte vi hjem, hvor Knud havde varmet mad til os. Svensk pølseret uhm... Efter spisen var jeg så udkørt at jeg måtte lægge mig og mormor og bedstefar så efter pigerne. De fik nattøj på og så var de klar til at køre hjem. Mormor kørte med hjem, for hun synes ikke det var helt forsvarligt at sende mig afsted i min tilstand. Da vi kom hjem hjalp mormor lige med at putte pigerne og så futtede hun ellers hjem ad igen. Tak for hjælpen Mutti!

Nu vil jeg lige gå over og se til hestene og ellers kravle i kassen med et blad.

Hold jer muntre!

Knus Anita

mandag den 13. september 2010

80 år og still good looking....

Der er nogen, der siger, at man ikke er ældre, end man føler sig. I så fald tror jeg mange 80 årige vil misunde mig min faste krop og glatte hud. Jeg føler mig som én på 80 eller mere. Jeg er så træt, så træt og min krop er stiv, øm og usamarbejdsvillig. Når jeg rejser mig fra en stol, går det langsomt med at få kroppen rettet ud og jeg vralter afsted på mine ømme fødder og stive ben, som ikke vil makke ret. Min krop er så tung og mine fingre og tæer er så ømme. Jeg måtte virkelig tage mig sammen idag, da jeg skulle knappe en lille knap. Det var dæhlme svært. At sætte sig på gulvet med Louise og Julie måtte jeg også erfare, var en dårlig ide tidligere idag. Min krop var nær aldrig kommet på højkant igen. Av av av min krop, mine led, mine fingre, mine tæer, mine hofter, min lænd, mit liv! Det gør sgu nas og være mig lige for tiden. Øv!

Én af grundene til, at jeg er så skidt tilpas for tiden, er at min blodprocent er lav. For en uge siden lå den på 5,7 og hvad ligger den så ikke på nu her efter en uge, når den ugen forinden igen lå på 6,9. Den er altså faldet 1,2 procent på en uge og så er der gået yderligere en uge. Lars er noget utilfreds med, at jeg ikke har reageret på det noget før, så jeg kunne få tanket op inden jeg når så langt ud, som jeg er nu. Imorgen skal jeg ind og have blod - det blir godt! Håber jeg kommer rimelig hurtigt til hægterne igen, så jeg kan komme ud og ride, være der for min mand og mine børn og ikke mindste blive omkring 30 igen i min krop. Der er ikke noget ved som 33 årig at gå rundt som en 80 årig.

Jeg var ellers til orienteringsløb på hesteryg i lørdags. Jeg red hjemmefra ved halv 12 tiden og var ved mange gange undervejs at vende om. Det er ikke nemt at ride når man er 80 og drøn træt. Nå men jeg holdt ud og mødtes med de andre ved Thomashus omkring kl. 12.30. Det første hold var sendt af sted og jeg var hold nr. 2, så der gik ikke længe fra jeg kom til vi blev sendt afsted, Frederikke og jeg. Vi havde fået udleveret et kort og fået at vide, at der var 27 poster. Og så var det ellers bare med at komme afsted. Vi tog den lidt med ro til at starte med, men efterhånden som vi red, kom der mere tempo på hestene. Vi både travede og galoperede. Det resulterede også i, at vi missede to poster og red forkert en enkelt gang. Pyt med det. Da vi kom hjem, skulle vi svare på spørgsmålene, som lå i posterne og ud fra svarenes bogstaver skulle vi gætte 3 hesteracer. Vi havde 18 rigtige svar og to hesteracer, så vi fik en 2. plads :-) Slet ikke så ringe endda.

Klokken er nu 22.10 og jeg vil tage min sølle krop med mig ind i seng, så jeg kan være lidt frisk til imorgen.

Hold jer muntre!

Knus Anita

tirsdag den 7. september 2010

Hård weekend og slut med kemo for denne omgang :-)

Sikke en weekend vi har haft. Fredag forløb rimelig fredeligt og efter rutinen. Lørdag gik det løs. Min kære fader skulle giftes med hans elskede Metta. En rigtig sød pige fra Thailand. Det startede kl. 9 om morgenen på rådhuset i Vejen. Her mødtes vi allesammen uden for rådhuset og ventede til der kom én og lukkede os ind. Herefter gik vi op i salen, hvor de skulle vies. Her fik vi anvist pladser og vielsen gik i gang. Den foregik på engelsk, så Metta også havde en chance for at forstå hvad hun indgik til. Da vielsen var overstået kyssede far og Metta hinanden og alle var glade. Så blev der serveret vin, vand, kransekage og chokolade alt imens der blev taget billeder i ét væk. Vi fik alle helt ondt i kinderne af at smile til fotograferne. Efter en halvtimes tid kørte vi alle hjem til Far, hvor der var pyntet op med flag, stillet telt op i haven og linet op til en rigtig hyggelig eftermiddag. Hele formiddagen stod Metta og de andre thailandske piger i køkkenet og lavede thailandske specialiteter. Nogle var vildt lækre andre var totalt uspiselige, fordi de var så stærke. Line (kollega), du ville elske det! Kl. 12 blev der serveret bøffer af oksemørbrad fra webergrillen, hjemmelavet kartoffelsalat, grillpølser og salat med diverse dressing til. Det var smadder lækkert. Til dessert var der lækkert nougat is. Alt blev spist op. Ikke fordi der var for lidt, men fordi det smagte så godt :-)


Min Bedstemor og jeg kom skævt ind på hinanden da vi skulle sige goddag til hinanden. Hun fik mig jokket godt og grundigt over min stakkels føleforstyrrede tæer. Selvom hun flyttede foden allerede da jeg bad hende om det første gang føltes det som om, hun blev ved med at træde mig over tæerne. For katten hvor gjorde det ondt og jeg bad hende 4-5 gange om at flytte sin fod.Oog til sidst blev jeg virkelig vred på hende. Kunne hun så se at komme af min stakkels fod. Det var først da hun sagde: "Jamen søde skat, jeg har for længst flyttet min fod - det gjorde jeg allerede første gang du bad mig om det" og jeg kiggede ned og så det var sandt, selvom jeg stadig kunne mærke hendes fod på min, at det gik op for mig at det, var mine føleforstyrrelser der spillede mig et puds. Jeg blev så overvældet, at jeg begyndte at græde. Jeg havde en følelse af, at Bedste havde trådt mig længe over tæerne med vilje, fordi det var det jeg umiddelbart havde følt. Så jeg var nødt til lige at gå ud for mig selv og samle mig lidt, før jeg kunne se nogen i øjnene igen. Den skulle lige bearbejdes lidt og vendes rigtigt. Puha. Da jeg havde sundet mig, gik jeg ud til Bedste og gav hende et knus og forklarede hende, hvordan jeg havde oplevet det og hun det samme. Der var ingen sure miner og vi var begge glade resten af dagen og nød hinandens selskab. Dejligt!

Hans Jørn (svigerfar) kom lidt op af dagen og hyggede med. Han hyggede især med pigerne indtil de skulle sove. Derefter sad han sammen med Bedste og fik en sludder. De to falder vist godt i hak. Det er dejligt at se. Jeg lagde mig til at sove sammen med pigerne, så jeg kunne være frisk til om aftenen, hvor vi skulle til 2 x 30 år fødselsdag hos And og Mette vores venner fra Svendborg. Da pigerne og jeg stod op, tog Hans Jørn dem med sig hjem og Lars og jeg trillede mod Svendborg.

Vi var i Svendborg kl. 17.30 og der var en times tid til de andre gæster kom, så jeg nuppede lige en ekstra morfar (tiltrængt) til kl 19. Det var dejligt og så var jeg ellers klar til at spise gratis mad og slå mig løs og drikke mig halvt fordærvet. Det var lige hvad jeg næsten gjorde. Jeg fik ihvert fald så hatten passede og det var skønt sådan, at få lidt at drikke og være i et selskab, hvor der ikke var andre end Lars og værterne der vidste jeg var syg. Så jeg fik snakket heste, dagplejemødre, børn og vendt hele verdenssituationen undtagen min sygdom - SKØNT! Vi kom i seng kl. 3 om natten. Jeg stod op kl. 11 næste formiddag. Forbavsende godt til pas efter alt det sprut og øl jeg havde indtaget dagen før. Dog var jeg træt og havde elefantfødder så det gjorde en ting, men jeg havde haft en skøn aften. Vi kørte over til Farfar og Nina og hentede ungerne ved 14 tiden og kørte videre derfra ved 16.30 tiden for vi skulle videre i byen til kl. 17.30. Lars´ fætter Allan og hans kone Monica havde inviteret til aftensmad. Dejligt! Så beøvede vi ikke at spekulere i det. Vi var alle godt trætte kl 21.30 da vi kørte hjemad og pigerne sov da også lynhurtigt i bilen og var lige til at putte op da vi kom hjem. Vi kravlede også i kassen stort set med det samme.

Mandag brugte jeg det meste af dagen på at sove. Jeg stod op kl. 14 da rengørgingshjælpen kom. Jeg syslede lige hurtigt og så gik jeg ud for at strigle mine skønne hyppere. Fala er kommet hjem igen. Det gjorde hun i lørdags. Jens (ham med hingsten) kørte hende hjem og lukkede hende ind på folden til de to andre. Jeg ville have redet en tur på Fala, men det blev kun til striglen, for jeg var for træt. Så de to bæster fik en ordenlig omgang begge to.

Sidste uge var jeg heldigvis så frisk, at jeg kunne komme afsted på Pacian hver eneste dag. Det var super dejligt sådan at nyde en ridetur hver dag. Nu er hans hove bare så nedslidte, at jeg må have forsko på ham. Smeden kommer d. 14. september. Det blir godt!

Idag var vi så afsted til Odense, fordi jeg skulle have kemo. Jeg havde sådan set besluttet hjemmefra, at jeg ikke ville have denne kemo, fordi omkostningerne, iform af bivirkningene, er for store i forhold til hvad jeg føler jeg får ud af det. De sidste omgange kemo har været rigtig slemme. Jeg har været rigtig syg af det og afsindig træt og udkørt. Jeg har været så træt, at jeg ikke har orket min familie eller noget andet og mine føleforstyrrelser har været rigtig slemme og har på intet tidspunkt rettet sig til det bedre, tvært i mod. Så beslutningen var taget på forhånd og det gjorde så heller ikke så ondt, da lægen sagde, at hun ikke ville give mig kemoen og at vi stopper her. Hun sagde, at hun havde taget sin beslutning ud fra at jeg sov så mange timer i døgnet (mere end 16) og så sådan som jeg så ud. Desuden havde jeg siddet og sovet i venteværelset da de hentede os ind. Jeg er rigtig glad for beslutningen - nu skal jeg bare gå og få det bedre og bedre og så håber vi ikke den skide kræft begynder at røre på sig igen lige foreløbig. Der må gerne gå rigtig lang tid. Jeg skal kontrolscannes i uge 42 og til lægesamtale først i uge 45, med mindre jeg føler kræften rører på sig inden da. Jeg glæder mig til jeg får noget mere energi og overskud. Jeg glæder mig, til jeg selv kan sadle Pacian op med Westernsadlen igen. Nu er jeg jo afhængig af Lars, for at kunne ride i den. Ellers må jeg tage min gode gamle galopsadel fra Ibrahims (min skønne fuldblodshingst) tid. Det er også godt nok, bare ikke så sofaagtigt som westernsadlen.

Nu vil jeg tage min natmedicin og kravle i kassen og hyggelæse i et par blade. Godnat mine trofaste læsere. Vi skrives forhåbentlig ved.

Hold jer muntrer!

Kærligst Anita

onsdag den 1. september 2010

Ridetur og bedækning af Fala

Det har været en dejlig dag idag. Jeg stod op kl. 12 og spiste morgenmad. Derfter hentede jeg Pacian ind fra folden og sadlede ham op. Vi red ud over stubmarkerne, over og langs med skoven. Det er bare med at nyde det og ride der så længe vi kan, inden markerne bliver sået til igen. Det er fantastisk dejligt at ride langs med skoven. Vi elsker det, Pacian og jeg. Skønt!





Vi red en god lang tur rundt om Kabdrup. Pacian var medium frisk, men gik rigtig pænt. Det er nu dejligt med sådan en ældre fornuftig hest. Jeg er meget glad for ham, min dejlige lille hyp.


Da vi kom hjem forkælede jeg ham med en hel håndfuld æbler og lækkert græs fra græsplænen. Uhm det var guf. Det var noget han kunne lide. Derefter mugede jeg hans boks og gav ham noget hø.


Kl. 14 kom min fysioterapeut, Bodil. Hun er et meget varmt og kærligt menneske og jeg holder efterhånden meget af hende. Hun gav mig ultralyd på mine ben, der hvor jeg er knudret efter indsprøjtningerne fra det blodfortyndende medicin jeg får, alt imens vi snakkede løs. Hende og jeg er på rigtig god talefod. Vi kan altid finde på noget at tale om. Det er dejligt. Hun masserede og gav mig ultralyd i en timestid. Det var super dejligt.


Da Bodil var kørt, kørte jeg ud for at handle. Jeg havde en hel stak medicin, jeg skulle have hentet på apoteket og derefter kørte jeg i netto og handlede ind til aftensmaden, Lasagnette.

Efter at have handlet, hentede jeg pigerne i børnehave og dagpleje og kørte hjem og hyggede med pigerne. De blev puttet i bad sammen med Lars - han var møjbeskidt efter at have vasket traktoren med højtryksrenseren. Mens de var i bad lavede jeg mad.


Da vi havde spist blev pigerne puttet i seng og jeg kørte ud for at se til Fala. Jeg havde en aftale med Jens at jeg skulle se Lucky bedække Fala. Og det var en stor oplevelse. Vi trak hestene ind fra fold - først Lucky og derefter Fala. Hun blev sat i en boks ved siden af for at tjekke om hun var hingstegal og det var hun. Lucky var nærmest ved at kravle over barrieren mellem de to bokse. Han var bare tændt! Vi trak Fala ind på ridebanen og bandt hende til en stolpe og derefter hentede Jens Lucky. Han var MEGET ivrig og nærmest løb hen og sprang på Fala. Efter et par forsøg lykkedes det ham at ramme plet og han pumpede et par gange, så hang han lidt på hende og så var han færdig. Han gik stille og roligt tilbage til sin boks og fik lidt foder. Derefter lukkede vi dem tilbage på deres folde. Hele forstillingen tog omkring 15 min.
I morgen skal jeg ind på arbejdet og spise kage med mine kolleger. Det glæder jeg mig til.
Nu er det sengetid. Hold jer muntrer - det gør jeg :-)
knus Anita