Hård weekend og slut med kemo for denne omgang :-)

Sikke en weekend vi har haft. Fredag forløb rimelig fredeligt og efter rutinen. Lørdag gik det løs. Min kære fader skulle giftes med hans elskede Metta. En rigtig sød pige fra Thailand. Det startede kl. 9 om morgenen på rådhuset i Vejen. Her mødtes vi allesammen uden for rådhuset og ventede til der kom én og lukkede os ind. Herefter gik vi op i salen, hvor de skulle vies. Her fik vi anvist pladser og vielsen gik i gang. Den foregik på engelsk, så Metta også havde en chance for at forstå hvad hun indgik til. Da vielsen var overstået kyssede far og Metta hinanden og alle var glade. Så blev der serveret vin, vand, kransekage og chokolade alt imens der blev taget billeder i ét væk. Vi fik alle helt ondt i kinderne af at smile til fotograferne. Efter en halvtimes tid kørte vi alle hjem til Far, hvor der var pyntet op med flag, stillet telt op i haven og linet op til en rigtig hyggelig eftermiddag. Hele formiddagen stod Metta og de andre thailandske piger i køkkenet og lavede thailandske specialiteter. Nogle var vildt lækre andre var totalt uspiselige, fordi de var så stærke. Line (kollega), du ville elske det! Kl. 12 blev der serveret bøffer af oksemørbrad fra webergrillen, hjemmelavet kartoffelsalat, grillpølser og salat med diverse dressing til. Det var smadder lækkert. Til dessert var der lækkert nougat is. Alt blev spist op. Ikke fordi der var for lidt, men fordi det smagte så godt :-)

Min Bedstemor og jeg kom skævt ind på hinanden da vi skulle sige goddag til hinanden. Hun fik mig jokket godt og grundigt over min stakkels føleforstyrrede tæer. Selvom hun flyttede foden allerede da jeg bad hende om det første gang føltes det som om, hun blev ved med at træde mig over tæerne. For katten hvor gjorde det ondt og jeg bad hende 4-5 gange om at flytte sin fod.Oog til sidst blev jeg virkelig vred på hende. Kunne hun så se at komme af min stakkels fod. Det var først da hun sagde: "Jamen søde skat, jeg har for længst flyttet min fod - det gjorde jeg allerede første gang du bad mig om det" og jeg kiggede ned og så det var sandt, selvom jeg stadig kunne mærke hendes fod på min, at det gik op for mig at det, var mine føleforstyrrelser der spillede mig et puds. Jeg blev så overvældet, at jeg begyndte at græde. Jeg havde en følelse af, at Bedste havde trådt mig længe over tæerne med vilje, fordi det var det jeg umiddelbart havde følt. Så jeg var nødt til lige at gå ud for mig selv og samle mig lidt, før jeg kunne se nogen i øjnene igen. Den skulle lige bearbejdes lidt og vendes rigtigt. Puha. Da jeg havde sundet mig, gik jeg ud til Bedste og gav hende et knus og forklarede hende, hvordan jeg havde oplevet det og hun det samme. Der var ingen sure miner og vi var begge glade resten af dagen og nød hinandens selskab. Dejligt!

Hans Jørn (svigerfar) kom lidt op af dagen og hyggede med. Han hyggede især med pigerne indtil de skulle sove. Derefter sad han sammen med Bedste og fik en sludder. De to falder vist godt i hak. Det er dejligt at se. Jeg lagde mig til at sove sammen med pigerne, så jeg kunne være frisk til om aftenen, hvor vi skulle til 2 x 30 år fødselsdag hos And og Mette vores venner fra Svendborg. Da pigerne og jeg stod op, tog Hans Jørn dem med sig hjem og Lars og jeg trillede mod Svendborg.

Vi var i Svendborg kl. 17.30 og der var en times tid til de andre gæster kom, så jeg nuppede lige en ekstra morfar (tiltrængt) til kl 19. Det var dejligt og så var jeg ellers klar til at spise gratis mad og slå mig løs og drikke mig halvt fordærvet. Det var lige hvad jeg næsten gjorde. Jeg fik ihvert fald så hatten passede og det var skønt sådan, at få lidt at drikke og være i et selskab, hvor der ikke var andre end Lars og værterne der vidste jeg var syg. Så jeg fik snakket heste, dagplejemødre, børn og vendt hele verdenssituationen undtagen min sygdom - SKØNT! Vi kom i seng kl. 3 om natten. Jeg stod op kl. 11 næste formiddag. Forbavsende godt til pas efter alt det sprut og øl jeg havde indtaget dagen før. Dog var jeg træt og havde elefantfødder så det gjorde en ting, men jeg havde haft en skøn aften. Vi kørte over til Farfar og Nina og hentede ungerne ved 14 tiden og kørte videre derfra ved 16.30 tiden for vi skulle videre i byen til kl. 17.30. Lars´ fætter Allan og hans kone Monica havde inviteret til aftensmad. Dejligt! Så beøvede vi ikke at spekulere i det. Vi var alle godt trætte kl 21.30 da vi kørte hjemad og pigerne sov da også lynhurtigt i bilen og var lige til at putte op da vi kom hjem. Vi kravlede også i kassen stort set med det samme.

Mandag brugte jeg det meste af dagen på at sove. Jeg stod op kl. 14 da rengørgingshjælpen kom. Jeg syslede lige hurtigt og så gik jeg ud for at strigle mine skønne hyppere. Fala er kommet hjem igen. Det gjorde hun i lørdags. Jens (ham med hingsten) kørte hende hjem og lukkede hende ind på folden til de to andre. Jeg ville have redet en tur på Fala, men det blev kun til striglen, for jeg var for træt. Så de to bæster fik en ordenlig omgang begge to.

Sidste uge var jeg heldigvis så frisk, at jeg kunne komme afsted på Pacian hver eneste dag. Det var super dejligt sådan at nyde en ridetur hver dag. Nu er hans hove bare så nedslidte, at jeg må have forsko på ham. Smeden kommer d. 14. september. Det blir godt!

Idag var vi så afsted til Odense, fordi jeg skulle have kemo. Jeg havde sådan set besluttet hjemmefra, at jeg ikke ville have denne kemo, fordi omkostningerne, iform af bivirkningene, er for store i forhold til hvad jeg føler jeg får ud af det. De sidste omgange kemo har været rigtig slemme. Jeg har været rigtig syg af det og afsindig træt og udkørt. Jeg har været så træt, at jeg ikke har orket min familie eller noget andet og mine føleforstyrrelser har været rigtig slemme og har på intet tidspunkt rettet sig til det bedre, tvært i mod. Så beslutningen var taget på forhånd og det gjorde så heller ikke så ondt, da lægen sagde, at hun ikke ville give mig kemoen og at vi stopper her. Hun sagde, at hun havde taget sin beslutning ud fra at jeg sov så mange timer i døgnet (mere end 16) og så sådan som jeg så ud. Desuden havde jeg siddet og sovet i venteværelset da de hentede os ind. Jeg er rigtig glad for beslutningen - nu skal jeg bare gå og få det bedre og bedre og så håber vi ikke den skide kræft begynder at røre på sig igen lige foreløbig. Der må gerne gå rigtig lang tid. Jeg skal kontrolscannes i uge 42 og til lægesamtale først i uge 45, med mindre jeg føler kræften rører på sig inden da. Jeg glæder mig til jeg får noget mere energi og overskud. Jeg glæder mig, til jeg selv kan sadle Pacian op med Westernsadlen igen. Nu er jeg jo afhængig af Lars, for at kunne ride i den. Ellers må jeg tage min gode gamle galopsadel fra Ibrahims (min skønne fuldblodshingst) tid. Det er også godt nok, bare ikke så sofaagtigt som westernsadlen.

Nu vil jeg tage min natmedicin og kravle i kassen og hyggelæse i et par blade. Godnat mine trofaste læsere. Vi skrives forhåbentlig ved.

Hold jer muntrer!

Kærligst Anita