Flyv ikke højer´ end vingerne bær´...

Højt at flyve - dybt at falde... Er der et ordsprog der hedder og ja tak det skal jeg lige love for! Nu havde jeg lige tilladt mig i et par dage at glemme, at jeg er syg - eller rettere, glemme hvor syg jeg er. Jeg har haft nogle dage, hvor jeg virkelig har haft det godt og har nået en masse ting - glemte virkelig hvor syg jeg var for en stund. Det har været skønt, men kors hvor det slår hårdt, når virkeligheden igen melder sig. SLAM MOSTER - du skal ikke komme for godt igang! Nu er kroppen ved at have indstillet sig til det nye medicinniveau og jeg har virkelig ikke skånet mig selv i de gode dage, så nu melder virkeligheden sig med en forhammer og jeg skal lige love for at det gør nas! Jeg tuder og tuder, men lige meget, hvor meget jeg tuder, hulker, snøfter eller skriger, er det ikke nok til at få den smerte og sorg ud af kroppen, som jeg føler i disse dage. Jeg græder og græder - har helt opgivet at holde igen. Det er egentlig meget rart bare at give slip. En form for lindring må det da give og jeg må da rende tør for tårer på et eller andet tidspunkt.

Jeg er syg - faktisk er jeg dødssyg og er opgivet af lægerne. Jeg får kun livsforlængende og livsforbedrende medicin. Hvad skulle jeg dog gøre uden det. Hvilken livskvalitet ville jeg have uden min medicin. Tænk, at skulle være så afhængig af piller, at de ligefrem styrer ens livskvalitet. Det er uhyggeligt at tænke på. Jeg havde aldrig drømt om, at det skulle nå så vidt, men det skal det og det bliver værre med tiden. Jeg må bare ruste mig og tage det som det kommer.

Jeg er meget taknemmelig for de mange mennesker omkring mig, som hjælper. Både de professionelle, familie og venner. Dog savner jeg min fader og min kære mindste lille søster. Der har været meget stille på deres fronter det sidste stykke tid. Jeg kunne selvfølgelig selv tage kontakt, men jeg har ikke overskud disse dage. Kom snart og giv mig en krammer - det har jeg brug for!

Jeg har mest lyst til at flygte, ind i søvnen, ned i en bog - whatever der kan få mig til at glemme min situation. Jeg prøver at undgå at ligge og spekulere for meget, men nætterne er lange og mørke og jeg har brugt meget af natten på at læse, tude og forsøge at sove. Det er kun blevet til lidt døsen hen for så igen at vågne ved at tankerne suser rundt i hovedet på mig. Hvad tænker jeg så på...? Tja alting og ingenting. Hvorfor lige netop jeg er syg og så af kræft. Så tænker jeg, at kræft jo egentlig ikke er så slemt, som jeg troede det var (endnu da). Heldigvis da og dog for jeg er bange for hvad der måtte komme. Smerter, afhængighed af andre mennesker i stor grad, at blive en grøntsag, diverse indlæggelser, døden, mine piger, Lars - min elskede Lars. Han gør det så godt. Ked af alt det jeg mister - langsomt. Jeg har fået en masse nye værdier og perspektiver i mit liv efter jeg er blevet syg og det er dejligt langt hen af vejen, men de har en dyr pris! Jeg havde nok takket nej, hvis jeg var blevet spurgt! Hvem ville ikke det?

Nu har jeg fået luft kan jeg mærke :-) Kors, hvor er jeg glad for min blog. Den giver afløb for mange ting og gør kontakten til jer alle lettere. Nu ved I jeg har det ad H til og har brug for opmuntring og omsorg. Vær ikke bange for at møde mig, heller ikke hvis jeg begynder at tude. Bare vær der for mig!

Hold jer muntre og nyd livet mens I har det.

Tak fordi I læste med!

Knus Anita