onsdag den 22. september 2010

Hovedrengøring og flade balloner...

Så gik luften af ballonen! Nu er det godt en ugestid siden jeg fik ændret mit smerteplaster og begyndte at spise prednisolon. Jeg har oplevet at have det lige så godt som før jeg blev syg og det har været skønt. Jeg har nået en masse projekter bla. at rydde op i vores lille teknikrum/"skab" og ENDEVENDE og hovedrengøre sadel/foderrummet igår. Idag har jeg så været totalt og fuldstændig drænet for energi både fysisk og psykisk. Det har været en sej dag at komme igennem. Lars var inde og kalde på mig et par gange i formiddags, men jeg fik først kræfter til at stå op omkring kl. 11.30, hvor jeg stod op og gik over og fodrede hestene som det første. De var glade for at se mig. Bagefter gik jeg ind og spiste de boller Lars havde lunet til mig. Jeg har fået min appetit igen. Så hvor jeg før kun spiste en halv til en hel bolle, spiser jeg nu to :-) Efter jeg havde spist bollerne havde jeg ikke energi til andet end lægge mig i min seng med min gode bog - "Den tidsrejsendes kvinde". Skønt at være igang med en bog igen. Her læste jeg et par sider og faldt i søvn. Kl. halv to stod jeg op og gik over og lukkede hestene på fold. Santos, den Bandit, stak af fra mig, fordi jeg tog dem i anderledes rækkefølge end jeg plejer og fordi jeg prøvede at opdrage lidt på ham. Tovet brændte min stakkels forpinte fingre og det tog mange timer før de frygtelige smerter forsvandt. Jeg er stadig meget øm i fingrene. Øv - tossede hest og tossede mig! Imorgen gør vi bare ligesom vi plejer. Det er vist det bedste for alle parter.

Jeg havde dr. Dyr ude og se på Pacian igår. Hans ben er ikke blevet meget bedre siden lørdag og jeg vurderede at det var bedst lige at få dyrlægen ud for at tjekke Pacian og få en snak om hvordan han skal behandles den nærmeste fremtid. Diagnose... Formentlig en fiberspringning i låret. Jeg kunne godt få taget en blodprøve for at lokalisere, hvor skaden sad, men det synes jeg ikke der var nogen grund til. Dyrlægen anbefalede, at Pacian fik ro de første 4-6 uger og smertestillende den første uge. Det er en tube man sprøjter ind i mundvigen ligesom ormekur. Det er ikke noget problem at give ham den. Han er en sød hest og dyrlægen var også duperet over hvor fint stille han stod, da han skulle sprøjte ham med det smertestillende han gav ham, på trods af han er araber. Arabere mente han nemlig er mere hys med at blive sprøjtet end andre hesteracer. Min lille araber er bare et pragteksemplar. En skøn lille hest - Min lille hest! Nå, 4-6 ugers ro kan vi vel godt leve med, når bare han bliver frisk igen.

Jeg gjorde som sagt hovedrent i mit sadelrum igår. Jeg havde en masse energi og havde allerede dagen forinden besluttet mig for, at det skulle gøres i går. Så jeg startede fra en ende af og begyndte med at flytte vinduerne fra boksene ud i stalden. De skal alligevel snart op igen. Herefter blev alt derinde revet ud, vendt og vurderet. Meget blev smidt ud og meget fik nye pladser. Det tog det meste af dagen, men nu er det altså også lækkert at komme derover. Alt står snorlige og det er pænt og rent. Jeg fik ovenikøbet plads til Falas sadel og den nye jeg har købt. En lækker brugt cuttingsaddle, man bare sidder som en drøm i. En rigtig sofamodel :-)
Da jeg var færdig med at rydde op og gøre rent, tog jeg en skridtetur på Fala. Det blev kun en kort én, for jeg skulle hente Julie og vi skulle til gymnastik. Julie og jeg går til Mor-barn gymnastik. Det er lige Julies temperament og udfordringniveau. Det er dejligt at se hende, hun nyder virkelig at være afsted sammen med de mange andre børn. Skønt!

I forgårs fik jeg gjort rent inde i vores lille teknikrum. Det rum, hvor vi har vores tøj, printer og eltavle. Det var et projekt, der havde hængt mig over hovedet i lang tid. Ting og sager var bare blevet skubbet derind oven i hinanden og til sidste var der kun en lille ufremkommelig sti derinde og intet gulv. Da jeg så pludselig havde så meget energi forleden, skulle det altså være! Alt blev rykket ud og et utal af edderkopper blev støvsuget. Der blev sorteret i alt det vi havde derinde og meget af det røj på genbrugspladsen. Nu skal vi betale for 4 m2 mere i ejendomsskat fordi jeg har ryddet op ;-) Men dejligt er det at have overstået. Da jeg var færdig med oprydningen ringede jeg til min gode veninde Barbara og hørte om hun gav en kop the. Det gjorde hun selvfølgelig. Så vi fik lige snakket og sladret godt og grundigt den eftermiddag. Ikke så ringe endda.

Nu vil jeg gå over i stalden og se til mine hyppere og Lars. Han går og roder med traktoren derovre og bagefter er det sengetid. Jeg håber jeg kan få mig en god ridetur på Fala i morgen. Håber virkelig jeg er noget mere frisk end jeg har været idag. Det er frustrerende ikke at have noget energi og især når vejret er så fænomenalt som det har været idag.

Hold jer muntre!

Varme knus Anita

1 kommentar:

  1. Michelle Andersen (:23. september 2010 kl. 20.12

    Åhr dumme santos ): det må du undskylde, håber hånden er okay igen! (:
    Kan prøve at vise dig hvordan du skal holde ham vis han prøver på det der, en dag vis det lyster (:
    kh.
    Michelle

    SvarSlet