En stille og rolig dag

Idag har jeg haft en dag, hvor jeg bare har gjort alt i et erstadigt tempo. Det har været rigtig dejligt og jeg har haft en god dag. Jeg er noget slidt her til aften, for jeg har trods mit rolige tempo nået en hel del.

Jeg startede med at sove længe :-) Godt nok var Louisen oppe i min seng i morges og køre op og ned både med hovedgærde, fodende og det mens sengen var kørt helt op under loftet. Hun har lige luret hvordan fjernbetjeningen virker. Men da først ungerne og Lars var kørt var der jo ro til at sove og det benyttede jeg mig af. Dejligt! Jeg stod op kl. 10 da hjemmesygeplejersken kom for at tjekke op på mig. Vi har en aftale med dem om, at de kommer en gang i døgnet for lige at tjekke, at alt er ok. Det er rart med den ekstra sikkerhed, især nu hvor tingene har vist sig at kunne vende i løbet af meget kort tid.

Jeg lukkede selv hestene ud idag. Det var det første jeg gjorde efter sygeplejersken var kørt. Det var jo et fabelagtigt vejr, så jeg synes ikke hestene skulle stå inde og lumre og jeg var ikke helt sikker på om min gode hestepasser, Torben, var kommet hjem fra ferie endnu. Bagefter tog jeg et bad - uden halskrave. Effekten af strålebehandlingen er ved at have nået sit højdepunkt nu og jeg har faktisk slet ingen smerter i nakken mere. Det er rigtig dejligt, men det betyder, at kraven nu egentlig bare er mere i vejen end den smertelindre, som den ellers gjorde i starten. Det er rart at slippe for kraven en gang imellem, men jeg kan godt mærke at min muskulatur ikke er hvad den har været og at jeg nok skal passe på. Min nakke er jo stadig porøs og er ikke hvad den har været.

Da jeg havde indtaget min morgenmad - sådan hen ad ved 11.30 tiden, kørte jeg i Kolding Storcenter. Hvor jeg brugte en del tid på at ose, købe mig nogle fede sko og en lækker bluse. Tror jeg brugte 2½ time derude. Da jeg kom hjem ringede jeg til Kræftens Bekæmpelse!!! Det var et stort skridt jeg fik taget der og det var en enorm mundfuld måtte jeg erkende, da røret blev taget i den anden ende. Jeg måtte samle mig flere gange. Der var desværre ikke nogen "rådgiver" der kunne ringe mig op før mandag, idet jeg ringede lige før lukketid. Det gør ikke noget, bare det at jeg har fået taget kontakten er et enormt skridt. One small step for mankind one giant leap for Anita... (One small step for man, one giant for leap mankind, Niel Armstrong) Dejligt at være kommet så langt. Efter opringningen fik jeg mig lige en lille én på øjet inden jeg skulle hente pigerne.

Der var Skør Torsdag i Haderslev idag. Det betød, at Gravene (torvet i Haderslev) var fyldt med boder. Her var en masse boder som repræsenterede landbruget på forskellig vis, hvilket betød at der var klappe grise og kaniner, køer og får og en container fyldt med korn til at boltre sig i. Min arbejdsplads, Sønderjysk Landboforening, havde selvfølgelig også en stand. Louisen var rigtig i sit es og var rigtig godt underholdt, mens jeg fik mig en snak med kollegerne. Fik hilst på et par stykker jeg ikke har snakket med siden før jeg blev syg og det var dejligt at opleve, at de kom hen og spurgte til mig og ikke var undvigende. Mødte også et par stykker fra Julies tidligere mødregruppe og de spurgte selvfølgelig hvad jeg havde lavet, nu jeg havde den her krave på. De blev meget berørt af vores situation. De har jo selv børn i samme alder mm. Det var en lidt sej omgang, at skulle fortælle, hvad der var los og se hvor berørte de blev. Så det var både på godt og ondt, at jeg var til Skør Torsdag i Haderslev.

En god dag med mange gode oplevelser. Jeg er temmelig slidt her til aften. Kan godt mærke, at min krop ikke kan, hvad den har kunnet. Sidste uges omgang har tærret hårdt på mig og også på familien. Det er hårdt, når vi må kæmpe så hårdt for at enderne til at hænge sammen. Lars gør et kæmpe stykke arbejde i at passe ungerne og mig og jeg er ham dybt taknemmelig. Han er virkelig bare en god og dejlig mand med hjertet på det rette sted. Han fortjener slet ikke denne modgang. Lars, jeg elsker dig!

Kærligst Anita

Det begynder at trække tænder ud nu...

Jeg synes de sidste par dage har været hårde at komme igennem både fysisk, men bestemt også mentalt. Jeg har en del flere bivirkninger end sidste gang og min blodprocent er ret lav, så jeg er mega træt og uoplagt og har bare lyst til at ligge og sove hele tiden. Denne slaphed er bestemt ikke god for min mentale tilstand. Jeg bliver mindet om, hvor syg jeg er og at lægerne jo nok har ret når de siger, jeg ikke skal forvente at blive gammel. Det er ikke lige, hvad min kære familie og jeg har brug for, nu hvor tingene jo lige gik så godt.

Jeg har lige talt med en læge - en rigtig sød én - fra Odense. Hun sagde, at jeg skulle huske, at det jo ikke som sådan er kræften, som gør mig utilpas nu. Det er det, de gør ved mig for at få kræften til at trække sig tilbage - kemoen. Hele min krop er på et enormt stykke arbejde. Den skal både bekæmpe kræften og kemoen. Så det er ikke så mærkeligt, at jeg føler mig slap og så det at min blodprocent er så lav, gør det bestemt heller ikke bedre. Hun sørger for, at jeg kan komme ind på Haderslev Sygehus i morgen tidlig og få blod. Så må vi se om jeg ikke kvikker lidt op.

Jeg aftalte med hende, at jeg skulle tage fat i en Kræftens Bekæmpelse i morgen, for at få noget hjælp. Jeg har enormt svært ved, at forholde mig til, hvor syg jeg egentlig er og hun tror, det vil hjælpe mig rigtig meget, hvis jeg kommer til den erkendelse, at jeg er meget syg. Jeg vil dermed ikke blive revet helt ud af den, når jeg mærker sygdommens skarpe klør, om det så skyldes kemoen eller selve kræften, sådan som det har været tilfældet de sidste par dage. Det kan hun jo have ret i. Jeg er bare så pisse bange for den erkendelse for at sige det rent ud. Fuck, hvor er det bare ikke sjovt!

Godnat, mine trofaste læsere. Send mig en masse god energi - det får jeg brug for i morgen, når jeg skal tage det store skridt det er, at tage kontakt til Kræftens Bekæmpelse.

Varme knus Anita