At se døden i øjnene...

Så er jeg kommet hjem fra mit ophold på Dallund Slot. Det var på mange måder en god oplevelse og det har givet mig en masse at tænke over. Først og fremmest er jeg blevet klar over, hvor syg jeg er og hvor det bærer hen ad og det er bestemt ikke nogen behagelig kendsgerning. Mine følelser sidder uden på kroppen og jeg har grædt meget de sidste par dage. Det er så hårdt at måtte erkende at mine piger skal vokse op uden deres mor. Det er så uretfærdigt!

Jeg har snakket lidt med Louisen om det og jeg har ved flere lejligheder ikke været i stand til at holde tårerne tilbage, så hun har set mig græde. Hun er meget påvirket af situationen og er meget ked af det. Jeg er bange for hun et eller andet sted tror det er hendes skyld og det er det ihvertfald ikke. Det kan godt være vi skal have fat i den børnepsykolog vi havde gang i tidligere. Louisen skal helst igennem forløbet på den bedste måde. Det er bare så svært. Hun siger hele tiden "mor er død" eller "mor skal snart dø". Det gør også mig bange, for ved hun noget om det... Børn er jo sensitive. Et par dage før jeg opdagede jeg havde noget i maven, som ikke skulle være der, Sagde hun i bilen på vej hjem fra dagpleje, "Mor er død". Det syntes jeg var noget mærkeligt noget at sige den gang og jeg rettede hende og sagde "mor er sød". "Nej mor er død", sagde hun igen. Det var skræmmende og da jeg så få dage senere finder ud af at jeg er syg, synes det hele lidt spookied´.


Det er virkelig hårdt at erkende, at det kun går én vej. Jeg får det ikke bedre end jeg har det nu. Det vil langsomt gå ned af bakke. Så det er med at udnytte tiden mens den er her. Jeg er så pisse bange for at kræften pludselig accellerer og tager livet af mig i løbet af ganske kort tid. At det bliver ukontrollabelt og jeg ikke når de ting jeg gerne vil. Det er frygteligt at gå og vente på min kontrolscanning i uge 42. Jeg er meget spændt på, hvad den siger. Står kræften stille eller flytter den sig. Min mave er vokset en del den sidste uge, men det tilskriver jeg nu prednisolonen. Dens bivirkning er nemlig øget appetit og fedtdeponering på maven. Så det må jeg leve med så længe jeg spiser prednisolon.


En anden ting jeg har fået med fra opholdet på Dallund, er at jeg skal være mere åben overfor de personer, der står mig nær. Fortælle dem, hvor meget jeg værdsætter/elsker dem, hvordan jeg har det og hvad jeg ønsker fra dem. Jeg var i kolding storcenter med Annemette (søster) idag. Vi fik en rigtig god snak. Hun fortalte mig, at hun tit var i tvivl om, hvordan jeg havde det når vi er sammen. Det gør det svært for hende at være der for mig og vi kommer let til at gå skævt af hinanden og gør en masse for glæde den anden, uden at det egentlig er det der skal til. Nu har vi aftalt lige at melde ud fra starten, når vi ses, hvordan vi har det. Desuden har jeg fået talt lidt med min mor, svigerfar, Nina og med Lars. Det er rart at åbne op og give slip på alle tankerne og bekymringerne. Især bekymringerne nu de er så tunge, for det er de virkelig. Det er ikke sjovt at se døden i øjnene!

Imorgen skal jeg ned til healer-Peter og have healing. Det er længe siden jeg har været der og jeg glæder mig til at blive tanket op med livsenergi og til at se hvad vi skal lave. Mon jeg skal møde en åndelig vejleder - måske. Vi får at se.

Nu vil jeg kravle i kassen.

Hold jer muntre, mine gæve læsere.

Knus Anita