lørdag den 13. november 2010

Endelig tilbage efter drøjt sygdomsforløb.

Kort tid efter vores meget vellykkede besøg i Lalandia og Legoland, begyndte jeg at blive svimmel når jeg rejste mig fra siddende stilling, og jeg måtte lægge mig ned med en knaldrende hovedpine til følge. Søndag aften da jeg kom hjem fra min mor med tøserne, tog jeg Julie i favnen og begyndte at gå hen imod hoveddøren. Jeg kunne godt mærke jeg blev svimmel og satte farten op for at nå derhen. Da jeg nåede hen til døren knækkede mine ben sammen under mig og jeg faldt ind i muren og trimlede bagover og ned på fliserne. Julie strøj ud af armene på mig, men slog sig ikke. Tilgengæld slog jeg hovedet i fliserne og min krave gik op. Lars kom lige sekundet efter jeg var faldet. Han tog Julie op og trøstede hende lidt, satte hende af i køkkenet med en en ostehaps og hentede en dyne til mig. Herefter bar han Julie op i seng og fik hende puttet. Derefter kom han ned og fik mig samlet op og puttet ind i seng. Så var det Louisens tur. Selvom hun havde sovet fra det hele kunne hun godt fornemmeat der var noget galt med mor. Så hun skulle lige ind og sige godnat til mig en ekstra gang eller to. Louisen blev puttet og vi diskuterede hvad vi skulle gøre, ringe til Odense eller 112.

Vi ringede til Odense og kom efter længere tids kasten rundt i systemet til at snakke med en læge, som havde bare lidt forstand på mit problem. Han ville kigge min journal igennem som det første næste dag og så ville han gerne se mig derovre næste formiddag. så vi gik i seng. Kl.9.30 næste dag kom ambulancen, som skulle hente mig. og jeg blev kørt til odense. Jeg nåede ikke at pakke noget sønderligt, så det måtte Lars gøre og så komme i bilen bagefter. Jeg nåede heller ikke at få noget morgenmad og da jeg kom til odense fik jeg at vide at jeg skulle faste fordi jeg skulle i MR scanneren. Det at jeg skulle faste - ikke spise - ikke drikke - ikke engang min medicin måtte jeg få, betød at jeg fik slået benene helt og absolut væk under mig og jeg fik det meget dårligt. Lars beskriver det som noget af det værste han har set. Da klokken var 16 og scanneren lukkede ned for den dag, kunne jeg endelig få noget at spise. Problemet var bare at jeg intet kunne holde i mig på det tidspunkt. Så når jeg prøvede at spise noget kom det ligeså hurtigt op igen. Mad, drikke, medicin - alt! Tirsdag var et det det samme - faste til scanneren lukkede. Onsdag kom jeg for i scanneren fra morgenstunden, men jeg var nødt til at faste fortsat, fordi de muligvis ville operere. Så jeg forblev fastende på 3. døgn indtil kl. 15.30. her havde de vurderet at jeg ikke skulle opereres. Endelig kunne jeg få noget at spise og drikke. Jeg havde det rigtig rigtig dårligt.
Scanningen viste at der var fint med plads til nervebanerne og ikke nogen knude i hjernen, som kunne forårsage svimmelheden og hovedpinerne. Så vi åndede lettet op. Men hvad kunne det så være. Neurokirugerne vaskede deres hænder og ville gerne have mig sendt videre i systemet og da jeg fortsat havde det rigtig dårligt torsdag og fredag blev det til at jeg skulle på rekreation i Haderslev.

Det var skønt at komme til Haderslev. Det vrimlede med kendte ansigter, som smilede og ønskede mig velkommen. Det var dejligt. Jeg fik det hurtigt lidt bedre, men slet ikke godt nok til hverken at blive sendt hjem eller sendt tilbage til Odense. Jeg var fortsat svimmel, havde de her mega onde hovedpiner og jeg fik problemer med vandladningen så de var nødt til at lægge kateter op så jeg kunne tisse :-( op til flere gange. Øv hvor var det trælst. De tog en del blodprøver og fandt ud af at min væskeballance ikke var som den skulle være og jeg fik sat drop op. Det hjalp gevaldigt på min tisse trang.

Lars og Kirsten diskuterede hele tiden min tilstand og Kirsten kunne ikke affinde sig med at der ikke var fundet noget på den MRscanning, som var lavet i Odense. Hun fik efter et længere tovtrækkeri trumpfet en ny MRscanning igennem. Den sammenholdt med en af sønderborgs dygtiste læger gav "gode" resultater. "Gode" resultater i den forstand at vi har fået et svar på hvorfor jeg har det som jeg har. Selve svaret er ikke opløftende. Kræften har bredt sig i metastaser til hjernehinden og enkelte steder i kraniet. Der er heldigvis ingen kræft i selve hjernen.

Jeg skulle flyttes til Odense sygehus fredag så torsdag holdt vi en lille fest på stuen i haderslev
med McDonald´s og snolder. Det var rigtig hyggeligt.



Fredag blev jeg flyttet med ambulance til Odense sygehus, hvor jeg skulle have en samtale om det videre forløb.
Fortsættelse følger...
Knus Anita

1 kommentar:

  1. Hej min dejlige pige.

    Ja, vi var jo næsten med til Burger-festen, i hvert fald var vi med til hyggetimen lige efter.

    Du har en vidunderlig lille familie, der er godt nok gang i Louise og Julie og hvor er det skønt.

    Nu skal vi lige have lavet en god udtalelse til patientforsikringen. Det er helt horribelt at Kolding sygehus prøver at give dig selv skylden for din tilstand - bare fordi du havde forladt sygehuset efter et have ventet på stuegang en hel søndag. Så let slipper de ikke.
    Vi står alle bag dig og kæmper sammen med dig.

    Jeg skal hilse fra så mange mennesker der tænker meget på dig: Bedstemor, mine arbejdskolleger og andre forældre-par fra din skolegang.

    Knus til dig Anita
    Far og Metta

    SvarSlet