søndag den 21. november 2010

Madklub og epileptisk anfald

Nå altså! Idag er mit humør noget bedre :-) Vi har nemlig holdt "fest" i spiseklubben i dag. Vi er 4 par fra "Peugeot-tiden", som jævnligt mødes og snakker gode gamle peugeotdage - ja og alt muligt andet bliver også efterhånden vendt. Det er smadder hyggeligt og det plejer at foregå sådan, at værtsparret laver en udsøgt middag, dækker fint op og sørger for drikkelse ad libitum (husk det er ikke en drikkeklub) og så bliver der ellers spist og drukket som man kan og hygget i stor stil, mens snakken går. Det er smadder hyggeligt.

Idag var det så Helle og Søren, som skulle være værtspar. Desværre ligge jeg jo lænket til sengen herinde, så vi flyttede selskabet tifl opholdsstuen på odense sygehus. Det blev det ikke mindre hyggeligt af. Vi fik ryddet alle de bløde møbler og lave borde ud på gangen. Herefter fandt vi nogle større borde og almindelige stole rundt om på afdelelingen. Vi fik dækket fint op med dug, servietter, lys og service. Alt var bare lige som det skulle være - undtagen én ting: mit helbred.

Jeg har hele dagen i dag haft udfald på mine hænder og fødder. Specielt højre side. De har rystet og dirret som en gammel kones. Da vi var færdige med at dække bord omkring kl. 16 og da vi bevægede os ned mod min stue fik jeg det meget skidt. Jeg blev svimmel og kunne ikke fokusere. Jeg måtte sætte mig på rolatoren og læne mig op af Annemette, mens hun kørte mig ned på min stue. På stuen dejsede jeg om i sengen helt ved siden af mig selv. Mit venstre øje havde havde sat ud. Det var gledet helt ud til venstre, pupillen var stor og jeg kunne ikke fokusere med det. Og så havde jeg den her knaldrende hovedpine. Kort efter kom en læge og en sygeplejerske og lyste mig ind i øjnene ruskede blidt i mig for at få mig til at forblive ved bevidsthed. Efter noget tid kom jeg til bevidsthed, mit øje blev igen normalt og mine rystelser i arme og ben blev igen "normale". Lægen mente det var en form for epileptisk anfald. Så nu er det jo nok slut med at køre bil med mig bag rettet :-( Det er for farligt!

Hele det her anfald med efterfølgende behandling tog 3 timer, så det var først kl. 19 jeg kunne komme ind til mine gæster. De tog det heldigvis meget pænt. Vi gjorde simpelthen det at vi kørte hele min seng ind i opholdsstuen. Her lå jeg så og blomstrede, spiste god mad, hyggede mig og tog en lur i ny og næ når der var brug for det :-)

Søren havde lavet en formidabel Poulled Pork. (Grissebasse i weberen i 22 timer) Denne pilles fra hinanden så det ligner tun og så puttes det i en bolle med Cole Slaw og stærk dressing. uhm det smagte godt. Til dessert havde Helle bagt en udsøgt kage, som bare smeltede på tungen. Lyst blødt kage med flødeskum, marmelade og marengs. Guff det var bare godt!

Nu er det sengetid for store og små og mætte og runde maver.

Hold jer muntre!

Knus Anita

2 kommentarer:

  1. Kære Anita
    Jeg fandt tilfældigvis din blog for en uge siden og har læst alle dine velskrevne og hjertegribende indlæg. Jeg er meget berørt af din historie og din fortælling og fik en klump i halsen da jeg læste hvordan du ikke kunne styre holde balancen og falder om på gulvet den anden nat.

    Måske bliver jeg noget direkte - men måske var det en idé at overveje en ansøgning til hospice? Det er simpelthen ikke i orden, at du skal vente så længe på din smertestillende medicin. Jeg håber, at du snart får nogle knap så voldsomme anfald og du får mere styr på kroppen. Det er hjertegribende at læse og jeg håber, at du får en rigtig god tur i forhold til at møde Ole Henriksen.

    Mette

    SvarSlet
  2. Hej Anita
    Jeg håber, at du har fået det bedre og kan komme hjem til din familie i julen uden alt for mange skavanker. Håber snart at læse nyt om hvordan det går med dig.

    SvarSlet