Kemoen virker...!!! - De fleste steder.

I er nok spændte på at høre, hvordan det er gået idag. Det er gået ok kan jeg sige, men at få kemoen var en temmelig drøj omgang. Da vi kom, var de ca. en time forsinkede :-( så vi sad med nerverne uden på tøjet og ventede blandt mange andre patienter, som alle mente, at parkeringen var til at lukke op og sk... i. De havde fuldstændig ret - vi fik en p-bøde idag :-( ØV!

Jeg kom ind og snakke med den rigtig søde læge, jeg har snakket med et par gange før, Marie Louise. Hun forklarede først, at der var tre stadier man kunne være i. At kræften havde udviklet sig, at kræften stod stille eller at kræften var i tilbagegang. Min kræft står stille og det er rigtig godt og hvad jeg ville kunne forvente af positivt svar efter kun 3 kemokure. Det skal så lige siges, at min knude i nakken er svundet med næsten 1 cm i længden, nemli fra 55mm til 47mm og at de kunne se at svulsten er død i midten og at dette område breder sig. Det er super godt. Det betyder, at kræften i det mindste ikke æder af min nakke mere og det er også derfor, jeg ikke har ondt der mere.

Mine tumorer i maven siger de er er uændrede. De er hverken svundet eller vokset. De er dog svære at måle på, fordi de er så store og aflange og fordi de bevæger sig i forholdt til mine bevægelser og tarmene. Jeg vil nu prøve at se om jeg kan få en ultralydscanning presset igennem, hvor de kan måle dem direkte. De bekymrer os - Lars og jeg en del, også fordi de ikke vil gå ind og fjerne dem. Min mave er alligevel vokset med 5 cm i omkreds i løbet af den sidste måned, kemoen til trods.

For at jeg skulle lande i kategorien, at kræften havde trukket sig tilbage skulle kræften have trukket sig 30% tilbage. Det er alligevel ret meget og især efter 3 kemokure. Omvendt skulle kræften have udviklet sig 20%, hvis jeg skulle rykke op i kategorien, at kræften har udviklet sig.
Så det er et rimeligt bredt spektrum jeg befinder mig i. Jeg vil mene, at jeg befinder mig i den gode ende, netop fordi jeg også selv mærker de fremskridt jeg gør. Lægen mente også, at det var rigtig godt, at jeg selv mærkede de fremskridt i bryster, nakke og hovedbund, som jeg gør. Dog var de noget bekymrede for min hofte og mente, at hvis det var noget, så måtte det være kemoen eller kræften som driller mig. De ville kigge på mine billeder igen og jeg vil få svar til næste kemo. Det er lang tid at gå og vente når jeg har ondt! Men det kunne ikke være anderledes.

Dog var der nogle ting, som ikke var, som de skulle være. Min blodprocent er temmelig lav, 5,7. Den skulle ligge på 6 eller derover, for at jeg måtte få min kur idag, men fordi jeg har det så godt, som jeg trods alt har, valgte de at give mig kemokuren alligevel. Jeg skal så ind på Hadeslev Sygehus imorgen og have blod. Og Guds nåde trøste dem hvis de ikke behandler mig ordenligt... En anden ting, som ikke var optimalt, var at mine tal for kalk var temmelig dårlige også, og det selvom jeg i forvejen drikker 2x 500mg Calciumtilskud dagligt. Det er så blevet hævet til 3x 500mg calciumtilskud dagligt.

Så det korte af det lange. Det ser nogenlunde ud, dog med forbehold for min hofte og det at min mave er blevet så meget større som den er, hvilket måske skyldes at knuderne er vokset en del. Jeg vil i morgen prøve at få en ultralydscanning presset igennem hos Det Palliative Team og hvis de ikke kan gøre noget må min livlinie fra Aabenraa sygehus, Dirk Sina kunne hjælpe. Men dejligt at have overstået lægesamtalen.

Idet min blodprocent var så lav, havde de ikke bestilt min kur før de havde set mig og sikret sig at jeg var ok. Desværre. Det betød nemlig 1-1½ times ekstra ventetid. Heldigvis var de rimelig hurtige og der gik kun en time. Så det var jo godtnok. Desværre kom jeg til at ligge på en tremandsstue med to gamle mænd, som kendte hinanden fra sidste gang. De knævrede løs og havde begge nogle temmelig høje og gennemtrængende stemmer. Det, også det rend af sygeplejersker og bippen af maskiner mm var rimelig belastende at ligge i. Der var desværre fyldt op på alle de andre stuer, så jeg måtte bide larmen og uroen i mig. Kors hvor var jeg træt og bombet da vi gik derfra. Puha sikken en omgang idag. Første venten med nerverne uden på tøjen i en time, dernæst venten på kemokur også al den uro og larm. Godt det er overstået.

Da vi kom hjem tog jeg mig en velfortjent morfar i fred og ro, mens Lars hentede pigerne og handlede. Det var skønt og lige hvad jeg trængte til. Lars og Louise kørte hestemøj ud, mens Julie og jeg ordnede vasketøj, plantede blomster og gyngede. Det var rart at lave lidt og så sammen med min glade lille solstråle af Julie. Hun var ualmindelig glad idag, det kan vist kun tilskrives Marianne, hendes dejlige dagplejemor. Julie har det virkelig godt deromme - som blommen i et æg!

Hold jer muntre mine kære læsere. Vi skrives ved!

Varme knus Anita