Gode og dårlige dage

Det er sjovt som dagene kan være forskellige. Igår havde jeg en dag, hvor jeg bare var totalt smadret. Jeg sov det meste af dagen og de timer jeg var vågen var jeg bare en slatten klud med ondt over det hele. Det hang sammen med, at mine smerteplastre var udløbet, jeg ikke havde fået sat nye på og var kommet for sent i seng aftenen for inden. Da jeg endelig havde fået nye plastre på, gik der en 4 timer før end jeg kunne mærke effekten af dem, så igår aftes hjalp det lidt på den slatne klud. Vi gik tidligt i seng - dejligt.

Her til morgen kom Louisen ned ved 5.30 tiden. Der var jeg frisk, veludhvilet og havde en rigtig god fornemmelse i kroppen. Jeg havde overskud til at stå op tage pænt tøj på - kjole med leggins og matchende strømper. Tage mit hår på og være der for pigerne og Lars. Jeg afleverede pigerne omkring kl. 7 og fik en hyggelig snak med Marianne - Julies søde dagplejemor. Da jeg kom hjem spiste jeg morgenmad, mens jeg fik svaret på en del mails jeg har haft liggende fra de sidste par dage. Rart at få dem ud af verden. Det tynger når jeg har for mange hængepartier. Derudover fik jeg snakket med min dejlige store lillesøster, Sofie. Det er ikke så tit vi snakker sammen, men idag ringede hun og var i et vældigt humør og det var jeg også. Så snakken gik og det var dejligt at snakke med hende.

Omkring kl. 10 kom hjemmesygeplejersken forbi. Det var Anne, som kom idag og vi fik en hyggelig snak. Hun luskede af da de ringede fra Kræftens Bekæmpelse. Det var rart at snakke med dem. Det var slet ikke så hårdt som i torsdags. Jeg snakkede med Nina, en rigtig sød dame. Vi aftalte, at hun skulle komme ud forbi os på tirsdag i næste uge og fortælle lidt om, hvad Kræftens Bekæmpelse kan tilbyde. Hun ville tage ansøgningsskemaer med til nogle forskellige legater. Vi kan jo lige så godt komme igang med at søge, for vi fortjener det lidt ekstra til at have det sjovt for. Det var rart at snakke med hende og jeg glæder mig til at se, hvad hun har at byde på. Håber lidt, at hun har en gruppe i samme suppedas som os. Unge mennesker med små børn, hvor den ene forælder er blevet syg. Mangler nogle at dele erfaringer med og så alligevel har jeg ikke lyst til at dyrke sygdommen for meget. Men én ting er sikkert, jeg vil gerne have nogle samtaler med en psykolog, til at hjælpe mig med at erkende, hvor syg jeg er og til at give mig nogle værktøjer til at håndtere, når jeg bliver rigtig dårlig indimellem. Det er der jeg har det sværest.

Min far var forbi her til aften. Han er lige kommet hjem fra Thailand idag og vi havde vist begge et temmelig stort behov for at se hinanden. Det var dejligt at se ham, han så godt ud. Vi hyggede os og han fik lov til at putte Louisen. En ting de begge værdsætter højt. Kvalitetstid på højt plan.

Jeg ska have kemo på fredag og den gruer jeg godt nok noget for. Håber ikke jeg reagerer ligeså voldsomt på den denne gang som sidste gang. Det var en sej omgang. Men jeg kommer jo nok ikke uden om at trætheden bliver mere massiv. Godt jeg har en god seng.

Apropos seng... så er det endnu engang blevet sengetid. Jeg er godt træt efter en god lang dag, hvor jeg har fået styr på en masse ting. Bl.a. er jeg startet op på, at skrive breve til pigerne. Er netop igang med et til Louisen, hvor jeg fortælle om min graviditet og hendes fødsel. Tror det er noget hun vil få rigtig meget glæde af. Vi, mine søstre og jeg, har i hvert fald altid elsket når min mor fortalte om da vi blev født. Det er lidt sejt at sætte sig ned og skrive til pigerne, men det er noget jeg finder uhyre vigtigt. De skal vide, hvor meget jeg elsker dem og de skal vide hvad jeg tænker, føler og ønsker for dem. Samtidig er det også rart at genopfriske, hvordan det var at mærke liv i maven, være gravid og tænke på fødslen som den fede og fantastiske oplevelse det dybest set var. En oplevelse jeg for alt i verden aldrig ville være foruden. Det at sætte børn i verden er livets mening. Mit liv fik i hvert fald en helt ny og meningsfyldt dimension da jeg fik børn.

Godnat mine gæve læsere, vi skrives ved!

Knus Anita