fredag den 14. maj 2010

Mini ferie i kbh mm

Hvor er det dejligt at se hvor mange der følger mig. Jeg har fået sat en counter på min blog og det er skønt at se hvor hurtigt den stiger. Det giver stof til eftertanke og forpligter jo også en del. Men det er dejligt for det inspirer og motiverer mig også. Det er dejligt at vide at så mange følger mig, støtter mig og sender mig gode tanker. Og de mange hilsner der kommer ind, både her, på facebook og min mail, lybker@gmail.com luner og hjælper mig igennem de svære tider. Bliv endelig ved med at skrive til mig.

Idag har været en god, men lidt sej dag at komme igennem. Louise og Julie stod begge op kl. 7. Dejligt at Louisen trods alt sov så længe og Julie havde endelig lavet i bleen :-) Vi stod op allesammen og fik styr på lortebleer og morgenmad til pigerne, så var der igen bragt ro i tropperne. Men jeg var slet ikke klar til at stå op. Min krop var bare stiv, træt og meget ugidelig og jeg havde ondt over det hele. Så da Lars og pigerne kørte til lægen (Julies 1års undersøgelse) tog jeg en tiltræng og velvirkende lur. Da de kom hjem igen ca. 1½ time senere var jeg nogenlunde frisk igen. Herefter pakkede vi bilen og gjorde klar til at køre over til Farmor og Anders i Kbh. Vi kørte omkring middagstid, men havde ikke lige fået pigerne fodret tilstrækkeligt af. Så da vi var nået ca. halvvejs vågnede de begge og så var helvede løs. Det er klart rarest at køre langt med et par sovende unger på bagsædet frem for et par skrigende og kommanderende af slagsen. Vi fandt en tank og købte vand og pølsebrød og så klarede vi den nogenlunde, men det var en laaang tur for alle parter. I morgen, når vi kører hjem skal begge unger være ved at revne så de sover hele vejen hjem. Vi nåede frem og blev modtaget med åbne og kærlige arme og fik hurtigt bragt ballance i humør, lortebleer og appetit. Det er altid dejligt at komme hos Farmor og Anders.

Eftermiddagen gik med at se "Otto er et næsehorn" sådan halvt slumrende på sofaen for mit vedkommende. Lars, Anders og Louise gik ned og sendte en pakke og købte en handysitt (babystol), mens Julie tog en velfortjent men lidt sen middagslur. Birgit lavede skøn aftensmad; frisk stenbidderrogn med flutes, rejer og dressing til forret og spaghetti alla carbonara til hoveret. Virkelig lækkert!

Efter aftensmaden var jeg igen helt færdig. Min krop gjorde ondt og jeg var ikke oplagt til noget som helst. Så jeg tog frisk depotplaster på og kravlede ind og lagde mig et par timer i Birgits seng. Dejligt! Der er heldigvis god forståelse for mine "udfald". Sommetider er der bare ikke plads til dem, men for det meste er der og det er rart. Tak for det!

Nu er den første uge efter kemo gået. Det er rart at det er gået så godt. Uden indlæggelse, diverse opkast, mavekneb og feber. Jeg er en del træt og min slimhinde gennem hele systemet er noget øm. Dvs. mit svælg er ret følsomt, min mave tåler ikke for syrlige ting, eksempelvis rødvin kan pisse den fuldstændig af og jeg kan ikke være nogen steder for smerter. Så det holder jeg mig fra. Min næse er mega øm og jeg har en del næseblod og så er jeg lidt snottet og hoster. Heldigvis er min blære ikke medtaget, som den var ved sidste kemo, men jeg sveder heller ikke nær så meget denne gang. Så jeg kan godt nå at følge med til at drikke nok til at få den skyllet godt igennem. Mine hænder er tørre og temmelig ømme og revner i fingerspidserne. Men men men det gode ved det hele er at jeg i bund og grund har det godt er ved rigtig godt mod og at jeg kan mærke kræften trækker sig tilbage. Dog driller mit højre hofteled mig, når jeg ikke er smertedækket nok og det bekymrer mig en smule, for det har ikke været et problem førhen. Vi må se hvad scanningen siger d. 31. maj, hvor jeg skal have kemo og en lægesamtale.

Hold jer muntre og nyd weekenden. Den er velfortjent!

Varme knus Anita

Ingen kommentarer:

Send en kommentar