lørdag den 8. maj 2010

En god start på ny kemocyklus

Puha jeg har ondt i maven... på den gode måde :-) Vores søde nabokone, Kirsten, kom lige forbi med en ordentlig portion pandekager. Så Lars og jeg spiste morgenmad med pandekager til dessert. Super lækre pandekager. Desværre kan jeg jo ikke spise dem med is pga. kemoen, men sukker, Bedstes hjemmelavede blåbærsyltetøj og nutella er absolut ikke at kimse af. Super lækkert! Så ja resultatet: 2 gange ondt i maven.

Pigerne er hos min mor. Hun hentede dem fra dagplejen i går og kommer med dem i aften efter aftensmaden. Det er for, at jeg har bedst mulig chance for, at få et godt forløb her efter kemobehandlingen. Jeg har det rigtig godt i dag, nyder at have sovet længe. Stod op ved 10 tiden, da sygeplejersken kom. Det er rigtig dejligt med en "fridag". Jeg skal have vasket sengetøj i dag, en smut i jysk sengetøjslager efter en rullemadras og nogle lagner til min seng og så kommer Lars hjem med en reol, som jeg skal have indrettet med bøger og mapper mm. Måske jeg skulle se at få lavet vores 2010 mappe færdig så den ikke ligger som løsbladsystem mere. Der er nok at give sig til.

...

Nu er dagen gået. Jeg har haft en dejlig dag. Jeg nåede ikke i jysk efter rullemadras mm. Men jeg fik en god middagslur og vi fik stillet reolen op og puttet bøger og mapper ind efter forfatter, genre og årstal mm. Dejligt!

Pigerne og min mor kom ved 20-tiden. Pigerne var glade for at komme hjem og det var også rigtig dejligt at få dem hjem. Julie har været en del pylret i dag. Vi blev enige om, at det er fordi hun savner sine faste rutiner. Hun har været i gæstedagpleje hos Susanne (Louises dagplejemor) torsdag og fredag og så hjem til min mor fredag og i dag. Så helt sikkert hun savner sin Marianne og sin mor og far. Hun blødte en del op da hun kom hjem her til aften og var mægtig glad for at komme i sin egen seng. Dejlige lille unge – de lyde hun kommer med når tingene bare passer hende er så skønne. Brum brum hø hø hø brum brum hø hø på Juliesprog.

Godnat mine gode læsere, nu kommer missen og kræver min opmærksomhed og fortæller mig, at det altså er sengetid – efter at jeg har fodret ham vel at bemærke!

Varme knus Anita

Ingen kommentarer:

Send en kommentar