torsdag den 3. juni 2010

En god 3. dag - Skønt!

Kors hvor er jeg træt her til aften. Jeg skal vist tidligt i seng igen idag. Jeg har ellers haft det forbløffende godt af 3. dagen at være. Den og 4. dagen plejer at være hårde at komme igennem. Det hænger nok sammen med at jeg tog nyt smerteplaster på igår, gik tidligt i seng, fik en ordenlig omgang healing hos Peter og så at vejret har været / er så fint. Det er jo helt fantastisk - det er jo blevet sommer!



Jeg har haft det godt efter denne omgang kemo. Da jeg vågnede i morges stod jeg op og tog et æble, som jeg så tit gør for at rense munden for slim. Det er ret effektivt. Da jeg havde skåret det ud kravlede jeg i kassen med det for at spise det der og evt. tage en lur mere. Klokken var jo ikke mere end 7 og jeg havde først en egentlig aftale kl. 11, så jeg kunne sagtens sove en times tid eller 2 endnu. Hvis det altså ikke var fordi, jeg havde enormt meget energi og slet ikke kunne finde ro igen. Så jeg stod op, kom i tøjet og begyndte at sysle så det var til at komme til for SuperZindy når hun kom. Vi spiste morgenmad ved 8 tiden og derefter var jeg ellers rastløs. Hvad skulle jeg dog få tiden til at gå med til kl. 11. Det er jo ren tortur at have det så godt og være sprængfyldt med energi. Mon den store dosis binyrebarkhormon jeg får gør sit til energien også. Den har ihvert fald givet mig måneansigt så det står efter. Det er virkelig ikke særlig kønt og jeg er temmelig ked af at se ud som jeg gør. Rød i hele 5-øren og med et enormt kuglerundt ophovnet ansigt, hals og skulderparti. ØV! Jeg vil prøve at trappe helt ud af hormonet og se om det kan gøre en forskel kun at spise det omkring kemo, som jeg skal.

Med kroppen sprængfyldt med energi må man jo foretage sig noget konstruktivt, så det gjorde jeg! Jeg satte de sidste papirer i orden, som vi havde liggende. I ved den bunke med kontoudskrifter mm som altid har en tendens til at samle sig hvis man ikke er vaks. Den fik jeg styr på. Bagefter tog jeg ud at handle og sende pakken med den desværre alt for lille kjole fra Vero Moda tilbage, som jeg havde bestilt på nettet. Øv - en ellers rigtig fed tunika agtig kjole i koralfarve (blanding ml. pink og orange).

Da jeg kom hjem, lavede jeg den mest vidunderlige tomatsuppe. Masser af friske tomater, løg, hvidløg, frisk timian, boullon og fløde. Denne fik lov til at stå og trække mens vi var til ørelægen med Julie. Hun skal have lagt nye dræn i begge ører. Det ene ar faldet ud og det andet er stoppet på indersiden. Hun kan slet ikke høre ordentligt på nogen af sine ører. Nærmest som gik hun under vandet eller i en klokke. Måske det er derfor hendes sprog er så ringe. Det får vi at se. Hun skal have lavet dræn d. 22. juni. Det er lige om lidt :-) Da vi kom hjem spiste Julie og jeg tomatsuppe så det stod ud af ørerne. Noihj hvor det smagte godt. Uhm...!!!

Vi hentede Louisen omkring kl. 16 og kørte på apoteket. Vi skulle have vitaminer, solcreme og en neglesaks. Da vi var færdige der, skulle vi hurtigt hjem, for der var pludselig to bleer, der trængte gevaldigt til at blive skiftet. Efter det kørte Lars og Louise ud af vendte hø. Julie og jeg lunede deller og kogte kartofler, mens vi drønede rundt på havetraktoren. Julie skal jo ikke snydes for en traktortur og det er hun meget bevidst om!

Efter aftensmaden blev pigerne puttet og Lars drønede til hockey. Desværre forstod Louisen ikke helt budskabet om, at hun skulle sove nu, så jeg var oppe og putte hende en del gange før den fes ind :-( Da hun endelig sov, vågnede Julie og skreg i en time og 15 min indtil hun faldt om i mine arme på sofaen. Da var klokken 21.30. Putte heste, tjekke hø, børste tænder - gøre sig klar til natten tager også tid, så den der tidligt i seng røg sig også lige en tur igen idag.

Nu sidder jeg så her kl. 4 om natten og skriver, mens jeg gumler på et æble. Misserne blev for insisterende på at jeg skulle stå op og give dem noget at spise - midt om natten. Belastende! Nå men så kunne jeg jo lige skrive mit indlæg færdigt.

Nu vil jeg ind og sove igen. Øjenlågene er tunge.

Hold jer muntre!

Knus Anita

2 kommentarer:

  1. Energi er positivt - månekinder er bare et nødvendigt onde og åbenbart et must for at denne plan kan lykkedes - Vi ved stadig hvor smuk og stærk du er !

    SvarSlet
  2. Dejligt med gode dage. Synd for Julie at hun bøvler med ørene. Godt hun snart kan få nye dræn i.Det er en god opfindelse. Knus Anni

    SvarSlet