Flad, flad, flad....

Det er nogn seje dage for tiden synes jeg. Den 1. uge efter kemo er ellers forløbet over al forventning, men nu synes jeg, det begynder at trække tænder ud. Det er formentlig, fordi min prednisolon (binyrebarkhormon) er trappet så meget ned nu at jeg næsten ikke får noget. Jeg er så ked af mit ansigt. I weekenden kunne min niece slet ikke kende mig. Hun anede virkelig ikke hvem jeg var og talte slet ikke til mig under hele Bedstes fest. Det gjorde nas!

Bedste holdt åbent hus i anledningen af sin 85 års fødselsdag i lørdags. Det foregik i sommerhuset. Jeg var ualmindelig uoplagt lige fra morgenstunden af, men spiste 25 mg. prednisolon midt på formiddagen og fik det lidt bedre. Det var rigtig hyggeligt at se familien på min fars side. De lignede sig selv. Det var en rigtig god dag trods jeg var flad. Jeg var inde og tage mig en lur i Annemettes telt midt på eftermiddagen og det var rart og tiltrængt.

Igår var jeg også flad - ikke så flad som lørdag men nok til at jeg ikke havde krudt il at tage op til vores venner i Vandel. Det var ellers aftalen at Lars og Søren skulle til DHB mens Helle og jeg hyggede os der hjemme, men jeg havde bare ikke overskuddet. Så vi blev hjemme.
Heldigvis, for ham, som skulle presse og wrappe vores hø kørte i stykker med sin maskine og vi måtte ud og finde en høpresse og presse høet selv. Det lykkedes og vi har fået det fineste hø i år.

Idag er alting gået i slowmotion. Jeg har været så ualmindelig flad. Regner også med at skulle tidligt i seng. Jeg var inde til middag og få taget min blodprocent. Den var på 7,4. Høj nok til at jeg ikke skal have blod. Det skifter ved omkring 6%. Jeg lavede min lækre tomatsuppe da jeg kom hjem og kravlede i kassen og sov til pigerne kom hjem. Lars lavede mad og passede unger til den store guldmedalje her til aften, Jeg er bare så flad! Nu vil jeg sætte mig over i sofaen og flade ud inden jeg kravler i kassen om lidt.

Hold jer muntre.

Trætte knus Anita