mandag den 14. juni 2010

Indlæggelse mm

Nu er det igen på tide at få skrevet på min blog. Jeg er kørt en lille smule død i den og jeg tror, det hænger sammen med, at min optimisme er dalet en smule i forhold til, hvordan jeg klarer min sygdom. Nok siger de min kemo virker og at kræften står stille, ja, men det er kun det målbare i knoglerne. Det andet regner de også med står stille, men har absolut ingen belæg for at sige det. Det eneste er bare, at min mave vokser støt og roligt og jeg venter mig ikke selvom jeg ligner én der gør. Nu er jeg også begyndt at få vand i benene. Jeg er også begyndt at døje med ondt i mavesækken. Ikke kun når jeg har spist eller drukket nogle bestemte ting, men også spontant. Vågnede forleden nat med afsidig ondt i mavesækken. AV av av! Tænker - gad vide om kræften udvikler sig dér eller hvad er det der sker? Nu skal jeg have en lægesamtale på mandag når jeg skal have kemo - så vil jeg spørge hende dér, hvad det er der sker og hvorfor. Så må vi se om hun kan give mig et svar. Det er noget der bekymrer mig en del.

Noget andet der også bekymrer mig er, hvad sker der når de ikke længere kan give mig denne type kemo mere og jeg er nødt til at holde en pause. Får kræften så frit spil igen. Fortsætter den hvor den slap. Har jeg i virkeligheden bare købt et halvt år. Det er selvfølgelig også værd at tage med. Det har været og er et dejligt halvt år, men jeg er bare så pisse bange for når det begynder at gå den forkerte vej og tingene tager fart. Jeg er bange for smerten og at blive håbløst afhægig af andre - at blive en grøntsag og ikke at kunne være der for mine piger. Det er fandme sejt at skrive og tænke disse tanker. AV AV AV Det gør nas!

Min weekend udspillede sig lidt anderledes end forventet. Vi skulle have været til Anders´ (Lars´ mors mand) 60 års fødselsdag lørdag i københavn. Desværre gik jeg hen og fik feber natten til lørdag. Jeg må ikke få feber som kemopatient. Derfor ringede jeg til Odense, som fik mig indlagt i Haderslev til observation og gennemtjek med diverse blodprøver, røntgen af lunger og udvidet lægetjek. Det viste sig at jeg har en infektion et eller andet sted i kroppen og nu får jeg noget særligt stærkt pincillin som skulle tage ALT ... også tamflora...

Feberen faldt i løbet af lørdagen, men min blodprocent var rimelig lav så de valgte at give mig blod. Det var jeg færdig med og havde det godt ved 18 tiden. Så der blev jeg udskrevet. Lars og pigerne var jo taget til fødselsdag i Kbh, så jeg ringede først til Annemette, for at høre om hun kunne komme og være barnepige for mig. Jeg havde ikke lyst til at være alene. Desværre var hun alt for snottet, så jeg ringede til Farfar og Nina istedet. Hans Jørn kom og hentede mig og Nina havde lavet dejlig mad, Bøf stroganoff uhm hvor det smagte... Ja I læste rigtigt, Uhm hvor det smagte. Det er ikke fordi, der normalvis er noget i vejen med Ninas kogekunst, tværtimod, men efter jeg er trappet ud af prednisolonen, har jeg fået meget af min smagssans tilbage. Det er skønt igen at kunne smage sin mad :-) Da vi var færdige med at spise, så vi Min søsters børn i ægypten. Efter det kravlede vi i kassen. Jeg fik Hans Jørns seng og han og Nina sov i stuen på en luftmadras. Jeg sov fantastisk - Det er en super seng min kære svigerfar har.

Søndag fik jeg en frygtelig forstoppelse. jeg havde en mega hård sten i maven. Alt det medicin jeg får, gør at maven går i stå, hvis jeg ikke spiser/ drikker afføringsmiddel og det havde jeg ikke fået på sygehuset :-( Av hvor gør det ondt at have forstoppelse. Jeg drak en masse movicol (afføringsmiddel) igår og dét sammen med min pincillin har fået bugt med forstoppelsen også i den grad. Så nu render jeg i pendulfart i stedet til og fra toilettet. Jeg har stadig ondt i maven, nu er den dog bare mere øm.

Lars og pigerne kom ved 14 tiden. Begge piger var rigtig glade for at se mig. Louisen hang ovenikøbet hos mig i et kvarterstid. Dejligt! Vi kørte hjemad ved 17 tiden for vi skulle til aftensmad hos Clara-ann, Louises veninde. Dejlig grillmad med salat og alt hvad man kunne tænke sig. Lækkert! Det smagte dejligt! Vi kørte hjem og puttede unger ved 21 tiden.

Idag har jeg sovet meget af dagen. Tog en middagslur kl. 11 og ville op kl. 12 men kunne absolut ikke få øjne. Først kl 14.30 begyndte jeg at blive mig selv. Så stod jeg op og gik i bad. Hentede unger og kørte med Julie ind og købte en ny hovedpude magen til min svigerfars :-)

Den skal jeg ind og indvie nu... godnat!

Hold jer muntre!

Varme knus Anita

2 kommentarer:

  1. Min kære kære ven...

    Det virker desværre så uoverskuelig, så ugennemsigtigt, så nytteløst - og vi går og aner ikke hvad det er vi kæmper med og hvad de ting vi gør - de har af god eller dårlig virkning på kroppen - vi må bare tro på det - det er det vigtigste af alt medicin !

    Hæng i min ven, selvom det ser så nytteløst ud !

    SvarSlet
  2. Kære Anita
    Det er op og ned for dig lige nu, tænker på dig. I eftermiddag skinner solen, håber du kan nyde det og din dejlige familie, pigerne er bare så lækre og Lars er da ikke værst... kusinen!!
    Knus Anni

    SvarSlet