Træt som bare pokker

Jeg er så træt, så træt, så træt! Min krop er så tung og usamarbejdsvillig. Jeg har næsten ingen kræfter tilbage og jeg orker ingen ting. Slet ingen ting. I morgen får jeg målt min blodprocent. Den er sikkert lav - det håber jeg i hvert fald, for så er der håb for min træthed. Træt, træt, træt.

Jeg fik mig slæbt ud over sengekanten og ned i et par cowboybukser idag. Efter jeg havde spist min morgenmedicin, to ritaliner (amfetamin) og noget ekstra smertestillende for ryggen, sadlede jeg Pacian op (Lars hjalp - jeg er ikke længere i stand til at svinge min store tunge westernsaddel op på Pacian, jeg bliver så slap) og red en rigtig dejlig tur. Der er så småt ved at være høstet herude, så nu kan jeg ride på stubmarkerne og det er skønt at ride der. Der er meget mere natur, end der er langs vejene. Så Pacian og jeg skridtede i rask tempo af sted idag. Pacian var lidt oppe at køre, fordi hans elskede Fala ikke var med. Så han pustede sig op som kun arabere kan gøre det og hylede og skreg hele vejen til Sillerup - en lille by der ligger et par km herfra. Derefter var det ligesom om luften gik af ballonen og han accepterede at hun ikke var med, skøre hest, og han begyndte at gå pænt. Vi red ind i skoven af bagvejen bag Sillerup og red lidt rundt i skoven. Her mødte vi bla. et rådyr med sin bambi der stod ligeså frit og græssede på skovvejen. Dejligt og livsbekræftende.

Ligesom vi kom hjem, ringede Lene, min veninde og kollega. Hun skulle da bare lige høre om jeg gav en kop kaffe, for så ville hun komme med kagen. Det ville jeg da. Det er altid skønt med besøg fra Lene.

Jeg har besluttet mig for at ifole Fala. Det er godt nok lidt sent på året at gøre det, men jeg kan ikke vente til næste år og det mener jeg for så vidt heller ikke at hun kan, med hendes alder. Hun er omkring 20. Så idag er hun blevet kørt til hingst ude i Anslet, hvor der står en dejlig hingst ude ved navn Lucky og så må vi se hvornår hun kommer i brunst og om det lykkes at få hende ifolet i år. Vi krydser fingre.

Apropo fingre, er mine fingerspidser ved at være helt ødelagte. De skide føleforstyrrelser driver mig til vanvid. Det er så ubehageligt - jeg glæder mig til det aftager.

Hold jer muntre!

Knus Anita