Lægesamtale mm

Hold kæft hvor gør det ondt at blive mindet om, hvor syg jeg er. Jeg er virkelig meget meget syg. Den læge jeg talte med i dag var virkelig god til at sætte tingene på en spids og tage håbet fra mig. Hold kæft en idiot tænker jeg, den kunne han godt have serveret lidt mere blidt. Det var den samme læge, som i sin tid sad med hænderne i skødet og nærmest undskyldte, at de ikke kunne gøre noget. Men mine resultater ser pisse gode ud. Man bliver delt ind i 3 kategorier. Status quo - sygdommen står stille. En kategori, hvor sygdommen er 30% forbedret eller en kategori, hvor sygdommen er 20% forværret. Jeg ligger i den bedste kategori og min sygdom er mere end 30% forbedret i forhold til status quo. Det er meget bedre end forventet og bedre end gennemsnittet. Problemet er, at min sygdom ikke kan helbredes. Den vil altid være i min krop og den er aggressiv. Heldigvis kan kræften stå stille, når jeg er færdig med kemo - ingen ved hvor længe og heldigvis har de mere skyts, de kan bombardere den med, når den går i gang igen. Dog er det bedste skyts brugt op og de må bruge det næst bedste.

Jeg græd idag, da jeg fik serveret mine odds. Havde virkelig lyst til at hyle og hulke som et lille barn, men jeg beherskede mig. Jeg var bange for ikke at kunne stoppe igen. Det er så uretfærdigt og forfærdeligt. Hvorfor skal jeg være syg og hvorfor skal jeg være syg af kræft, når nu jeg har så meget at leve for og aldrig har slået nogen ihjel eller gjort noget andet grumt. Mange andre lever med fæle ting på samvittigheden i mange mange år og jeg, det fromme lam, skal dø tidligt pga. en dum og ondskabsfuld sygdom. Jeg er ikke bitter og vred, bare ked af det. Bitterhed og vrede kan ikke bruges til noget andet end at styrke sygdommen. Jeg er på flere måder taknemmelig. Jeg har fået et helt nyt liv. Godt nok er jeg træt ad h... til og har det rigtig skidt til tider, men jeg har fået en helt ny holdning til livet, som er meget mere positiv. Det er fedt! Jeg har fundet ud af, hvor mange venner jeg i sandhed har og det er mange - rigtig mange! Tak fordi I er der. Lytter, kommenterer og ikke løber skrigende bort når jeg kommer. Tror det kan tælles på én hånd, hvor mange mennesker der er forsvundet ud af mit liv pga sygdommen og det synes jeg er rigtig flot, taget i betragtning af hvor svær situationen er. Min blog har nok en stor del af skylden. I behøver ikke at spørge, hvordan det går, hver gang vi ses eller snakkes og det er dejligt og en stor fordel for begge parter.

Selvom jeg blev slået ud idag giver jeg ikke op. Jeg kæmper videre for hver dag der går. Tro roligt på det. Jeg skal leve mange år endnu. Nok bliver det mange seje år, men det bliver også mange gode år. Jeg har så meget at leve for og så mange at leve for - især mine små piger og min dejlige mand. Jeg har så ufatteligt meget at miste - det giver jeg ikke slip på uden kamp. Jeg har hvæst mine klør og får jævnligt mine tænder efterset, så kræften kan bare komme an. Den har det rigtig skidt lige nu, som bla. min far siger.

Jeg har det rigtig skidt her til aften. Da vi kørte hjem, måtte jeg ind på et offentligt toilet og tisse og jeg havde så meget kvalme at jeg troede jeg skulle kaste op, men der kom ikke noget. Jeg huggede en madame-pose jeg kunne brække mig i hvis det blev nødvendigt. Da vi kom hjem strøj jeg direkte på hovedet i seng og har kun været oppe og tisse mm et par gange. kl. 20.30 kriblede det så meget i fingrene, for at komme til at skrive, at jeg tog min bærbare med ind i seng og skrev.

Så kære venner god læselyst (ja nu er I så færdige med at læse :-) flot, Anita) og husk at hold jer muntrer, det kommer man længst med.

Kærligst Anita