tirsdag den 30. marts 2010

Velkommen til min blog / dagbog

Kære Venner!

Velkommen til min Blog / Dagbog. Jeg er, som I alle ved, havnet i en møgtræls situation i og med, at jeg har fået konstateret uhelbredelig kræft. Hele mit liv er på godt en måned blevet totalt forandret. Ting, som før var naturlige og en del af dagligdagen er nu blevet helt uoverskuelige for mig. Eksempelvis alm. planlægning, vasketøj, dosmersedler, ja bare det at se fjernsyn er steget mig over hovedet. ALT er anderledes!

Hvad vil jeg med min dagbog og hvorfor deler jeg den med jer?
Det gode ved denne situation er, at jeg /vi har fundet ud af hvilken stor og dejlig omgangskreds vi omgiver os med. Hvor har vi bare mange søde, varme, kærlige, omsorgsfulde og betænksomme mennesker omkring os. Det er SÅ DEJLIGT at opleve, hvordan I alle på hver jeres måde tilbyder hjælp, sender små hilsner, er der, lytter, laver mad mm. Små løft i hverdagen er guld værd! Bliv endelig ved med det.

Jeg har valgt at lave en dagbog, I alle kan læse med i, fordi jeg har brug for at lufte / dele mine tanker, oplevelser, frustrationer, glæder, sejre, sorger mm med jer. Jeg har brug for at skrive til nogen, som ikke bare er en privat dagbog og vigtigst af alt har jeg brug for alt den støtte og opbakning jeg får fra jer. Der til kommer, at det er enormt svært for os at holde bare de nærmeste opdaterede om hvad der sker i vores liv, hvordan vi står og hvad de næste træk bliver.

Jeg håber I vil læse med og være med til sparke de største sten af vejen. - Grine med mig, græde med mig, opmuntre mig eller bare være der og lytte. Puh hvor lyder det dog trist! - Men ok, den sidste uge har også været rigtig sej at komme igennem.

Kærligst

Anita